Moderskab

Forfatter Elisabeth Åsbrink: "Kære mor. Det skulle være dig, der læste eventyr for mig, ikke mine søstre eller min far"

af Elisabeth Åsbrink 4. maj 2021
Foto: Marie Hald, Heidi Maxmiling, PR
Vi bad forfatteren Elisabeth Åsbrink om at skrive et brev til sin mor – og det er gribende læsning. Vi hører om dyb kærlighed og enorme svigt. Skuffelser og indrømmelser. Om mor og datter.

Ingen som dig: Dit blik fuld af lys og mørke, din lynende skarphed, din latter. Vi var resultatet af en enkel logisk regel, den mest indlysende: Du fødte mig – ergo ejede vi hinanden.

Jeg kan huske morgener i køkkenet, hvor familien samledes for at riste brød og lave te, jeg kan huske din kirsebærrøde morgenkåbe og dine smukke ben, jeg kan huske, hvordan min far lyste op, når du kom ind i rummet (han vågnede altid først), hvordan han kom dig i møde for at give dig et kys, og hvordan jeg kastede mig ind mellem jer for at forhindre det.

Du var min, ingen andens. (I lo ad mig og kyssede alligevel).

Sally, den smukkeste, med sort hår og mørk olivenfarvet hud, med koralrød læbestift og neglene lakeret i samme nuance. Jeg blev aldrig træt af at se på dig.

Det skulle være dig, der læste eventyr for mig, ikke mine søstre eller min far, det skulle være dig, der puttede mig om natten og holdt min hånd om dagen.

Du var min sol, og jeg var din måne, jeg kredsede om dit centrum fra det øjeblik, jeg blev født.

Nå. Alting forandrer sig.

I råbte og græd, du og min far (som jeg også elskede).

Han flyttede i lejlighed. Vores rækkehus blev solgt. Mine søstre flyttede til en anden by, hvor de havde deres egen far.

Den ene dag havde vi været en familie på fem og en kat, den næste var der kun dig og mig.

Du var 42 år gammel. Livet med min far havde været dit andet ægteskab, nu blev det din anden skilsmisse. At mislykkes igen, at blive alene igen, at miste igen, alt det må have smertet dig, det forstår jeg godt.

Du havde mange stærke piller i huset, og du tog dem alle sammen. Jeg tegnede tegninger med orange farvekridt for at gøre dig glad, orange var min yndlingsfarve, det er sådan, 6-årige gør, og sendte dem til hospitalet.

Da du kom hjem, græd du hver aften, hver morgen, somme tider til frokost. Sovepillerne fik dig til at svulme op.

Du sagde, at jeg – kun jeg – var grunden til, at du ikke døde. Det gjorde mig meget betydningsfuld, og min opgave var klar: Hold mor i live. 

Der findes mennesker, som siger, at de ikke bryder sig om det perfekte. De siger, hvem ønsker at leve sammen med en, der er perfekt, hvem kan holde ud at bo i et perfekt hjem?

Vi er jo kun mennesker, siger de og slår ud med armene, som for at vise deres sårbarhed.

Ræsonnementet glitrer af selvtilgivelsens skønhed. Som Leonard Cohen synger i “Anthem”: “There is a crack in everything, that’s how the light gets in.”

Sally. Gennem dine sprækker kom der kun mørke.

Du og jeg flyttede i lejlighed. Du købte et lille sommerhus med en have, og der tog vi ud i weekenden. I bilen var der en radio med båndoptager og et gammelt kassettebånd, hvor pianisten Artur Schnabel spillede Beethovens kejserkoncert, og hver gang vi kørte derud, lyttede vi til det.

Når de første toner lød, smilede vi til hinanden i forventning og fælles forståelse. Det var vores klaverkoncert, vores Beethoven, vores soundtrack.

Artur Schnabel spillede rent og uden tøven, hver eneste tone en glinsende perle, der trillede ud ad bilens højttalere.

 

Vores røde Morris fyldtes af de hårde, hvidglitrende toner, de for gennem luften, de slog mod bilruderne. Vi forlod den grå by, kørte gennem det brune landskab, stadig i vinterdvale, men inde i bilens lukkede kupé, inde i mig selv, opstod et ekspanderende univers af perlemor.

Ved bestemte tonerækker og arpeggioer så vi på hinanden. Vi vidste, at vi hørte musikken på samme måde, at den fyldte os begge med samme følelser samtidig: Triumf, kraft og nærvær.

Jeg kan huske din ensomhed. Uendeligt lange telefonsamtaler med fremmede (vagthavende præst, vagthavende psykolog, en tilfældig ven?), din gråd, som vækkede mig om natten. Kan du huske mig?

Den 8-årige, 9-årige, som du ejede, sådan som en mor ejer et barn, kan du huske det?

Du gjorde dit bedste, plejer du at sige, når vi en gang imellem taler om de svære år. Jeg ved det godt, svarer jeg, men det er ikke rigtigt. Jeg ved det ikke.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

I stedet formulerer jeg fem bud, som ingen mor nogen sinde må overtræde.

Du vil ikke høre, jeg ved det godt, men jeg er nødt til at sige dem højt, er nødt til at skrive disse bud ned, jeg kan ikke beskytte dig længere, ikke mod dig selv og ikke mod mig, din datter, der engang elskede dig, som om du var den strålende stjerne midt i mit univers.

Du må ikke forsøge at tage dit eget liv.

Du må ikke hævne dig på den mand, du har elsket, ved at holde dit barn fra ham.

Du må ikke tage farens efternavn fra barnet og give hende et andet navn.

Du må ikke ønske, at dit barns far dør.

Du må ikke nægte at være mormor for dit barnebarn, fordi der også findes en morfar.