Blog: Livet er fedt

Om Førstegangsmor

Jeg hedder Mette og har skrevet om løst og fast i livet som førstegangsmor (…og nu andengangsmor) i knap 4 år.

Jeg er mor til en pige (Lille E) fra 2011, som på nær selektiv hørelse vist ikke fejler noget, og en hjerteopereret dreng (Lille V) fra 2013, jeg arbejder fuld tid og inden jeg ser mig om, har jeg to børn i kommunal institution - kort sagt: Familielivet på godt og ondt som godt gennemsnitlig mor i Danmark på 30+.

Jeg har ikke læst mange bøger om moderskab og du vil ikke finde mit hjem i boligbladene - dertil er der for meget IKEA og for mange nullermænd. Men jeg har et helt igennem ægte familieliv med unger, der er elsket højt og som nogle gange er billigt til salg, og en mand som man både kan elske og have svært ved at forstå.

Du kan følge mig på forstegangsmor.wordpress.com.
Håber, vi ses!

Lille E opererer en del i det der med at række hånden op: 'Dem som rækker hånden op, vil gerne se min tegning', 'Dem som rækker hånden op, vil gerne lege med mig', 'Dem som rækker hånden op, vil gerne tage mine støvler af for mig'. Og så fremdeles…

Jeg råber: 'Dem som ikke kan lukke deres bukser længere, rækker hånden op' - og løfter selv hele armen. Desværre!

Jeg må dag efter dag sande at alt andet end sweatpants og kjoler strammer - og det er egentlig også løgn, for mine strikkjoler er temmelig løse i maskerne på grund af stræk… Goddamnit!

'Jamen Mette. Det har noget med alder, hormoner og gener at gøre', prøver min mand forsigtigt at opmuntre.

Ja ja, jeg er over 30 år, jeg har født to børn og kommer af en overvægtig familie. Men jeg drømmer hverken om at blive model eller at deltage i Paradise Hotel. Jeg vil bare gerne, at knap og knaphul kan genforenes. Er det måske for meget at forlange???

Jeg spiser pisse-sundt. Ja, jeg kan godt lide cola, men det er ca 1 gang hver 14. dag, jeg drikker en - og så snakker vi en dåse og ikke 2 liter. Jeg spiser blomkål, spidskål, gulerødder, rødkål, frugt en masse, drikker skummetmælk, har ikke smør på brødet - you name it. Jeg spiser ikke ris og pasta og har ikke sukker i kaffen. Jeg spiser ikke kage - er faktisk overhovedet ikke vild med det. Kan godt li' slik, men begrænser mig. Kan ikke tåle flødeis eller flødeskum.

Jeg har laaaangt fra fået den motion jeg fik under sidste barsel og som jeg gjorde som mor til en. Men skal jeg udrulle bortforklaringerne, har det også været et fuldstændig vanvittigt forløb før og efter Lille Vs fødsel og sygdom og noget nær uendelige indlæggelse på hospitalet.

Han har ikke været et nu-lægger-jeg-dig-ud-i-barnevognen-og-så-sover-du-trygt-imens-jeg-triller-barn. Han var stum efter sin operation og skulle dermed være inden for synsafstand, han fik sonde og skulle være i sterile omgivelser, han vågnede for den mindste prut og mange gange, var jeg så træt, at jeg klaskede sammen ved siden af ham på sofaen. Ikke lange gåture, ikke barnevognsmotion eller efterfødselshold og ikke alenetid med træning i motionscenteret. Tiden gik med at holde sammen på familiepuslespillet som familie på 4, også selv om det konstant føltes som om, jeg satte mig imellem to stole.

Så der har du en af synderne. Men når jeg ellers lever restriktivt, synes jeg, det er noget klamp, at kalorierne synes at klæbe til mig, som frikadellefars på en stegepande før teflon'ens tid. De små suckers syr mit tøj ind hver eneste nat. millimeter for millimeter. Jeg ved det!

FUCK stress! FUCK gener! Fuck hormoner! FUCK bekymringer. FUCK mangel på søvn. FUCK mangel på tid og overskud. For der er årsagen. I know (bare du ikke fortæller det til min mand, så jeg bliver nødt til at give ham ret og jeg dermed mister retten til at beklage mig…).

Om 10 dage starter yngstebarnet i institution og selv om der ikke sker mirakler, blot fordi jeg betræder motionscentrets hellige grund, så SKAL der ske ændringer. Det skal siges, at jeg ikke aner, hvad jeg vejer. Jeg har ikke været på en badevægt i 15 år, med mindre jeg var gravid og lægen skulle skrive det i journalen. Men det handler om et 'state of mind'. Den grænse, hvorefter jeg ikke har det godt med mig selv. Den grænse, der er, når bukseknappen skal ringe long distance, for at komme i kontakt med knaphullet.

Det hjælper så heller ikke på det hele, at jeg på grund af en rekonstruktion af kadaveret i sidste uge mest af alt ligner en T-rex med alt for korte arme, når jeg ikke må bruge arme og ryg, og hjælpeløst forsøger at nå ting i skabet eller få mine bukser på. 4 uger uden motion for ikke at overanstrenge. 4 uger, hvor jeg må sidde gå og stå und nichts weider. Mærket efter min r*v vokser i sofaen dag for dag. Shit…

Andre indlæg fra Førstegangsmor:
Om at se det smukke i ingenting