
Den “skandinaviske metode” hitter i sengen - og den kan gavne dit parforhold

Skal man tro hundredvis af TikTok-brugere, så kan ‘The Scandinavian Sleep Method’ være løsningen på dynekrig.
Foto: Christophe Gateau/AP/Ritzau Scanpix
Hvis du nogensinde har sovet med en partner under en dobbeltdyne, har du måske prøvet det. Midt i den dybe REM-søvn bliver du pludselig revet ud af drømmeland, fordi du får frarøvet din del af dynen af personen ved siden af dig.
Så du hiver selvfølgelig igen.
Og sådan starter dynekrigen, der kan lede til dårlig søvn, irritation, skænderier og måske endda en såkaldt “søvnskilsmisse” på sigt, som vi på femina også tidligere har skrevet om.

Skal man tro hundredvis af TikTok-brugere, så kan ‘The Scandinavian Sleep Method’ være løsningen.
På trods af det flotte nye begreb, så er der dog intet revolutionerende i metoden. Den går nemlig “bare” ud på, at man deler seng – men har hver sin dyne.
En praksis, der er helt almindelig i Danmark, Norge og Sverige i modsætning til mange lande uden for Skandinavien, hvor det er standard at sove med dobbeltdyne, hvorfor metoden nu er gået viralt på det sociale medie TikTok.
Ved at sove med to separate dyner, undgår man ikke kun dynetyveri, men også konflikter om temperatur og ikke mindst urolige bevægelser i løbet af natten.
Alt sammen elementer, der kan føre til dårlig søvn – og dårlig søvn påvirker i sidste ende både humør, intimitet og evnen til at håndtere konflikter, forklarer pensioneret psykologiprofessor og forfatter Roni Beth Tower til mediet Women’s Health.
At kvitte dobbeltdynen og sove efter egne behov har derfor den fordel, at relationen derimod styrkes, samtidig med at den fysiske nærhed bevares, forklarer hun i artiklen.
Hvordan vi indretter os i sengen, er altså ikke helt ligegyldigt.



