Familieliv

14 overdådige fødselsdagskager, du kan lave i en fart

30. september 2019
af Kathrine Graa
Foto: Panthermedia
Der er ikke ret mange ting, der slår dét at have fødselsdag, når man er barn. Men for nogle af os, skal der altså graves dybt for at finde den kreative åre - hvis den da overhovedet er der. Heldigvis kræver en overdådig fødselsdagskage ikke meget mere end en pakke shake n' bake - og lidt god inspiration fra andre mødre. Her får du tips til 14 overdådige kager, du kan lave i en fart!

Dit barns fødselsdag nærmer sig, og du begynder at stress-svede. Børnefødselsdage er sjældent en dans på roser – for ikke at nævne al den kage, du skal have bagt! Drømmen om at være den perfekte mor, begynder så småt at falme. Du ønsker jo bare det bedste for dit barn. Det er dybt forståeligt, og vi har din ryg. Her får du 15 fede fødselsdagskager i forskellige niveauer – men som alle er forholdsvis lette at lave. Det handler bare om at tilføje nok pynt på toppen!

BRADEPANDEKAGEN

Bradepandekagen er den mest taknemmelige kage for alle de travle mødre derude. Smid en dej i formen, vent og håb på det bedste. Her får du tre fede af slagsen.

Fodboldbanen

Denne smarte kage er altså ikke kun for fodboldmødre, der af en eller anden grund har al tid i verden til både at vaske holdtrøjer, køre til kampe OG bage kager. Dem skal det ikke handle om nu. Det skal handle om kagen. Bag dit barns yndlingskage, hæld noget grønt glasur over og pynt med lidt slik. Så har du en velfungerende fodboldkage.

Et hit blandt nørder

Det er slet ikke så svært at imponere din yngste yndlingsnørd, som du tror! Denne kage er lavet ud fra en bradepandekage, frosting, M&M’s, doughnuts og en slikkepind. Der findes virkeligt mange fede måder at lave en robot på, så du kan bare komme i gang!

Sukkerchok

Skal der gøres klar til den helt store prinsessefest, bliver den her kage uden tvivl et hit! Se den lige! Selv den allermindst royale vil have en bid af den kage. Denne kage er en klapsammen af to kager, frosting, vafler, kiks, slikkepinde og skumfiduser. Lad dog være med at spise den om aftenen, der er risiko for et kæmpe sukkercrash.

LÆS OGSÅ: Børnefødselsdag: De bedste tips (+ sådan overlever du dagen)

CUPCAKEN

Cupcakes er en vinder, når det gælder hurtige, nemme kager. I USA kan man købe frosting på dåse, men vi er heldigvis ikke i USA - her gør vi det selv (selvom du godt kan snyde, hvis du virkelig vil, for flere velassorterede supermarkeder har deres egen "USA-hylde" med bl.a. frosting.) Vi har heldigvis en række gode opskrifter til både muffins og frosting.

Spejderkagen

Denne søde cupcake er et must til din lille spejdertrold. Fyr noget orange frosting på en muffin, suppler med saltstænger og miniskumfiduser, så er du i mål, søster!

Red skildpadderne

Har du avlet en lille klimatosse, er der hjælp at hente (til kagen – vi kan ikke hjælpe med miljøet, desværre). Lav en tyk glasur og køb noget slik, der kan formes til søde havskildpadder og krabber. Så nuttet!

Uhygge på højeste plan

Skal I holde Halloweenfest, eller elsker dit barn bare edderkopper (hvem gør det?), så kan du give dig i kast med en dirt cake. Det er egentligt bare en chokolademuffin med chokoladefrosting og knuste chokoladecookies. Suppler med vingummi-regnorme og edderkopper.

LÆS OGSÅ: Hold børnefødselsdag med cirkustema

DEN RUNDE

Runde kager ser bare lidt mere tjekket ud end en tarvelig bradepande - og så kan de bruges som lagkagebunde, hvis du har overskud til at skære dem ud. Det tager selvfølgelig lidt mere tid, men der er nu så lækkert med nogle mousser mellem lagene.

Uappetitlig, men cool!

I samme kategori som ovenstående har vi denne perle af en kage. Selvom vi ikke har et tal på den massive mængde af E-numre (hey, det fik vi også som børn, og vi kan ikke klage), som sikkert er i denne kage, så kan vi love en god underholdning for dig og dit barn, mens I pynter. Det bliver en stund, I sjældent glemmer!

Zoologisk have

Er din lille purk en dyreven, har vi her tre søde kager: Løvekagen, abekagen og lammekagen. Fælles for dem alle er, at de er bagt i en rund form, som bruges til hoved. Løven er ret ligetil, der skal du bruge en spand frosting og cupcakes som manke. Ved lammet bruger du en god sjat skumfiduser og ved aben går du i krig med chokopops’ene. Det bliver stensikkert et hit!

Funfetti!

Vi lever med mottoet: “Vi har kun det funfetti, vi selv krydrer med.” Funfettikagen – som er en blanding af ordene fun og konfetti – er den helt perfekte kage, hvis tiden er knap, men du stadig vil arrangere en elegant kage. Smid en god håndfuld tivolikrymmel i dejen og på toppen, når du når så langt, og så har du en kage, der oser af overskud.

For enden af regnbuen

Okay, den her kage tager måske lidt tid at lave (I’m looking at you, M&M’s), men den er altså ret nem. Bag en kage, smør noget creme på og brug en time eller to på sirligt at placere de farvekoordinerede chokoladestykker. Slut af med skumfiduser. Velbekomme! - vi håber du finder guld for enden af regnbuen.

Figuren

Til slut har vi klassikeren: Figur på toppen. Det er ikke længere kun til bryllupskager, figuren er faktisk en meget nem måde at pynte en kage på. Hvad er dit barn til? Eller hvad er fødselsdagstemaet? Det er så let at lave en temakage – du skal bare finde den rigtige figur.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også