Familieliv
2. januar 2020Sådan håndterer du bedst konflikter med dit barn
Familieterapeut Michael Gunnersen giver her gode råd til, hvordan du opnår den bedste kontakt og kommunikation med dit barn - så du bedst kan forebygge og løse eventuelle konflikter.
Af:
Torsdag, 2. januar 2020 - 8:15. Udgivet første gang november 2015. Af Anne Romanelli. Foto: Panthermedia
Jeg oplever tit forældre, som har svært ved at få kontakt til eller tale med deres barn, især i konfliktsituationer. I mange af disse ofte lidt svære situationer bliver det ekstra svært, fordi forældrene taler til og ikke med deres barn.
I konfliktsituationer har barnet brug for en ansvarlig voksen - ikke en voksen, der agerer som et barn på samme alder. Tag ikke sætninger som ”dumme far” eller ”jeg hader jer” personligt. Hvis du tager dem personligt, er du godt på vej til at afvikle kontakten til barnet, og i de fleste situationer skaber det konflikter, skænderier og uro i familien. Efterfølgende står både den voksne og især barnet tilbage med en følelse af at være forkert, ikke forstået og måske med følelsen af ikke at være elsket. Lyt i stedet til det underliggende, som barnet siger. Når barnet siger ”dumme far”, så kunne det reelt betyde noget i retning af: "Lige nu er jeg ked af det, vred og føler mig ikke forstået. Jeg har brug for din hjælp". Det, børn siger, har ofte en dybere betydning. Bliv derfor nysgerrig og prøv at forstå, hvad barnet reelt mener. Det betyder selvfølgelig ikke, at I ikke skal sætte personlige grænser over for jeres barn, men gør det i "fredstid" eller i ”mild krig”. Når barnet sender disse sætninger ud for at få kontakt og reaktion fra den voksne, vil det være fint at starte med noget i denne stil: "Jeg vil ikke have, du kalder mig dumme far". Sig det uden yderligere lange forklaringer om, hvorfor eller hvor ked af det du bliver. Det giver ingen mening. Hold svaret kort og præcist og hjemme ved dig selv, og lad så barnet reflektere og måske kvittere. I mange tilfælde vil du opleve, at barnet tygger på svaret og reflekterer over din grænsesætning.