Blog: Gratis prævention

Om Førstegangsmor

Jeg hedder Mette og har skrevet om løst og fast i livet som førstegangsmor (…og nu andengangsmor) i knap 4 år.

Jeg er mor til en pige (Lille E) fra 2011, som på nær selektiv hørelse vist ikke fejler noget, og en hjerteopereret dreng (Lille V) fra 2013, jeg arbejder fuld tid og inden jeg ser mig om, har jeg to børn i kommunal institution - kort sagt: Familielivet på godt og ondt som godt gennemsnitlig mor i Danmark på 30+.

Jeg har ikke læst mange bøger om moderskab og du vil ikke finde mit hjem i boligbladene - dertil er der for meget IKEA og for mange nullermænd. Men jeg har et helt igennem ægte familieliv med unger, der er elsket højt og som nogle gange er billigt til salg, og en mand som man både kan elske og have svært ved at forstå.

Du kan følge mig på forstegangsmor.wordpress.com.
Håber, vi ses!

Det er p.t. så godt som gratis prævention at spise aftensmad i vores hjem.

Yngsten skriger og nægter at åbne kæften, selv om han godt kan lide det, der serveres, og Ældsten lægger partout armene over kors og laver sur trutmund og råber 'Jeg kan ikke li' det!', før hun overhovedet ser, hvad der er på menuen. Skaber sig over at smage eller at sidde på stolen, stikker fingrene ned i maden og spreder den i en radius af 40 cm om sin stol, som var hun 1 år igen.

Yngsten skriger videre, og man kan en gang imellem være heldig, at han vil indtage aftensmaden siddende på skødet. Med den hage, at sidder han her, har man selv mad over alt på tøjet og i håret.

Nogle gange er der en voksen, der får nok og skælder ud i bare afmagt over den infernalske larm, der fylder måltidet (som indtages før kl. 17 af hensyn til ungerne og deres sengetider). Og man er for alvor på skideren (som voksen altså), når der kun er en voksen hjemme… Så er der ikke én, der lige har lidt mere overskud end den anden. Ikke lige én, der kan tage over, når man ikke magter trods og utrøstelig, træt gråd længere. Så er det om at tælle til 10 sådan ca. en 80-100 gange.

Ok, prævention er det nok næppe. Ikke en sikker en af slagsen. Men det kan i hvert fald nok afskrække nok selv den mest førstegangs-skrukkekvinde - eller i hvert fald hendes kæreste/mand! For der er godt nok meget lidt glansbillede over det, vi p.t. er vidner til.

F#CK, hvor har jeg ærligt talt mange gange ønsket mig langt langt væk., når jeg sidder i situationen. Jeg glæder mig slet ikke til måltiderne med mine ellers søde unger. Jeg prøver at gå til kampen med oprejst pande dagligt og at følge Lola Jensens råd om, at kan man ikke lide det, der serveres, er der en flad rugbrødsmad med smør som alternativ. Ikke alverdens andet. Basta Bum!

Men jeg kan næppe komme på andet - det skulle da lige være afbrudt nattesøvn - der er lige så frustrerende som forælder, som at sidde midt i skrigeri og hysteri og trods uden nogen anden grund, end at vi vil servere føde for vores poder. Så får man ærligt talt lyst til at kalde dem 'nogle forkælede snotunger', men holder sig i skindet.

Aftensmad er nok bare lig med konflikt i en årrække i børnefamilierne i det ganske danske land. Og vi forældre har pokkers mange følelser forbundet med at nære vore børn. Vi prøver at være fleksible, ja, vi prøver solen sort med alt, vi kan granske vores hjerne for, men jeg vil godt sige, at havde jeg fået lov at rejse frem i tiden og se, hvordan det er, før jeg blev gravid, så tror jeg ærligt talt ikke, jeg havde turde få børn. Så var jeg løbet skrigende væk.

Og det er fandeme en trist tanke.

Andre indlæg af Førstegangsmor:
Om at se det smukke i ingenting
Livet er fedt