Chefredaktøren: Bliv ikke skilt af andre grunde end kærlighed

Det her er ikke en leder om min skilsmisse. Næsten ikke i hvert fald. Den har været både god, ond og grusom. Det sidste, fordi jeg brød mit løfte til mit indre skilsmissebarn og til mine egne tre børn ved til sidst at baile ud.

”Hvis folk vidste, hvor svært det er at blive skilt, ville de tænke sig bedre om” eller ”utroskab er ikke en grund til at blive skilt” har et par kloge parterapeuter sagt. Men ikke til mig.

Til gengæld vil jeg med min nuværende erfaring sige til de mænd og kvinder, der tænker på at gå fra deres kæreste, fordi livet ikke så skønt som forventet: Gør noget andet! Sælg huset, køb en autocamper, hæv pensionen, tag en elsker (men sig det til din kæreste), gå i kloster, tag på gaycruise, skriv en bog, spil musik, selv om du ikke kan, tag på retræte, gå caminoen eller tag til Indien.

Alt andet, før du beslutter at bryde ud af et forhold, hvor der også er børn involveret. Hvis du mangler ideer til, hvad du kan gøre for at udvikle dig selv i stedet for at afvikle dit parforhold, er der masser at vælge imellem i Psykologi.

Men bliv ikke skilt af andre grunde end kærlighed. Mangel på kærlighed eller en stor ny kærlighed. Det andet gør for ondt.

LÆS OGSÅ: Chefredaktøren: Tro er en mærkelig snegl

Måske er det derfor, 11 procent færre blev skilt sidste år i forhold til året før. En rar drejning.

I det nyeste nummer af PSYKOLOGI fortæller Pelle Hvenegaard om at være barn i to verdener: Hos moren fik han varmet sine sokker på radiatoren, mens han gik på opdagelse i junkielejligheder, når han boede hos sin far. Det var en opdelt barndom, som han selv måtte støbe sammen til én. Interviewet handler egentlig ikke om skilsmisse, men om ham, som dog selv mere end 40 år efter ser forældrenes skilsmisse som et kernetema.

I bladet kan du også se en skilsmisse fra tre vinkler: mandens, kvindens og barnets. Barnet er Frejamay November, som i mellemtiden er blevet voksen. Hun beskriver forældrenes brud og konsekvenserne af det:

”Da jeg skulle konfirmeres, ville min mor gerne have et bidrag fra min far. Det ville han ikke ... det blev så grimt. Min far kom ikke til konfirmationen ... Selve konfirmationen var den værste dag i mit liv. Der var 60 mennesker, men jeg har aldrig følt mig så ensom”. Og ”i 30 år har min mor og far ikke talt sammen. Det eneste, der har kunnet få dem ind i samme rum, var, hvis de skulle mødes i statsamtet.”

Om det påvirker vores livssyn, at de voksne ikke opfører sig ordentligt ... øh, ja!

Tv-lægen Charlotte Bøving er vokset op med en stjernepsykopat til far - og ja, man må gerne kalde folk psykopater, når det passer. Han slog hendes mor til plukfisk, drak sig sanseløst beruset, lagde an på Charlottes kærester, som var piger, og ville ”kneppe” dem, og han gjorde livet surt for hende, da hun som ung læge skulle overtage hans og moderens praksis og prøvede at narre penge fra hende. Alligevel elskede hun sin far. Som hun siger i interviewet i bladet:

”der skal meget stor kærlighed til for at hade nogen så meget”. Det er især de ambivalente følelser, der slider mennesker omkring en psykopat op. For hvordan kan man elske, hade, foragte og være forelsket i nogen på én gang? De kaotiske følelser er en sund reaktion på, at man omgås et sygt menneske, der ikke reagerer normalt. Charlotte Bøving har kræft og ved, at hun kommer til at dø af det. Hun ser det som sin mærkesag at advare andre tæt på psykopater (som altså er én ud af ti personer): Stik af, løb, gå. Psykopater ændrer sig aldrig... og de ødelægger så meget fint og menneskeligt på deres vej.