Daniel og Channie
Familieliv

Channie var i fertilitetsbehandling, da Daniel dukkede op: "Vi vinder ikke en førstepræmie i timing"

10. maj 2022
af Signe Bertram
Foto: Privat
Channies familiedrøm blev knust, da hun som 15-årig fik at vide, hun ikke kunne få børn. Som 28-årig gik hun i fertilitetsbehandling for at blive solomor – og så mødte hun Daniel.

Channie kigger I kameraet, imens Daniel kysser hende I håret. De smiler begge to på den der nyforelskede måde, hvor man ikke rigtig kan lade være. Det er det første billede, Channie deler af Daniel på Instagram, og jeg giver det straks et like.

Hendes profil er langt fra fyldt med glansbilleder - tvært imod.

Billeder af hormonsprøjter i bunkevis, selfies i tårer og graviditetstests dukker frem, når man scroller længere ned af siden. Channie har med billederne dokumenteret sin kamp for at blive mor gennem alle op- og nedturene - desværre flest nedture.

For to år siden medvirkede hun i DR-dokumentaren “Når storken flyver forbi”, der følger syv menneskers opslidende forløb i fertilitetsbehandling. Tre par og så Channie, der er i behandling med donorsæd for at blive solomor.

Da optagelserne stoppede, var det stadig ikke lykkedes for hende at blive gravid. I det sidste klip sidder hun med ansigtet i hænderne til sin egen fødselsdag, da sygehuset ringer og meddeler, at hendes første reagensglasbehandling ikke har virket.

Dengang fandt jeg hendes Instagramprofil i håb om en lykkelig slutning trods alt. Men hun kæmpede stadig.

For fire måneder siden delte hun så den glædelige nyhed: scanningsbillederne af den lille dreng, der ligger i hendes mave. Og for en måned siden delte hun det første - og lidt overraskende - billede af Daniel Hyldgaard Sejer. Hendes kæreste og manden, der skal være far til barnet, på trods af at de ikke deler DNA.

"Jeg er forresten i fertilitetsbehandling”

– Vi vinder ikke en førstepræmie i timing, bemærker Daniel lidt tørt, da han og Channie skal forklare, hvordan det hele hænger sammen med far, mor og donorbarn. For faktisk har de kendt hinanden i mange år.

Vi sidder i deres lejlighed i Roskilde, som Channie lige er flyttet ind i. Det er stadig Daniels møbler, der står i stuen, og det har været lidt en ungkarlehybel, siger han. Channie nikker. De skal lige helt på plads, før de er klar til lejlighedens nye beboer, som ankommer til sommer.

Daniel Hyldgaard Sejer, 35. Socialpædagog på et dagtilbud for udviklingshæmmede

Channie Hansen, 32. Grafisk designer. Har Instagramprofilen @buleogpil

Hvis man skal have hele historien om, hvordan de er endt der, starter den allerede, da Channie er 15 år.

Her fik hun den voldsomme besked, at hun aldrig ville kunne få børn, fordi hun har en svær grad af endometriose. I starten af 20’erne ændrede lægerne dog meldingen til, at hun måske ville kunne få børn med noget hjælp, hvis hun startede tidligt.

Så det gjorde hun som 28-årig, hvor de første forsøg med insemination gik i gang. Et år efter mødte hun Daniel. De havde skrevet sammen i en årrække, men skiftevis haft andre kærester, så det blev aldrig til mere. Nu var muligheden der endelig.

–  Jeg prøvede på at skubbe ham væk for at skærme mig selv fra at blive for glad for ham. Hvad nu hvis han ville vælge mig fra, fordi jeg var i fertilitetsbehandling? Jeg tænkte, at det var nemmere, hvis der ikke kom for mange følelser imellem os. Det lykkedes ikke rigtig, fortæller Channie.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Følelserne var der. Så hun måtte indvie Daniel i sin behandling og muligheden for, at han aldrig ville få børn, hvis de skulle være sammen.

–  Det var nogle voldsomt tunge samtaler at skulle putte ind i så nyt et forhold. At man på anden date skal breake: "Jeg er forresten i fertilitetsbehandling".

–  Ja, før man kender hinandens livret, tilføjer Daniel.

Han havde svært ved at forholde sig til alle de dilemmaer, som meldte sig, da han blev forelsket i Channie.

For han havde aldrig overvejet, at det med at få børn kunne være en udfordring. Og da Channie efter en pause skulle overgå fra insemination til reagensglasbehandling, kom det helt store spørgsmål: skulle de prøve at få et biologisk barn sammen?

–  Dengang kunne jeg slet ikke sætte mig ind i, at det var det vigtigste af alt for Channie at blive gravid, for der var jeg overhovedet ikke. Hver gang, der skete noget nyt med behandlingen, var det svært. Og så døde begge mine bedsteforældre, som jeg var meget tæt med, også det år.

Efter et års forhold kastede Channie og Daniel håndklædet i ringen. Ikke fordi de havde mistet kærligheden til hinanden. Det var bare for svært.

Vil ikke være mors kæreste

Efter bruddet fortsatte Channie med reagensglasbehandling. I slutningen af 2020 bar det endelig frugt, og hun blev gravid. Men bare 12 uger efter holdt det lille hjerte op med at slå.

–  Jeg var i en kæmpe sorg og ramt af frygten for: Vil det nu tage tre år at blive gravid igen? Vil jeg miste igen? Og vil det nogensinde lykkes?, fortæller hun.

Midt i sorgen fandt hun og Daniel sammen igen – endnu engang var timingen ikke helt optimal. Men måske var den ikke kun imod dem.

Vi snakkede meget om det her med biologisk/ikke-biologisk, og hvad der var vigtigst – om det var DNA'en, eller hvem der har faderrollen

For selvom et coronapresset sundhedsvæsen og sygeplejerskernes strejke forhindrede, at fertilitetsbehandlingen kunne fortsætte, så gav det Daniel og Channie et halvt års pause til at finde hinanden igen og tage nogle svære snakke på forhånd.

–  I løbet af det år, vi ikke var sammen, var jeg kommet et helt andet sted hen oppe i hovedet. Det havde sat noget i gang hos mig at møde Channie, siger Daniel.

Selvom han var klar til at gå ind i projektet som biologisk far, så anbefalede lægerne, at Channie skulle fortsætte med den samme donorsæd, hun blev gravid med første gang. Behandlingen havde virket efter mange fejlslagne forsøg, så chancerne var størst, hvis de gentog proceduren 1:1.

–  Vi snakkede meget om det her med biologisk/ikke-biologisk, og hvad der var vigtigst – om det var DNA'en, eller hvem der har faderrollen, siger Channie.

–  Jeg kan huske, at Daniel ret fint sagde, at han ikke ville det her halvt. Hvis han ikke blev biologisk far, så ville han ikke bare være mors kæreste. Han ville være far med alt, hvad det indebærer. Det havde jeg sindssygt meget respekt for.

Parret besluttede at gå med lægernes anbefaling og bruge donorsæd. Daniel var med fra første samtale, til scanninger, ægudtagning og ægoplægning. På helt samme måde som et par, der bruger donor, fordi manden har lav sædkvalitet. Og denne gang var det ikke svært for Daniel.

–  Imens vi var væk fra hinanden, havde jeg gjort op med mig selv, at det også var okay, hvis jeg fandt sammen med en, der havde et barn i forvejen. Jeg har selv et tættere forhold til min stedfar end min biologiske far, og jeg kender flere der har det på samme måde. Det er jo relationen, der tæller, og her er det ovenikøbet endnu vildere, for der er slet ikke en biologisk far. Det er mig, der skal være far og være med ved fødslen, fortæller han.

Farvel og goddag til kernefamilien

Med rollen som far hører også nogle rettigheder, både for forælder og barn. Ting som fælles efternavn, barsel, arv, børnepenge og samvær i tilfælde af, at man går fra hinanden.

Fordi Channie i sin tid startede alene i fertilitetsbehandling, er Daniel ikke omfattet af de juridiske papirer. Lige nu har parret travlt med at finde en løsning, så Channie ikke bliver registreret som solomor.

Da Folketinget vedtog nye lov om medmoderskab i februar i år, var medfædre ikke omfattet, og det ærgrede Channie og Daniel, som havde håbet, at loven kunne blive deres redning. Man kan nemlig først begynde processen omkring stedbarnsadoption, når barnet er tre år gammelt.

–  I tre år ville der intet være, som juridisk binder dem sammen, og det, synes vi, er for lang tid. Vi vil gerne have, at der er styr på det, inden jeg føder, siger Channie.

Daniel tager det mere roligt:

–  Det skal der nok komme styr på.

Parret er ikke stødt på andre med samme familiekonstellation, de kan spørge til råds - måske er de de eneste?

Channie og Daniel ligner ellers den mest traditionelle familie af dem alle. Kernefamilien med en far og en mor. Et billede, som Channie brugte lang tid på at tage afsked med.

–  Det var en stor sorg for mig at skulle vinke farvel til det her familieportræt med mor, far og børn, og det har jeg virkelig arbejdet med. Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg ville gøre det selv, for hellere det end ikke at få børn. Men det var bare fantastisk at kunne lukke op for det billede igen og lukke Daniel ind. Det havde jeg aldrig turde håbe på, fortæller Channie, som om hun næsten ikke tror på det endnu.

–  Jeg synes bare, det er mega sejt, hvad vi har været igennem. Jeg har så stor respekt for det, Daniel gør, for jeg ved da godt, det ikke er nemt at skulle acceptere, at ens eget barn bliver et donorbarn, men det gør han bare.

–  Og så er jeg også bare stolt over at kunne fortælle vores søn en dag, at han har en mor, der har kæmpet for ham i fire år, og en far, der har ønsket ham så meget, inden han blev født, at han ville være hans far, selvom han ikke var biologisk.