Der er noget, jeg ikke helt tør sige højt. Men jeg tror måske, det er kommet for at blive

Cecilie Rubini er journalist. Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.

Der er noget, jeg ikke helt tør sige højt: Jeg har det godt for tiden.

Ikke bare sådan okay-godt. Men de dér vidunderlige glimt af eufori, hvor man går lidt for hurtigt gennem byen med sin telefon i hånden og føler sig som sin egen hovedperson. Hvor livet er fuldt, hjertet banker hårdt, og det hele føles åbent og lyst og muligt. Hvor man vil alt og tør næsten det hele.

Men lige under glæden ligger noget andet. Noget mørkt og lavmælt. En form for indre bremse. Som om jeg ikke helt tør nyde det, fordi jeg kender historien: Når det går godt, varer det ikke. Når du slapper af, falder du. Når du endelig tør tro på, at det her måske er en optur, så vender det.

Det er ikke, fordi jeg vil virke utaknemmelig. Tværtimod. Jeg går rundt og sender stille taksigelser ud i universet. Til alt fra min søvn til mine relationer. Jeg har skrevet noter til mig selv midt om natten, fordi jeg ikke kunne holde kærligheden inde. Jeg har fået idéer, der føltes som små mirakler. Jeg har været nærværende med mine børn. Jeg er i det. For fuld smadder.

Men jeg er også bange. For at det er en parentes. For at der lurer noget uundgåeligt lige om hjørnet. At det hele, måske, er lidt for godt.

Jeg har været steder, hvor det hele smuldrede. Jeg har haft måneder, hvor jeg ikke kunne trække vejret frit, hvor jeg ventede på beskeder, der ikke kom, eller beskeder, der kom og væltede alt. Jeg har set det hele styrte sammen fra den ene dag til den anden, og jeg har stadig svært ved at forstå, at det ikke nødvendigvis sker igen.

Så nogle dage går jeg rundt med glæden i den ene hånd og katastrofetankerne i den anden. Jeg forsøger at være i det, at tro på det. At holde mig selv fast i, at lykke ikke nødvendigvis skal forudgås af en advarsel. Men det føles næsten farligt at sige det højt: Jeg er glad. Jeg tør håbe. Jeg tror måske, det er kommet for at blive.

Måske er det bare en bivirkning af at have været langt nede. At man lærer at måle medvinden i sekunder. At lykke føles som noget, man skal indløse hurtigt.

Men måske er det også kulturelt. Vi lever i en tid, hvor modgang er blevet en slags valuta. Hvor vi måler dybde i smerte og anser den glade for lidt naiv. Vi siger “jeg er taknemmelig,” men vi skynder os at tilføje, “men det har også været hårdt.” Som om glæde alene ikke er tung nok til at tælle. Vi har lært, at lykken helst skal pakkes ind i selvudlevering, krise og selvransagelse for ikke at virke blæret. Og måske er det derfor, det føles næsten modigt at sige: Jeg har det virkelig godt, og jeg tør godt stå i det. Ikke ironisk, ikke som et forvarsel, ikke med et “men” i næste sætning.

Jeg øver mig. På at være i det. Ikke bare i uroen, men i det gode.

Ikke tage forskud på sorgen. Ikke kalibrere mit nervesystem til en storm, der måske aldrig kommer. Ikke underspille det for at beskytte mig selv, som om lavmælt lykke ikke kan tabes.

Jeg øver mig i at tro på, at opturen ikke nødvendigvis er et forvarsel. Nogle gange er det bare en optur. Nogle gange er det bare godt, og det må godt være godt. Lige nu er det det. Og det skal have lov at få plads uden at skulle undskylde sig selv.

Og hvis det her bare er en fase, så håber jeg, jeg husker den rigtigt. Jeg håber, jeg får lagt følelsen et sted, hvor jeg kan finde den igen. Ikke som nostalgi eller sammenligning, men som påmindelse. Om at det findes. At det fandtes.

En lille, blød lomme i frakken, hvor jeg engang lagde lykkefornemmelsen og lynede op igen, når det begyndte at blæse. Det er ikke, fordi jeg tror, lykken kan konserveres. Men måske kan man gemme en rest, en tone, en retning. Bare nok til at kunne finde tilbage, ikke til det samme, men til noget beslægtet. Og indtil da: Jeg er i det.

Tak for det.