Scener fra en legeplads

"Er du en lille krokodille?" Spørger to forældre i munden på hinanden deres lille pode, der render rundt på legepladsen. Han har endnu ikke noget sprog, derfor svarer de da også selv: "Ja, du er da en lille krokodille."
Jeg ser tavst til. Prøver ihærdigt at se krokodillen for mig. Jeg forsøger at forestille mig det enorme gab og de spidse tænder, men alt hvad jeg ser, er den lille dreng. Han leger videre og pludrer uforståeligheder for sig selv og måske for sine forældre, der vitterligt ser krokodillen for sig. I sandkassen fylder et andet barn sand i spand og hælder det ud igen.

"Nej, en fin kage," lyder det fra de stolte forældre, før barnet begynder at destruere bunken af sand med sine hænder for derefter med glubende appetit at kaste sandet i munden på sig selv.
"Ad," siger forældrene. Måske barnet troede, at kage skulle smage godt.

Her kan du læse en klumme af vores anden far Danni Travn

Jeg vender mig mod min datter, der i jubelrus rusker i et reb på klatrestativet, mens hun tramper på livet løs. Er hun en farlig gorilla, en bjørn eller bare en ko? Nej, den går ikke. Så langt rækker min fantasi ikke. Hun er bare en lille pige med en næsten ufattelig glæde over at rive i et reb. "Flot skat," mumler jeg febrilsk til hende.

"Hvor er du dygtig," siger jeg med overbevisende stemme. Tænk, at hun bare sådan kan ruske i et reb. Men glæden varer kort, og hun er hurtigt videre. Hun lægger sig med kinden mod jorden og numsen i vejret. Og før jeg når at tænke mig om, hører jeg mig selv udbryde:
"Er du en lille bjørn?" Så står jeg der, 35 somre gammel og bræger 'Bjørnen sover' med min umiskendelige falske røst. Jeg synger til, og da sangen er slut, rejser min datter sig, løfter armene over hovedet og råber forsigtigt "warrhh".

Og nu ser jeg den. Den store, farlige brune bjørn, som ikke er farlig, så længe man er varlig. Men man kan jo ikke sådan på den tro, så jeg løfter også armene over hovedet og brøler af mine lungers fulde kraft: "Waarrh!" Og i sekundet efter er vi to farlige bjørne midt på legepladsen på Vesterbro. Jeg løber, eller rettere lunter, efter den lille bjørn med hænderne krummet, som var det poter med skarpe kløer. Jeg skal lige til at fange den lille bjørn og give den en masse bjørnekys, da jeg bliver afbrudt af en velkendt stemme bag mig:

"Nå, hygger I jer?" Jeg kigger op og ser min kæreste, smilende, overbærende, glad. Den lille vender rundt og løber i armene på sin mor. Væk er de to farlige bjørne. Hvem der bare var en bjørn hver dag.

Din mand ligner sandsynligvis din far

Om klummeskribenten
Navn: Rasmus Strøyer
Alder: 35 år
Privat: Kæreste med Sara og far til Berta på 1½ år.
Beskæftigelse: Journalist

Fedt, jeg skal være far!