Opdragelse

Din søn kan godt gå i kjole og din datter bygge en ridderborg. Cecilie har 10 bud på en type opdragelse, som tiden kalder på

af Katrine Rosenbæk 15. juni 2021
Foto: Emma Line Holm Sejersen
Cecilie Nørgaard, uddannelses- og kønssociolog, opfordrer med en ny bog forældre til at opdrage deres børn til mangfoldighed og ligestilling. Alle de udfordringer, vi møder senere i livet, starter nemlig et sted – og det er i barndommen.

Cecilie Nørgaard tager sin nyudgivede bog i hånden.

- Man får ikke de samme muligheder i livet, hvis det her eller det her er din opvækst, siger hun, mens hun først betragter den ene, så den anden side af bogen.

Den ene forside er spækket med alt, der er lyserødt: en lyserød perlehalskæde, en lyserød lineal, hvor Barbie står og vinker, lyserøde Hello Kitty-sandaler.

Den anden forside er nuancer af blå: færre dimser, men en blå bamse, en blå plastic-ske, en blå flyverdragt.

- Billederne repræsenterer en kritik af kultur, magt og af den kommercielle industri, som ikke bare sælger legetøj, men også kønsidentitet, siger Cecilie Nørgaard.

Hun er uddannelses- og kønssociolog, direktør i firmaet Mangfold, og har i 20 år arbejdet for at få myter om køn erstattet med viden hele vejen gennem uddannelsessystemet fra vuggestuen til universitetet.

Nu er hun aktuel med en bog om opdragelse til ligestilling og mangfoldighed. ”Han hun hen” hedder den, og det er den, hun sidder med i hånden.

Cecilie Nørgaard

  • Født i 1975
  • Uddannelses- og kønssociolog, tidligere uddannet lærer
  • Direktør i Mangfold
  • Har arbejdet med køn, ligestilling og uddannelse de seneste 20 år
  • Aktuel med bogen ”Han hun hen – opdrag til ligestilling og mangfoldighed” (Gyldendal)
  • Er gift og har to børn

Bogens to forskellige forsider sætter dens indhold på spidsen, forklarer Cecilie Nørgaard: Vi opdrager piger og drenge forskelligt og ofte stereotypt, og når vi gør det, begrænser vi børns muligheder for at udvikle sig både personligt, socialt og fagligt. Ja, faktisk for at være dem selv.

- Vi reproducerer en kønnet fortælling om, at det at være til er 100 procent forskelligt alt afhængigt af, om du har en tissekone eller en tissemand, siger hun.

Ifølge Cecilie Nørgaard er livet i vores kultur stadig tilrettelagt med en lang perlerække af eksempler på netop det: Allerede når vordende forældre får barnets køn at vide, males værelser blå eller lyserøde, senere lærer små drenge at lege med traktorer og legetøjsvåben, mens piger bliver givet dukker og skubber små barnevogne.

I skolen har vi en opfattelse af, at drenge ikke kan finde ud af sidde stille, men at de også er bedre til matematik end pigerne, som vi forventer kan koncentrere sig, modtage en kollektiv besked og lave lektier.

Hos uddannelsesvejlederen bliver drenge vejledt mod håndværkerfag, mens pigerne bliver præsenteret for uddannelser som sygeplejerske og frisør. Senere tager mor sig mere af børnene, legeaftaler og vasketøjskurven, mens far klipper græsset og renser tagrenden. Og så gentager det hele sig.

På grænsen til det banale

Med sin bog håber Cecilie Nørgaard, at hun kan hjælpe forældre med at opdrage deres børn til en verden med færre stereotypt feminine eller maskuline forventninger til køn, så børnene bliver mere frie til at leve præcis den kønsidentitet og det liv, de ønsker og har potentiale til.

Gennem ti bud opfordrer hun blandt andet forældre til at afskaffe begreber som ”drengestreger”, tale med barnet om, at en mand sagtens kan være sygeplejerske, og at nogen mennesker ikke oplever sig som enten mand eller kvinde, men noget imellem eller udenfor de velkendte kønskategorier.

Der, hvor reel ligestilling for alvor skabes, er i vores forståelse af os selv og hinanden – ikke mindst igennem vores kønsopfattelse.

- De ti bud grænser næsten til det banale, fordi de er så konkrete, men det er for at vise, at det netop er i de små hverdagsbegivenheder og sproghandlinger, vi enten kan reproducere gamle kønsopfattelser eller gribe muligheden for at skabe nogle nye og mere mangfoldige, siger hun. 

Cecilie Nørgaard er altså inde at pille ved noget af det mest private, dyrebare og sårbare, forældre har: opdragelsen af deres børn. Det ved hun godt, men ifølge hende er det nødvendigt, hvis reel ligestilling skal opnås.

- Lovgivning og formel ligestilling er ikke nok, siger Cecilie Nørgaard og nævner, at vi eksempelvis stadig ikke har ligeløn, selvom vi har haft en ligelønslov siden 1976. I dag tjener kvinder således i gennemsnit 15-20 procent mindre end mænd. Ved den seneste Global Gender Gap Report, som rangerer 153 lande efter, hvor ligestillet de er, røg Danmark også fra en 14. plads til 29. plads. 

- Der, hvor reel ligestilling for alvor skabes, er i vores forståelse af os selv og hinanden – ikke mindst igennem vores kønsopfattelse, menneskesyn og vores forestillinger om, hvorvidt vi er lige meget værd, og om nogen er mere berettiget til noget end andre, siger Cecilie Nørgaard og fortsætter:

- Mange piger lider for eksempel af dårligt selvværd og mange drenge af at have for høje forestillinger om deres præstationer. Piger har internaliseret et strukturelt mindreværd og drenge det modsatte.

Disse tendenser afspejles for eksempel i begrebet om ”12-talspiger”, forklarer Cecilie Nørgaard:

- Mange piger føler, at de skal være dobbelt så gode for at være lige så gode som drenge. Modsat overraskes mange drenge negativt og klager for eksempel over deres karakterer, som de føler burde være højere.

Har forældre magten?

Cecilie Nørgaard er overbevist om, at mange forældre kan se fordelen og måske endda det nødvendige i at lægge et ligestillings- og mangfoldighedshensyn ind i deres opdragelsespolitik - især med tidsånden taget i betragtning.

Hun tror, det er ”utroligt vigtigt”, at hendes bog ikke udkom for to-tre år siden, men først nu, hvor MeToo og Black Lives Matter har vist os, at sexisme og racisme findes, og at ligestilling ikke kan tages for givet, men er noget, vi skal skabe.

- Bevægelsernes budskaber har vundet mere lydhørhed, og der er mange flere, som nu forstår, at det også kan have betydning, hvordan de møder deres egne og andres børn i forhold til ikke at reproducere gamle normer og mønstre. De deler ambitionen om, at deres børn skal vokse op og have lige muligheder uanset hvilket køn eller andre identitetsvilkår, det blev født med, siger hun.

Børn spejler sig i deres forældre og ser: ”Hvad kan jeg blive, hvem kan jeg blive, hvem kan jeg forelske mig i?”

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Men er du ikke bange for, at forældre i forvejen har nok at se til i forhold til deres børn?

- Jeg er mere bange for, at vi står i en forandringstid, som virkelig mange forældre hilser velkommen uden at vide, hvad de skal gribe fat i. Her skal min bog betragtes som et tilbud – ikke som en ekstra byrde, siger Cecilie Nørgaard.

Men lad os antage, at tre forældrepar i en klasse læser Cecilie Nørgaards bog, forsøger at efterleve de ti bud, mens deres børn eksempelvis stadig bliver mødt af en lærer, der kønsopdeler klassen: beder drengene spille fodbold og pigerne tegne. Kan de få forældre så overhovedet gøre en forskel?

- Det tror jeg, de kan, ellers havde jeg ikke skrevet bogen, siger Cecilie Nørgaard og griner let, inden hun fortsætter:

- Det er et vigtigt sted at sætte ind, fordi forældre jo om nogen har en utrolig afgørende betydning for børns udviklingsmuligheder. De er rollemodel nummer et. Børn spejler sig i deres forældre og ser: ”Hvad kan jeg blive, hvem kan jeg blive, hvem kan jeg forelske mig i?” siger Cecilie Nørgaard.

Et opgør med "plejer"

Hun opfordrer også til, at de tre forældrepar tager ordet på klassemøder og for eksempel sætter spørgsmålstegn ved, om fødselsdage behøver at være kønsopdelte.

- Det kan sagtens gøres på en nysgerrig og åbensindet måde. Man kan spørge: ”Kan du ikke forklare mig, hvorfor du kun har inviteret pigerne til fødselsdag, for Hugo leger supergodt med Andrea?”

Ifølge Cecilie Nørgaard vil svaret ofte være, at ”sådan plejer vi bare at gøre” – og det er netop ”plejer”, Cecilie Nørgaard gerne vil have os til at reflektere over.

Artiklen fortsætter under boksen

De 10 bud

Bud 1: Nuancér gamle myter om køn. Vis dit barn, at drenge godt kan have brug for trøst og klæde sig ud som prinsesse til fastelavn. Vis dit barn, at en pige godt kan drømme om at blive mekaniker, og at piger ikke behøver være søde, flittige og pligtopfyldende.

Bud 2: Tænk over, hvordan du formulerer dig. Sproget er med til at videreføre kønsstereotyper. Undgå udtryk som 12-talspiger, drengestreger og tøsefnidder. 

Bud 3: Vær opmærksom på selvopfyldende profetier. ”Han slår dig bare, fordi han godt kan lide dig” er med til at legitimere en drengs dårlige opførsel. Undgå at antage, at en person opfører sig på en given måde på grund af vedkommendes køn.

Bud 4: Bak op om barnets valg. Vil din søn gerne have rød neglelak på, så bak ham op. Vil din datter gerne gå til rugby, så bak hende op. Er dit barn queer eller homoseksuel, så bak det op.

Bud 5: Vis verden mangfoldighed. Vis dit barn, at en mand sagtens kan være sygeplejerske, fortæl dit barn, at fysik for eksempel er et såkaldt kvindefag i Italien. Inddrag farvede personer i godnathistorierne. Vis, at verden ikke kun består af hvide, heteroseksuelle personer.

Bud 6: Støt forskelligartede fællesskaber. Undgå opdelinger i piger og drenge. Skal du invitere til fødselsdag, kan du i stedet eksempelvis invitere de klassekammerater, der bor tættest på.

Bud 7: Indret kreativt. Mal dit barns værelse i en farve, der ikke er historisk kønsmærket som lyserød eller blå. Overvej at billederne på væggen kan repræsentere alsidige køn.

Bud 8: Tilbyd alsidigt legetøj og aktiviteter. Præsenter dit barn for en bred vifte af legetøj uanset køn. Hvis du har en datter, så giv hende både biler og dukker. Drenge kan også lægge perleplader, ligesom piger kan tonse. 

Bud 9: Fremhæv virkelighedens diversitet. Fortæl dit barn, at der findes forskellige former for køn, seksualitet, familieformer, hudfarver, religion – og så videre. Verden kan se meget anderledes ud, end den gør i jeres familie.

Bud 10: Start med dig selv. Skab bevidsthed om din egne stereotyper – og udfordr dem. Er det altid mænd, der griller, mens kvinder laver salat, dækker bord og rydder op? Hvis rollerne i jeres familie er stereotypt opdelt, så prøv at lave om på dem og tal eventuelt med jeres børn om det.

Nogle forældre vil givetvis også anfægte, at de ikke står med al magten. Hvad med den lille fyr på tre år, som stirrer nærmest paralyseret på en traktor, hver gang han møder en, eller pigen, der elsker tyl-kjoler og sin Barbie – uden at forældrene har villet påvirke dem i den ene eller anden retning?

Cecilie Nørgaard kalder det for en meget normal erfaring.

- Børn oplever anerkendelse ved genkendelse, og det er rart for dem, at nogle roser dem, ser og hører dem. Til drenge siger vi: ”Du er nok en rigtig dreng”, og vi roser pigers kjoler og udseende. Men vi bør også rose dem på andre måder, som ikke er kønsstereotype. Det gør vi bare ikke så ofte endnu, og derfor erfarer og forstår børn de her kønsmønstre fra en meget tidlig alder, spejler dem og retter ind.

Det er derfor, den treårige dreng allerede er mere fascineret af en traktor end af Barbie og omvendt for pigen.

Løsningen er dog ikke at tage traktoren eller Barbien fra dem, men at tilbyde dem et mangfoldigt udvalg af legetøj: Giv pigen en traktor, vis drengen, at han også sagtens kan klæde en dukke på og lege med den.

I kønshierarkiet er det maskuline stadig mere værd end det feminine. Det er virkelig alvorligt.

Det sidder i vores rygrad

Mens det at tilbyde drenge traditionelt ”pige-legetøj” og omvendt kan synes relativt lavpraktisk, håber Cecilie Nørgaard, at det sammen med de øvrige bud i bogen kan være med til at udviske en rangering, børn lærer fra en helt tidlig alder.

- I kønshierarkiet er det maskuline stadig mere værd end det feminine. Det er virkelig alvorligt, siger Cecilie Nørgaard.

Eksempelvis viser forskning, at børn fra seks-syvårsalderen mener, at drenge er klogere end piger. Men der findes ingen forskning, som viser, at drenge er klogere end piger.

- Der findes heller ikke forskning, som viser, at det at være født med det ene, det andet eller for så vidt det tredje køn gør, at du er god til noget særligt eller er determineret med en særlig adfærd, fastslår Cecilie Nørgaard.

Tværtimod har forskning vist, at hjernen udvikler sig efter det, den bliver stimuleret med. Når et barn får sat en kasse med klodser foran sig og går i gang med at bygge et hus, udvikles det hjernecenter, som skaber en god arkitekt eller ingeniør. Ligegyldigt om huset bygges af en pige eller en dreng. 

At efterleve de ti bud i Cecilie Nørgaards bog har dog ikke kun effekt på dit barns evner til at bygge et hus af klodser eller for, hvad vedkommende drømmer om at beskæftige sig med som voksen. Det påvirker også det samfund, barnet vokser op i:  

- Hvis du for alvor mener, at sexisme er shitty, at det er virkelig frygteligt med kønsbaseret vold og voldtægter, at det er uretfærdigt, at kvinder ikke kan gå trygt hjem om aftenen, at drenge kun bliver anerkendt, hvis de opfører sig som nogle hovedløse helvedes-karle, at det er fattigt for mennesker med drengekrop ikke at få samme adgang til deres sårbarhed og følelsesliv som piger, at det er trist med mange mænds dårlige sundhed, så er en stereotyp kønsopfattelse og opdragelse ikke midlet til målet, siger Cecilie Nørgaard og pointerer:

- Hvis vi vil skabe ligestilling, så bliver vi nødt til at komme i krig der, hvor de kønsstereotype forestillinger skabes – og det er i barndommen.