Chefredaktøren: Tro er en mærkelig snegl

Tro er en mærkelig snegl i en verden, hvor vi samler på fakta og data som aldrig før. Hvordan kan man tro på ægteskabet, når halvdelen af alle par alligevel bliver skilt? Hvordan kan man tro på det gode, når verden er fuld af eksempler på ondskab, kynisme og uretfærdighed? Hvordan kan man tro på Gud, når han åbenbart har glemt én på rød stue, og alle de voksne er gået hjem?

Line Knutzon bad for nylig om hjælp og blev faktisk hørt. Derfor bor hendes 77-årige mor i dag i forfatterens lejlighed på Frederiksberg. Det hjalp på økonomien. Til gengæld er Knutzon træt af spiritualitet.

Hun spidder alle os, der i årevis har stået foran spejlet med den amerikanske selvhjælpsguru Louise Hays bibel i hånden og sagt pæne ting til os selv ud fra ideen om, at det, man siger og tror på, bliver virkeligt. Lines karikatur er den clairvoyante "Camille Cloud", som har sin egen brevkasse.

Vores generation har kynikeren i den ene hånd og en skytsengel siddende på skulderen. Livet er på en eller anden måde for hårdt uden tro og for hovedløst med.

Ifølge Lars Ahlin, der er lektor på Aarhus Universitets Institut for Kultur og Samfunds afdeling for Religionsvidenskab og forsker i åndelighed og spiritualitet handler tro i et vist omfang om, at vi føler os afmægtige som individer, gruppe eller som mennesker.

"Hvis man føler, at det er kræfter uden for en selv, der bestemmer ens livsvilkår, er man mere tilbøjelig til at tro på f.eks. astrologi, og man bruger troen til at få legitimeret, at det er noget uden for en selv, der styrer", siger han i Psykologi.

Der er en opblomstring af astrologi især blandt unge, og ifølge amerikanske eksperter (astrologerne vil nok sige, at det skyldes Pluto) handler det ikke kun om, at vi ikke vil tage ansvar og beskylder planeterne for, at kontoen er tom allerede midt på måneden, eller at vi ikke møder den rigtige efter 10.000 Tinder-swipes.

Det handler om, at verden kører hurtigt, at vi ikke kan følge med, og fremfor alt at vi bliver ulykkelige uden noget at tro på.

Kirkerne lukker, men troen lever åbenbart. I hvert fald har den sit eget center i hjernen, ved man fra scanninger af buddhistiske munke. Jo mere vi beder og mediterer, jo mere vokser frontallappen, som har med medfølelse, mening i tilværelsen og altruisme at gøre, og jo flere feelgood-hormoner producerer vi.

Når det gælder tro, køber vi her på redaktionen hele pakken. Vi anbefaler lige så ofte hinanden en healer eller kropsterapeut som et opkald til lægen, hvis vi har hovedpine eller øjenbetændelse. Jeg tror (lidt) på healing, tarot, astrologi, synkronisering, tankeoverførsel, god og dårlig karma og soul mates. Og hvis jeg kan vælge mellem at sidde på række tre i biografen fremfor række otte, så tager jeg treeren. Alle ved, at otte er et skæbnetal og tre et lykketal.

Bare surt, når man er født den 8. Det gode ved at tro, sådan som de fleste af os gør, med fingrene krydset på ryggen uden at tilhøre en bestemt religion, er, at det er uforpligtende.

Det er lidt som at date Gud. Jeg kan personligt ikke forestille mig et liv uden tro – og hvis astrologi en dag viser sig at være et faktum, vil det nok miste sin værdi. Det er selve troen – og især håbet – der tæller.