Teenager
Familieliv

6 typiske faldgruber som mor til en teenager

24. maj 2019
Udgivet første gang 14. maj 2018. Af Johanne Gahrn
foto: Panthermedia
Teenageårene kan være svære – og ikke kun for teenageren selv! Vi har derfor snakket med psykolog Anna Bjerre om, hvilke faldgruber vi forældre skal være opmærksomme på i forhold til vores teenagere.

Har du (også) udfordringer med at være mor til en teenager?

Har du en teenager derhjemme, så ved du lige så vel som os, hvor svært det kan være at finde ud af, hvad man skal gøre - og hvad man absolut bør undgå som forælder.

Derfor har vi spurgt Anna Bjerre, der er psykolog og direktør for organisationen GirlTalk, om, hvor vi forældre indimellem går galt i byen i forhold til vores teenagere – og hvad vi kan gøre for at rette op på det.

En typisk fejl eller misforståelse er, at …

… tro, at du ved alt om dit barn

Det gør du ikke, og det behøver du heller ikke. Du bliver nødt til at spørge om, hvordan det er at være ung i dag. Du skal være nysgerrig på, hvordan deres hverdag hænger sammen, i stedet for at tænke at du ved bedst.

… tænke, at din teenager er ligeglad med dig

Det er hun ikke. Det kan godt være, at hun signalerer det, og tilmed siger det højt, men uanset hvor meget hun ruller med øjnene af dig, er du ikke ligegyldig. Du har en helt anden plads i hendes liv end hendes andre relationer, og den relation er både vigtig og betydningsfuld.

LÆS OGSÅ: 7 ting, der gør dig til en pinlig mor - ifølge din teenager!

… tro, at du er sød ved dit barn, ved ikke at sætte regler og forbud op

Vi hjælper dem ikke ved at være utydelige. Vi hjælper dem ved at være tydelige – også når vi bliver upopulære på den bekostning. Nogle gange er det helt okay at være en nederen forælder. De skal nok tilgive os igen. Vi vil gerne være cool med vores børn, men vi er ikke deres veninder. De har deres egne veninder, så det, de har brug for fra dig, er en mor.

… du taler hen over hovedet på din teenager

Det handler om at være tydelig, men det skal ikke være en monolog. I må gerne være uenige, men det er vigtigt, at du lytter til din teenager. Hun skal have plads til at synes, at du er dum og urimelig, men uden at det behøver at blive anderledes af den grund.

LÆS OGSÅ: Ordbog: Det betyder det, når din teenager siger ...

… lade alt være til forhandling

Hvis alt, du siger som forælder, er til forhandling, så mister det sin autoritet. Hvis det bliver en tendens, at der altid skal sættes spørgsmålstegn ved de ting, du siger, så kan det hurtigt blive et skråplan. Du er den voksne, og du bestemmer. Selvfølgelig er der forskel på, hvad diskussionen handler om, og nogle gange er det fint at give sig lidt og mødes på midten.

… prøve at overføre dine egne erfaringer til dit barn

Vi kan ikke direkte overføre det, vi selv har oplevet som teenagere til en nutidig kontekst. Nogle ting har ændret sig, og den præmis bliver vi som forældre nødt til at erkende. Ungdom anno 2017 kalder på nogle andre ting, end dengang vi selv var teenagere. Tænk på bare på sociale medier.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også