Familieliv

"Moderinstinktet er en myte. Gør nu plads til fædrene på forældreskabets piedestal"

af Camilla Wass 5. maj 2021
Foto: Jonas Pryner Andersen
Anthony Aconis blev for tre år siden alenefar til tvillinger ved hjælp af en ægdonor og en rugemor. Han træder endnu engang ind på debatscenen med bogen ’Kun en far’, hvor han fortæller sin personlige historie – og udfordrer mødrenes monopol på forældreomsorgen.

“Skal jeg tage dit barn?”, “Nå, det er DIG, der har fået lov at tage børnene med til lægen i dag?”, “Hvad gør du, når børnene græder om natten?”

For tre år siden sad Anthony Aconis ved det rustikke køkkenbord i sin lejlighed på Østerbro og fortalte om de reaktioner, han ofte fik fra kvinder på sin vej, når de fandt ud af, at der ikke var andre end ham til at trille barnevognen med de otte måneder gamle tvillinger, Raphael og Paloma.

– Første gang, vi to mødte hinanden, var jeg indigneret og pissesur. Jeg følte, at jeg hele tiden skulle kæmpe en kamp for at retfærdiggøre mig selv som forælder. Og ikke mindst som en far, der havde valgt at få børn uden tilstedeværelsen af en mor, siger Anthony.

Lassefar og Lillefar

Tre år senere fortsætter vi samtalen om fædre og børn i et mødelokale hos reklamebureauet Fireball, som Anthony Aconis har bygget op fra bunden og er kreativ direktør for.

Meget er sket siden sidst. Anthony gik alene ind i processen med at finde en ægdonor og en rugemor til sine tvillinger.

I dag er han gift med kokken Lasse, som han deler forældreskabet med. Og tvillingerne er blevet større og endnu mere nuttede, viser han i familiealbummet på sin telefon.

– De fylder fire år til september, og vi har på mange måder fået en helt almindelig kernefamilie-hverdag. Det er far, far og børn – og hund, sommerhus og børnehave. Støvet har lagt sig, og jeg er kommet ud af det kaos, hvor alting er nyt og forbundet med usikkerhed.

– Tvillingerne har det fantastisk, og de har to fædre … Lassefar og Lillefar, som de kalder os, smiler Anthony Aconis og viser sin vielsesring frem. 

Men selvom Anthony nu er landet blødt i kernefamilien, så er han stadig på dupperne, når det handler om den forskel, han mærker på fædre og mødre.

Anthony Aconis skrev for tre år siden et debatindlæg i Politiken med titlen: ’Kvinder går i baglås, når de møder en alenefar som mig.’

Og nu er han klar til endnu en runde i debat-manegen – denne gang med bogen ’Kun en far’.

Hvorfor kaster du dig ind i debatten igen?

– Fordi jeg stadig har en undren over, at mænd bliver ’dømt ude’ som forældre. Debatten om mænd som forældre er værd at genoptage – for der er hele tiden den dér underliggende tone af: ’Kan far nu gøre det lige så godt, som mor kan?’

– Moderen er blevet sat op på en piedestal – så hvordan kommer vi derhen, hvor mødre og fædre bliver lige meget værd som forældre? Det vil jeg gerne undersøge – og det er hovedformålet med, at jeg træder ind i debatten igen.

Anthony Aconis

50 år, er grundlægger af reklamebureauet Fireball.

Han er gift med kokken Lasse og er far til tvillingerne Paloma og Raphael på 3 år, som han har fået som alenefar med hjælp fra en frivillig ægdonor og en frivillig rugemor.

Anthony og Lasse deler i dag forældreskabet.

Anthony Aconis er aktuel med bogen ’Kun en far’, hvor han sætter fokus på faderrollen gennem en række ekspertinterviews og samtidig fortæller sin personlige historie. ’Kun en far’ er skrevet i samarbejde med journalist Boline Skovly.

Men det er jo ikke sikkert, at vi mødre har LYST til at træde ned fra piedestalen?

– Det behøver I heller ikke – I skal bare gøre plads til, at der kan stå en far ved siden af. For mig handler det hér ikke om at pille nogen ned, Men hvis vi virkelig skal være ligestillet som mænd og kvinder, så skal vi også være det i forældreskabet, siger Anthony.

Forældreskab handler ikke om køn 

I sin nye bog taler Anthony Aconis med en række eksperter om farrollen og forældreskabet. En af eksperterne er chefpsykolog på Rigshospitalet, Svend Åge Madsen.

Han beskriver vores samtid som en ’faderrig’ tid, hvor fædre spiller en langt større rolle i deres børns liv end for blot få årtier siden.

Vi ser lige nu en generation af fædre, der pusler, trøster og triller barnevogne lige så ivrigt som mødrene.

Det lyder da meget godt?

– Ja, og på mange måder er vi inde i en god udvikling. Men hele vores samfund er bygget op omkring den tanke, at moderskabet er helligt. Det er først i år, at loven bliver ændret, så offentlig post ikke automatisk følger moderen.

– Og når man kigger på litteraturen, så findes der sindssygt mange bøger om moderskabet. Mens bøger om fædre mest er noget à la: ’Fem gode råd til at blive en bedre weekendfar’, sukker Anthony.

Vi taler alt for lidt om fædrene som forældre, mener han.

– Men eksperterne i min bog er enige om, at kvaliteten af et forældreskab ikke har noget med køn at gøre. Mænd er lige så godt rustet til at drage omsorg for deres børn, som kvinder er. Det er selvfølgelig superinteressant for mig, smiler Anthony. Og tilføjer:

– For nylig sagde en af mine venner til mig: “Jeg måler aldrig mine børns temperatur - jeg har ’morfingre’, så jeg kan mærke, om børnene har feber.” Det er da det sygeste bullshit, jeg har hørt.

– Hvis det skal være sådan, så har jeg også mor-fingre. Men mødre har ikke monopol på omsorgen, og moderinstinktet er en myte – det findes ikke, lyder det fra Anthony. 

Som mor til to børn vil jeg nu sige, at moderinstinktet i dén grad findes?

– Ja, og det er lige præcis begrebet ’moderinstinktet’, der gør, at man som kvinde kan sige: ’Jeg ved bedst.’

Og det vil du gerne gå imod?

– Ja, jeg vil gerne udfordre det. Rigtig mange kvinder bruger moderinstinktet som et skjold, men der er ikke noget i videnskaben, der peger på, at mødre har det hér forspring i forhold til deres børn.

– Men der findes et forældreinstinkt – som blandt andet handler om, at jo mere du er tunet ind på dine børn, jo bedre bliver du til at forudse deres behov. Men det er jo fordi, du lærer dit barn at kende – og det er kønsløst, siger Anthony. 

Rugemor i USA

Forældreskab har ikke noget med køn at gøre, lyder hovedpointen fra Anthony Aconis.

Men kan man så bare skrive moderen ud af ligningen? I sin nye bog fortæller Anthony sin personlige historie om at få børn alene, med hjælp fra en frivillig ægdonor og en frivillig rugemor.

I Danmark er det ulovligt at betale penge for en rugemor, og derfor har Anthony også været nødt til at tænke sig ekstra godt om i forhold til at dele sin historie.

– Det er grænseoverskridende for mig at lægge det hele åbent frem, fordi processen foregår i det skjulte. At få børn ved hjælp af en rugemor ses som noget meget fordækt, men jeg har talt med mine advokater og er klar til at løbe en ’kalkuleret risiko’ ved at stå frem.

– Man kan jo ikke brænde for en sag, hvis man ikke vil brændes lidt i kanterne, smiler Anthony.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Som at købe en ny bil

Anthony har fået sine tvillinger i USA via et bureau, der er specialiseret i at arbejde med rugemødre.

– Jeg valgte USA, fordi det at få børn med en rugemor er lovligt i flere stater, og i bureauet foregår alting på en ordentlig måde. Der er læger, psykologer, tilsyn – ja, der er tænkt over alle detaljer.

– Ægdonoren skal være ung, så hun stadig har masser af æg tilbage til at få sine egne børn. Og rugemoderen skal have stiftet sin egen familie. Derfor følte jeg også, at når jeg købte ind i dén butik, så var der ikke en finger at sætte på noget, siger Anthony og kigger lidt rundt i det mødelokale, vi sidder i.

– Bureauet i USA talte det sprog, jeg er vant til her fra reklamebureauet. Jeg fik tilknyttet en projektleder, og så fik jeg et onlinekatalog, hvor jeg kunne vælge min ægdonor. Det føltes lidt som at købe en ny bil, og der var tjek på alt fra finansieringspakker til medicin og juridisk rådgivning, fortæller Anthony.

Men kan du forstå, at nogle mennesker tænker, at det er et skråplan, at kvinder skal ’udruge’ andres børn. At det hele er en industri med kvindekroppen som hylster for andres drømme – hele den tankegang?

– Ja, det kan jeg sagtens. Når man kigger på undergrundsmarkeder i blandet andet Indian og Nepal, så kan jeg godt forstå, at man tænker sådan. Men i et udviklet land som USA, hvor det er voksne, uddannede kvinder, der godt ved, hvad de går ind til, så er det en anden sag, siger Anthony.

– Min rugemor er gift, har tre døtre og arbejder som afdelingssygeplejerske. Hun fortalte mig meget tidligt i processen, at hun gjorde det for at få råd til, at hendes ældste datter kunne komme på college. Hun elsker at være gravid, så for hende var det et positivt tilvalg at bære mine børn.

Anthony fulgte hele graviditeten tæt og var med til fødslen.

– Rugemoderen havde også sin mand med, og de tog det helt roligt – men for mig var det en fuldstændig vild oplevelse, fortæller Anthony, der fik tvillingerne over i sine arme lige i det øjeblik, de var blevet født.

– Jeg fik min egen fødestue, hvor jeg kunne sidde med tvillingerne, og så var jeg ligesom i gang. Det var nogle sindssygt vigtige timer, hvor børnene lå på mit bryst. Helt instinktivt søgte de efter mine brystvorter, fortæller Anthony. 

Ingen må udfordre forældreskabet 

Rugemoderen fik lov at komme ind på fødestuen og se børnene efter fødslen, og så tog hun hjem til sine tre børn.

Kort tid efter skrev hun til Anthony, at hun havde det dårligt og havde brug for at se tvillingerne, at holde dem.

Men dér satte Anthony hælene i.  

–Jeg tror, at alle, der lige har fået børn, oplever det her skift inde i sig selv. Der var ikke nogen i hele verden, der skulle komme tæt på mine børn – og slet ikke nogen, der kunne udfordre mit forældreskab.

– Det kom dybt indefra – og det var SÅ voldsomt. Som et monster, der blev vakt til live. Det var første gang, at min beskyttertrang viste sig for mig – og jeg kunne ikke styre det. 

Var du bange for, at rugemoderen skulle tage børnene fra dig?

– Ja, og jeg vidste jo godt, at hun ikke kunne tage dem, så det var fuldstændig irrationelt. Jeg var skrøbelig, forvirret og i chok, og i dag ville jeg ønske, at jeg havde handlet anderledes. Det gjorde jeg bare ikke, siger Anthony.

Og tilføjer, at han og rugemoderen er på god fod igen, de sender billeder til hinanden og har planer om at besøge hinanden. Og rugemoderen har efterfølgende været gravid igen og har født et barn for et amerikansk par. 

Silikonedragt med falske bryster  

I bogen fortæller Anthony åbent, at han i starten af sit forældreskab havde en følelse af, at han skulle kompensere for, at der ikke var en mor.

– På et tidspunkt var jeg inde på en hjemmeside, hvor man kunne købe en silikonedragt formet som en kvindes overkrop. Der var huller ved brysterne, hvor man kunne putte sutteflasker ind og så ’amme’ sine børn. Så kunne jeg sidde der med fake bryster og amme, griner Anthony.

Silikonedragten blev aldrig købt.

– Men i starten var jeg bange for, at børnene ville mangle noget i deres liv. I dag kan jeg mærke, at den tvivl har forladt mig fuldstændig. Mine børn mangler ingenting.

– De har Lasse og mig – og de har masser af kvinder i deres liv. Jeg er meget bevidst om at give dem masser af kvindeligt input – for det er vigtigt for mig, at både kvindelighed og mandlighed bliver en naturlig del af børnenes liv.

Køn skal ikke nulstilles 

Anthony har nogle tætte veninder, der tager hans datter med i bad.

– Min datter vokser op i et hjem, hvor der kun er mænd, så jeg har da tænkt: ’Ser hun nogensinde en anden kvindes tissekone?’. Derfor har jeg aktiveret mine veninder, og Paloma har fået en meget nær relation til flere af dem.

– Jeg kan allerede mærke min datters kvindelighed – denne her tsunami af naturstyrke, der bare vælter ud af hende. Det er fascinerende for mig at se, at det bare kommer SÅ meget indefra – som en urkraft.

Anthony fortæller, at hans tvillinger altid står på køkkenbordet om morgenen, inden de skal have tøj på.

– Forleden morgen stod min datter dér på køkkenbordet – helt nøgen – og sagde: ’Far, jeg har langt hår, jeg har lange ben, og jeg har en tissekone – så du bestemmer ikke over mig. Hun skal nok klare sig,’ griner Anthony. Og tilføjer:

– Det er vigtigt for mig at sige, at jeg på ingen måde ønsker at nulstille køn. Det handler om at ligestille køn i forældreskabet – og jeg er overbevist om, at hvis vi frigør manden som far, så frigør vi også moderen som kvinde.

Og pladsen til at være far er stadig for trang, lyder det fra Aconis:

– Da jeg luftede min hund i morges, gik jeg forbi den skole, som mine tvillinger skal gå på, når de bliver lidt større. Foran skolen stod der horder af kvinder og snakkede sammen.

– Det er det samme, jeg oplever, når jeg kommer ned i børnehaven – mødrene sidder som en junta på de sociale relationer og på legeaftalerne. Så det hér handler også om at sige til fædrene: Nu må I komme på banen og tage jeres plads!