https://imgix.femina.dk/media/websites/mama/mor/foer-april-2013/2012-19-god-mor-prim.jpg
Familieliv

Sådan gør du din mand til en vattet far

25. oktober 2010
af redaktionen
Stand up-komikerens fem tips til mødre, der meget bedre ved, hvordan en god far skal være, end fædre selv gør det

Stand up-komikerens fem tips til mødre, der meget bedre ved, hvordan en god far skal være, end fædre selv gør det

Af stand-up-komiker og danmarksmester i historiefortælling Per Helge Sørensen

1. Hjælp ham til at gøre tingene rigtigt
Kig ham altid over skulderen, når han forsøger at skifte, putte eller give tøj på. Og grib ind på stedet, hvis han gør det forkert (eller bare anderledes end dig - det er jo det samme). Den bedste metode til at styrke folks selvtillid, når de skal lære noget nyt, er ved konstant at overvåge og irettesætte dem. Tænk på alle de ting du har lært af din mor på den måde!

Bare vent til mor kommer hjem

Stand-up-komiker og danmarksmester i historiefortælling Per Helge Sørensen er klar med et bidende comedy-show om mænd på barsel. Han har levet tre måneder under-cover i københavnske ammestuer og fædregrupper - eller faktisk har han bare selv været på barsel.

"De moderne fædre er en guldgrube for en komiker. Findes der et mere ynkeligt syn, end sådan en ung far i streetwear og hættetrøje, der står med en blomstret pusletaske over skuldrene og ryster i bukserne, fordi kæresten har opdaget, at han har givet lille Mads-Emil den grønne savlesmæk på til den orange sparkedragt?" siger Per Helge Sørensen.

I hans show "Barsel - bare vent til mor kommer hjem" er han klar til at give både de vattede fædre - og deres overkontrollerende kærester - en tør ble på.

2. Vis hans bedste sider til veninderne
Forsøm aldrig at gøre kærligt grin med hans evner som far over for veninderne og mødregruppen. Ikke mindst når han selv er til stede! En stikpille når meget længere ind, hvis den bliver afleveret som en lille morsomhed i det offentlige rum - og så husker han måske at skolde sutten næste gang. Samtidig står dine egne evner som mor så meget mere sikkert frem på hans baggrund.
(Det bedste er, at han ikke kan tillade sig at være sur bagefter. Helt ærligt! Det var jo bare for sjov).

3. Antydningens kunst
Lad for guds skyld være med at sige noget, når han endnu engang har majet guldklumpen ud i indbyrdes komplementære pangfarver, der bare fuldstændigt underminerer dit image som mor. Skift babys tøj, mens han er i bad. Og sørg for at stå i nærheden, når han opdager det. Så ved han, at han er sat på plads - uden at kunne brokke sig over, at du hele tiden kritiserer ham.

4. Skab ejerskab
Hvis han skal på barsel - eller bare være alene et par timer med barnet - så husk at lægge et præcist program med rytmik, babysvømning og skemalagte middagslure. Der er ikke noget der skaber ejerskab, som hvis andre har bestemt i mindste detalje, hvornår og hvordan opgaverne skal løses. Det kender du fra din chef på arbejdet.

5. Giv aldrig op
Frem for alt: Giv aldrig efter for fristelsen til at slippe tøjlerne og lade ham prøve lidt på egen hånd. Han gør det så godt han kan. Men det er jo bare ikke godt nok!

Læs mere:
Fadertyper gennem tiden
Top 10 over forældres mest hadede vaner
Når baby har overtaget

Læs også