Det kom som et chok, da hun valgte at bytte sin partner for en veninde. Men det er udtryk for en tendens

Jeg sidder på arbejdet, da min telefon lyser op med en gif, der forestiller en teddybamse, som sender et luftkys med teksten “HAPPY VALENTINE’S DAY”.

Det er den 14. februar, der som bekendt er Valentinsdag, så det er der som sådan ikke noget underligt i – men i modsætning til, hvad man måske ville forvente, så er beskeden ikke fra min kæreste, men derimod fra min veninde.

Men det, der lyder som en små-corny – omend sød – gestus fra min veninde på den dag, der ellers traditionelt er helliget parforholdet, er mere end bare det.

Beskeden taler nemlig ind i en større tendens, for venskabet har “overhalet” parforholdet, mener Anne Marie Kragh Pahuus, som er filosof og prodekan ved Aarhus Universitet, og som har forsket i kærlighed og relationer.

Men vrimler det ikke med datingprogrammer som "Gift ved første blik", "Love is blind" og "Landmand søger kærlighed"? Har stort set alle, der er singler, ikke efterhånden haft en Tinderprofil? Og bliver vi i populærkulturen ikke stopfodret med den ene fortælling efter den anden om vigtigheden af at finde den eneste ene?

Og jo, vi lever i en romantisk tid, mener Anne Marie Kragh Pahuus, men vi lever også i en tid, hvor vi i den grad har genopdaget vigtigheden af venskabet.

– Vi er stødt ind i en romantisk blindgyde, hvor tanken om den eneste ene, og at vi skal finde lige præcis den person, der kan give os alt, har kastet os ud på lange søgninger og mange skuffelser. Der er sket en overbelastning af kærlighedsforholdet, fortæller hun.

Troskabstanken er flyttet fra parforholdet og over til venskabet, forklarer hun.

– Det ideal vi har om en form for kontinuitet gennem vores liv, en vi kan holde os til og støtte os op af, det er ikke længere kærlighedspartneren eller den eneste ene – det er de venner, som vi har gennem livet, siger hun.

Og kigger du i statistikkerne, fortæller de da også tydeligt, hvordan mange parforhold går i stykker. Det er nemlig tæt på halvdelen af dem, der bliver gift, som ender med at blive skilt, og sandsynligheden er større, hvis man også har børn.

Venskaber og opmærksomheden på vigtigheden af dem er altså noget, der fylder meget i tiden, men det har faktisk været en støt stigende tendens siden 00’erne, fortæller idéhistoriker og filosof Jonas Holst, der til dagligt arbejder på San Jorge Universitetet i Spanien, og som har beskæftiget sig med og udgivet bøger om venskabet og dets værdi.

I denne periode har vi i stigende grad været optaget af venskaber og deres betydning, både i vores personlige liv, men også i populærkulturen, påpeger han.

Som en, der er 26 år gammel, og derfor er vokset op i den tid, som man ud fra Jonas Holsts perspektiv, vel næsten kan kalde for venskabets guldalder, vækker hans pointe genklang i mit liv.

Jeg har for eksempel oplevet, hvordan vendingen “kærestekedelig” hurtigt kan ryge ud af min mund, og hvordan frygten for selv at blive stemplet som den “kærestekedelige” gør, at mange af mine venner og jeg ihærdigt forsøger at prioritere vores venskaber.

Derfor må vi for alt i verden undgå at sidde hjemme hver eneste aften ved spisebordet, holde vores eventuelle kærester i hånden og kigge dem dybt i øjnene. Og hvis vi gør, er det i hvert fald i selskab af et par venner rundt om bordet en gang imellem.

Og kigger man ud i samfundet, så tager det, som Jonas Holst påpeger, heller ikke mange minutter, før man spotter stribevis af popkulturelle fænomener, der har venskabet som omdrejningspunkt – lige fra hitserier som "Girls", "Skam" og "Friends" til podcasts med vennepar som Flemming Møldrup og Mads Steffensen eller Maria Fantino og Christian Bonde.

Selv årets finale i realityprogrammet "Paradise Hotel" stod i venskabets tegn.

Her var det Vivi Bach og Lucas Buchardt, der stod tilbage som årets vinderpar, men da den famøse troskabstest skulle til at gå i gang, hvor det afgøres om parret vælger at dele pengepræmien på op til 500.000. kr. eller ej, kom der i bedste paradise-stil et twist. Et veninde-twist, om man vil.

Forud for troskabstesten var den mest værdige spiller blevet kåret, og det blev Vivi Bach, der stod tilbage som den suveræne vinder af titlen.

For første gang i programmets snart 20 år lange historie fik hun derfor en hidtil uset mulighed for at skifte sin partner Lukas Buchardt ud med en af de andre deltagere. En beslutning, der ville fratage ham muligheden for at få nogle penge med hjem.

Til stort chok for nogle og fryd for andre, inklusive undertegnede, valgte hun at bytte Lukas Buchardt ud med sin veninde og partner in crime Sarah Dohn. Men det stopper ikke her. De to havde været veninder fra de var små, men havde i årene op til deres deltagelse i programmet ikke haft nogen kontakt på grund af uvenskab.

Som bestemt af skæbnen, eller måske bare tilrettelæggerne, mødte de hinanden igen på Paradise Hotel, og som noget af det mest cute tv-underholdning længe sad man som seer uge efter uge på første række til deres veninde-kærlighedshistorie, og så hvordan de fandt hinanden igen.

Meget symbolsk valgte de at dele pengepræmien som en form for popkulturel manifestation af Jodle Birges landeplage.

“Rigtige venner kan ej købes for penge

Rigtige venner kan ej købes for guld”

Forbindelse, men ikke forpligtelse

Det er med god grund, at vi har fået et stort fokus på venskabets værdi, for venskaber kan give os en følelse af, at der er brug for os, vi bliver bekræftet og anerkendt, men vi får også en højere grad af modspil end i parforholdet, påpeger Anne Marie Kragh Pahuus.

Tillader du dig selv at læne dig ind i venskabet, kan det derfor være en nøgle til at lære noget nyt om dig selv og verden, fortæller hun.

Men også fordi venner kan være meget forskellige fra en selv til forskel fra for eksempel ens familie, hvor man er “tvunget” sammen og typisk minder om hinanden på nogle punkter, er der rig mulighed for at lære meget af hinanden, forklarer Jonas Holst.

– Jeg tror, de fleste har erfaring med at have en ven eller veninde, som er meget anderledes end en selv, men netop fordi vedkommende er så anderledes, bliver man komplementeret og bliver mere fuldstændig, fordi den anden kan bidrage med andre perspektiver i ens tilværelse, siger Jonas Holst.

Generelt er venskabet forbundet med en høj grad af frihed, og det er noget, vi i det moderne samfund synes er attraktivt og appellerende. I modsætning til ens familie vælger vi selv vores venner, og det er en mere åben relation med færre forpligtelser og forventninger, end der for eksempel er i et parforhold, forklarer han.

– I venskaber har vi ikke underskrevet en kontrakt som i ægteskabet. Vi har ikke institutionaliseret vores forhold, som vi kan gøre med kærligheden. Med vennerne er det et mere løst bånd, og det gør, at der er en større frihed til at glide ind og ud af relationen, siger han.

Man behøver for eksempel ikke at have daglig kontakt, og der er ikke forventninger om alt fra børn til fælles bopæl. Der er en forbindelse mellem vennerne, men ikke nødvendigvis nogen forpligtelse, påpeger han.

Netop friheden er også en del af forklaringen på, hvorfor der er kommet et så stort fokus på venskaber og vigtigheden heraf, forklarer Jonas Holst.

Sammenligner vi med vores bedsteforældres generation, så har de yngre generationer haft en langt højere grad af frihed til at dyrke venskabet, og den livskvalitet det kan give. Forholdene har været mere gunstige, fortæller Jonas Holst.

Det skyldes internettets udbredelse, som har gjort det nemmere for os at opretholde alle vores forbindelser, der kom et økonomisk opsving, som gjorde, at vi havde lidt flere penge til rejser og til at mødes, og så løsrev vi os en smule mere fra familien, forklarer han.

Også populærkulturen har hjul­pet ven­skabs­bøl­gen på vej – for ek­sem­pel via tv-se­ri­en "Friends", der blev sen­dt for førs­te gang i 1994.

– Den blev et hit og gjor­de, så man­ge be­gyn­d­te at for­hol­de sig til og tæn­ke: “Okay, det at være ven­ner giv­er en stør­re fri­hed, og man har no­get an­det sam­men end, hvis man er kæ­res­ter”, si­ger Jo­nas Holst.

Men det be­ty­der også, at hvis man er i en sit­u­a­tion, hvor man skal spej­de langt ef­ter no­gle tæt­te ven­ner, så kan kon­se­kven­sen være, at man en­der med at føle sig en­som, for­kla­rer Jo­nas Holst og Anne Ma­rie Kragh Pahuus.

Men­ne­sket er nem­lig et fællesskabsstiftende væ­sen, som vil kom­me til at lide, hvis det le­ver for sig selv uden for fæl­les­ska­ber, så­dan sag­de den græs­ke fi­lo­sof Ari­sto­te­les, og selv om den tan­ke er helt til­ba­ge fra an­tik­ken, me­ner Jo­nas Holst, at den i høj grad sta­dig er releva­nt for os i dag.

Iføl­ge Anne Ma­rie Kragh Pahuus er en­som­heds­fø­lel­sen også i høj grad knyt­tet op på ven­ska­bet, så selv hvis man fø­ler sig en­som og får en kæ­res­te, så vil kæ­res­ten som re­gel ikke op­ve­je for den fø­lel­se.

– Der er ikke no­get, der kan er­stat­te ven­ska­bet, si­ger hun.