https://imgix.femina.dk/media/article/familie.jpg
Familieliv

Her er den største udfordring ved at have børn

8. oktober 2015
af Anne Romanelli
Analysebureauet Epinion har spurgt danskerne, hvad de ser som den største udfordring ved at have børn. Her er, hvad de svarede!

Den største udfordring ved at have børn er: At få økonomien til at gå op!

Det viser en ny undersøgelse blandt 549 danske forældre, som Epinion har foretaget for Danmarks Radio.

Således svarer flest af de adspurgte (35 %), at økonomien er den sværeste ting at balancere i børnefamilien, mens næstflest (33 %) mener, at det er parforholdet:

Hvad oplever du som den største udfordring ved at have barn/børn?

• 35 % - At få økonomien til at gå op
• 33 % - At finde tid til parforholdet
• 31 % - At finde tid til barnet
• 25 % - At finde tid til sig selv
• 16 % - At finde tid til uddannelse/karriere
• 13 % - At finde tid til venner/familie

Kilde: Epinion-undersøgelse blandt 549 danske forældre. Der har været mulighed for flere svar per person.

’Overraskende’ at økonomi er den største udfordring

Resultatet af undersøgelsen overrasker sociolog Birthe Linddal:

- Forældre i dag har flere penge end nogensinde før, så det handler nok mere om, at mange har høje forventninger til, hvad livet skal rumme af materiel rigdom, siger hun til dr.dk og mener tilsvarende, at det også handler om prioriteter, hvis man i stedet mener, at tiden er den største udfordring:

- Forældre i dag har fortsat 24 timer i døgnet, men manges forestillinger om, hvad man kan og skal nå på de 24 timer har ændret sig meget. Hvis man arbejder 40 timer om ugen og vil motionere i 10 timer og desuden have to aftener til sig selv og et stort socialt liv uden for familien, så er det ikke så mærkeligt, at det er svært at finde tid til kæresten og barnet, pointerer hun.

Parforhold topper anden liste

Epinion har også foretaget en anden undersøgelse blandt 883 danskere, hvor man har spurgt, hvad der er det vigtigste at få på plads, inden man får sit første barn.

Her er økonomi også en af de største prioriteter – dog topper parforholdet denne liste:

Hvad synes du, der er vigtigst at få på plads, før man får sit første barn?

• 51 % - Parforhold
• 45 % - Økonomi
• 34 % - Boligsituationen
• 26 % - Uddannelse
• 14 % - Job og karriere
• 27 % - Det er ikke så vigtigt – man løser det hen ad vejen

Læs også