Rwanda-mor: "Jeg har hele tiden det håb, at mine børns og mit liv bliver bedre"

Fakta om Rwanda

• Rwanda er på størrelse med Jylland, men har et befolkningstal på over 10 millioner mennesker.
• Landet er på mange måder et afrikansk foregangsland. Det har meget lidt kriminalitet. Har 50 procent kvinder i parlamentet, har vedtaget ligestilling ved lov og tilbyder gratis 12 års skolegang til alle børn.
• Rwanda er en tidligere belgisk koloni. I 1962 blev det en selvstændig republik.
• I 2003 afholdte Rwanda sit første demokratiske valg, som den siddende præsident, Paul Kagame, vandt med 95 procent af stemmerne.
• En stor del af regeringens kommunikation til befolkningen foregår via radio. I de små landsbyer og landområder har de ingen elektricitet og slet intet tv. Til gengæld har næsten alle voksne en mobiltelefon.
• Folkemordet i Rwanda fandt sted i 1994. Her blev over 800.000 mennesker myrdet i løbet af 100 dage.
• Rwanda er på FNs liste over verdens fattigste land.
• Landet grænser op til Tanzania, Burundi, Uganda og Congo.

Clementine var 21 år, gift med ham, hun elskede, og gravid i fjerde måned, da hendes liv og drømme brast i tusinde stykker. Hendes mand var soldat i Congo og blev dræbt i kamp. Clementine blev ladt alene tilbage med maven, uden indtægt og uden et hjem.

Herhjemme ville der måske være en enkepension, et socialt sikkerhedsnet, tilbud om en lejlighed til den lille ny familie eller anden støtte i vente. Men Clementine bor ikke i Danmark. Hun bor i en lille by, Birambo, i det vestlige Rwanda. Et land, som er stærkt præget af fattigdom og af efterdønningerne fra folkemordet i 1994, som kostede over 800.000 menneskeliv. Det betyder blandt andet, at cirka 65 procent af landets befolkning er under 25 år.

"Jeg var heldig, kan man sige. Jeg havde en familie, som kunne hjælpe mig. Det er der mange heromkring, der ikke længere har," fortæller Clementine.

I dag er det 14 år siden, hun fik sit første barn. Siden blev hun gift igen, fødte to børn mere, og blev skilt. Hendes andet ægteskab var ikke nogen succes.

"Jeg har ikke noget godt at sige om min anden mand. Han bidrog med ingenting. I dag drømmer jeg ikke engang om at få en ny mand, men det er heller ikke nemt. Det er ikke attraktivt i Rwanda at være skilt og alenemor," fortæller hun.

Læs også om 3 kvinder der blev mor som 20, 30 og 40-årige

De smukke børn
Vi sidder på et par vakkelvorne pindestole i et lille skur bag byens katolske skole. Det er eftermiddag, solen bager, men i skuret er der dejligt køligt. Clementine er lidt genert. Kigger skævt op på mig, smiler og kigger hurtigt ned igen. Det er sjældent, der kommer en europæisk kvinde på besøg i landsbyen, og det er i hvert fald første gang, det er for at interviewe hende. Efterhånden som vores samtale glider frem, løsner Clementine dog mere op. Måske fordi hun finder ud af, at på nogle punkter er vi kvinder og mødre ens over hele verden.

"Det bedste ved at være mor er at betragte mine smukke børn. Se dem vokse op og udvikle sig. Men det er også en stor udfordring. Det er ikke nemt. Børn behøver mange ting, især når de er små. Og når de bliver ældre, er der endnu flere behov - sundhedsforsikring, skoletøj, skolebøger," fortæller hun.

I Rwanda får alle børn tilbudt 12 års gratis skolegang, men ikke alle familier har råd til at sende deres børn i skole. Både på grund af udgifter til skoleuniform og bøger, men også fordi der er brug for dem i hjemmet og i marken. Clementine er også afhængig af sine børns hjælp. Men indtil videre hænger det sammen.

"Mine to store børn går i skole - den ene om formiddagen, den anden om eftermiddagen. Så de skiftes til at passe den lille, når jeg er i marken," siger hun.

6 års amning
Clementine og hendes børn bor i et lille baghus i landsbyen. Der er kun få møbler, ingen elektricitet, gulvet er den bare jord, og køkkenet er et hjørne af stuen. Clementine fortæller om familiens hverdag:

"Jeg står op hver morgen klokken seks, sørger for morgenmad og går så i marken og arbejder. Det gør jeg indtil eftermiddag. Så kommer jeg hjem og laver mad eller er til møde på sundhedscentret."

Det lokale sundhedscenter spiller en vigtig rolle i landsbyen. Her lærer kvinderne om sundhed og sygdomsforebyggelse. Det er også her, de bliver fulgt og rådgivet både under graviditeten og efter fødslen om alt fra børneopdagelse til sundhedsforsikring, vaccinationer, sex, kvinderettigheder, HIV og amning.

"I Rwanda bliver vi opfordret til at amme vores børn i mindst tre år. Jeg er heldig, for jeg har meget mælk. Jeg ammer stadig den mindste og har ammet de to andre, til de blev seks år. Jeg ved godt, at I europæiske kvinder ikke kan lide at amme så længe. Men det er også fordi, I har mad og ting, I kan give jeres børn. I har råd til at lade være," siger Clementine.

Clementines tre børn er alle født på hospitalet ligesom de fleste andre børn i Rwanda. Regeringen gør meget ud af kampagner, blandt andet på radio, hvor de opfordrer de gravide kvinder til at føde på hospitalet. Da jeg fortæller hende, at I Danmark er det igen blevet populært at føde hjemme i et badekar, griner hun og siger:

"Det gør man ikke længere her. Det anses som gammeldags. Men det er også et tegn på, at I er mere udviklet. Her er der ikke ressourcer til, at jordmoderen kan tage ud i landsbyerne. Desuden opfordrer regeringen os til at tage på hospitalet, fordi de ikke vil have, at folk, der har HIV, smitter deres børn."

Børn er børn
På mange områder er Rwanda et afrikansk foregangsland. Udover tilbuddet om 12 års betalt skolegang er ligestilling vedtaget ved lov. Det betyder blandt andet, at 50 procent af parlamentet er kvinder, men også at piger har fået samme rettigheder som drenge inden for familien.

"Børn er børn, lige meget om de er drenge eller piger. Jeg opdrager på samme måde. Drenge skal også lære at lave mad, de skal kunne det samme," fortæller Clementine og fortsætter:

"I takt med at de bliver ældre, begynder de dog at træffe egne beslutninger og udfordre forældrene. Man er nødt til at være mere opmærksom, så de udvikler sig i den rigtige retning. Men jeg slår aldrig mine børn. Det er i øvrigt også ulovligt her i Rwanda. Jeg snakker i stedet med dem og viser dem, at deres opførsel ikke er i orden."

Læs også: Hvor høflig opdrager du dit barn til at være?

Udfordrende liv
Mange ting har ændret sig for Clementine, efter hun er blevet mor. Som det sker for alle mødre. Men det er ikke nemt at være alene med tre børn i et land, som er på FNs liste over verdens fattigste.

"Jeg ser altid på mit liv som en stor udfordring, for det er, hvad det er. Jeg synes ikke, jeg har et godt liv, men jeg prøver at tænke positivt. Jeg har hele tiden det håb, at mit og mine børns liv vil blive bedre. Men hver dag er en kamp."

Blandt andet er Clementine kommet med i en forældregruppe. De mødes, snakker, støtter hinanden - og sparer op, så de har mulighed for at, når det ser sortest ud.

"Mit liv tog en drejning, da jeg kom med i forældregruppen. Jeg begyndte at arbejde på at forbedre mit liv, jeg blev skilt … og jeg klarede den. Når man arbejder hårdt på tingene, finder man ofte også løsningen på de problemer, man har. Hvis jeg i dag mangler for eksempel tøj, går jeg til min gruppe, låner pengene og betaler tilbage senere. I dag er mit liv ikke usselt, for jeg har et sted, hvor jeg kan gå hen og få hjælp. Så jeg prøver altid at tænke positivt og konstruktivt."

Som de fleste rwandanesere ser Clementine uddannelse som den eneste vej ud af fattigdommen. Hun har selv kun gået i skole i seks år. Men hun håber, at hendes børn får lov at gå hele vejen.

"Jeg beder altid til, at mine børn kan fortsætte med at gå i skole. Det er den eneste måde, jeg kan hjælpe dem til at få en bedre fremtid. Derefter er det op til dem selv."

Om organisationen ADRA

Mama.dk rejste med nødhjælpsorganisationen ADRA Danmark til Rwanda. ADRA er blandt landets 12 største nødhjælpsorganisationer og deltager for ottende gang i årets Danmarks Indsamling med projektet 'Når mor mangler'.

Du kan læse mere om ADRA, om organisationens arbejde i Rwanda og Danmarks Indsamling 2014 på www.adra.dk.