Da Toves to sønner blev dræbt, blev sorgen gemt væk. Nu fortæller hendes barnebarn endelig historien

– Jeg har altid kunnet mærke, at der var noget stjernedrys over min mormor. Hun var sygt smuk, og jeg kan huske, at hun havde et stort sminkebord fuldt af pudderkvaster og dyre parfumer. Min mormor bar sig selv på en stolt måde, hun var vildt god til at synge, og så vidste hun alt om ALT om kunst og kultur – der var kunstmalerier på væggene, og de rigtige jazzplader stod på hylden.

– Men hun var også svær at nå som menneske. Hun var ikke en mormor, der stod klar med kram og ros – når det kom til børn, havde hun altid en distance. Og den distance har jeg altid syntes var lidt hård.

Det er tidlig morgen på Nørrebro. Journalist Sofie Tholl skænker kaffe i sit køkken, mens hendes ni måneder gamle søn ligger og sover i et værelse ved siden af os. Storebror på tre et halvt år er i børnehave, og Sofie har arbejdstøjet på – en kastanjebrun blazer og et par matchende jeans. Efter vores interview skal hun ind på Danmarks Radio, og hendes telefon er allerede begyndt at kime.

– Steve er på barsel lige nu, siger Sofie, da hendes amerikanske mand træder ind af døren med en fyldt Netto-pose. Mens vi starter vores interview, går Steve i gang med at pakke dagens indkøb ud på køkkenbordet.

– Du må pakke ud senere, for lyden fra indkøbsposen går lige i diktafonen, smiler Sofie til sin mand.

Sofie Tholl er en kvinde, der er tunet ind på LYD. Så meget, at hun netop er blevet chef for P1 Morgen og DR Podcast. Som redaktør på den populære nyhedspodcast Genstart har Sofie været vant til at forkæle lytternes ører med tankevækkende ord – men det er alligevel med nervøsitet i kroppen, at hun nu sender sin personlige podcast ’Mord i kultureliten’ ud i æteren.

– Det er en meget privat podcast – både for mig og min mor – så det er ikke uden nerver, at den skal ud i verden, fortæller Sofie.

Universel historie om familietraumer

Sofie Tholl har igennem to år arbejdet med ’Mord i kultureliten’, og i podcastens fire afsnit fortæller hun historien om sin farverige mormor og kaster lys på det dobbeltdrab, der fandt sted i 1953.

– Min mormor havde to lyshårede drenge, og da tragedien ramte, havde de næsten samme alder, som MINE lyshårede drenge har lige nu. Det har været voldsomt at dykke ned i detaljerne omkring det, der skete – men jeg synes, at denne her historie har en universel kvalitet.

– Der er nogle ting, man bærer rundt på, uden præcis at vide, hvad det handler om. Nogle familietraumer, der går i arv fra generation til generation. Det, tror jeg, gør sig gældende for rigtig mange familier, og jeg synes, det er er vigtigt at blive klar over, hvad man kommer fra – hvorfor ens familie er, som den er, forklarer Sofie.

Drab på to små sønner

Sofies mormor Tove Kemp optræder i sine unge år som sangerinde og vælger senere i livet at uddanne sig til pædagog og undervise i musik. Men da hun er 25 år, skyder og dræber hendes ekskæreste, Jacob Lorentzen, hendes to små sønner.

Mikkel på fem måneder er Jacob Lorentzens eget barn, og Simon på tre år har Tove fået med sin eksmand, designeren Verner Panton. Jacob Lorentzen – der også er rundet af den kulturradikale elite - skyder også sig selv.

– Tragedien finder sted den 11. oktober 1953, og min mor kommer til verden blot halvandet år senere. Siden jeg var 14 år gammel har jeg vidst, at min mors to storebrødre blev slået ihjel – men det har ikke været noget, vi har TALT om i min familie. Omstændighederne omkring tragedien står hen i det uvisse, og det har rumsteret i mig i mange år – for hvorfor var der denne tavshed?

Sofies mormor Tove gik bort i 2006, og i podcasten spørger Sofie sig selv: ’Kan jeg tillade mig at hive dynen af Tove, 15 år efter hendes død?’

Ja, kan du det – du ripper jo op i noget, din mormor har valgt at lægge låg på?

– Ja, og det er noget, jeg har tænkt rigtig meget over. Det er et stort ansvar, for hvem er JEG til at fortælle det her private stykke livshistorie? Men jeg tror, det er til gavn for familien at få de her ting på plads – sådan en tragedie lader sig jo ikke bare feje ind under gulvtæppet – den har påvirket min mors liv, og den har påvirket mit liv, siger Sofie med fasthed i stemmen.

– Så jeg har lavet denne podcast for min families skyld – men også fordi, jeg er journalist og kan se en spændende kontrast i, at der var en kulturel elite, som var ude og tale rigtig meget om frisind og om at nedbryde tabuer.

– Men de store idealer om, at man skulle leve sit liv uden tabuer, rakte måske ikke så langt. Jo, de rakte til fri sex, masser af fest og ballade og provokation i avisspalterne. Men man kunne måske alligevel ikke bringe idealerne HELT ind i intimsfæren – det er der i hvert fald noget, der tyder på med denne historie.

Tæt forhold til PH

I podcasten tager Sofie Tholl os med ind i et stort, farverigt persongalleri. Vi skal tilbage til de tidlige 1950’ere, hvor den depressive stemning fra Anden Verdenskrig er ved at have lagt sig. Der skal SKE noget – og den kulturradikale elite – Kredsen, som de højtideligt kalder sig selv – bliver bannerførere for liv og glade dage, kunst, kultur og frisind.

Centralt i Kredsen er Poul Henningsen, PH. Arkitekten, tænkeren, lysmageren, forfatteren, samfundsrevseren. PH har en særlig evne til at samle tidens store kulturpersonligheder omkring sig. Sofies mormor befinder sig i hans absolutte inderkreds – hun er nemlig PH’s steddatter.

– PH og min oldemor Inger bliver kærester og har et udenomsægteskabeligt forhold i mange år, før de til sidst forlader deres respektive ægtefæller. Min mormor er i 20’erne, da PH og Inger bliver gift – og min mormor får et meget tæt forhold til Poul, som hun kaldte ham, fortæller Sofie.

Vokser op med kultureliten

Som ung og voksen mænger Sofies mormor Tove sig med alle de store kulturpersonligheder. Tove optræder i sine unge år som sangerinde og senere uddanner hun sig til pædagog og underviser i musik.

I mange år bor Tove hos PH og Inger, der har en stor gård i Usserød i Nordsjælland.

– Det er et hjem, hvor der ALTID er gang i den. Når der er jazzfestival, kommer mange af musikerne og sover på gården – og min mor husker, at hun om sommeren ofte kunne høre en sort jazzmusiker snorke i overkøjen på hendes værelse. Der var et LEBEN uden lige i PH’s hjem - og et rend af store personligheder. Jens Otto Krag – ja, alle de store tænkere, politikere og kunstnere væltede ind af døren – og som min mor siger i podcasten: ’Havde det været i dag, havde der ligger paparazzier klar i buskene.’ Der var en stemning af kreativitet og løssluppenhed, fortæller Sofie.

En ubearbejdet sorg

Men midt i denne løsslupne boheme-tid bærer Tove rundt på en stor, ubearbejdet sorg. Få år tidligere – den 11. oktober 1953 – kommer Toves ekskæreste Jacob Lorentzen og henter Toves to drenge, og ud af det blå skyder og dræber Jacob Lorentzen både sin egen lille søn og Toves søn fra et tidligere forhold – og derefter skyder han sig selv.

Hvorfor skød han de to børn?

– Der tegner sig et billede af, at Jacob Lorentzen havde nogle store psykiske problemer. Lige som Tove var Jakob en del af den kulturelle elite - hans far, Mogens Lorentzen, var bonkammerat med PH, og skrev den berømte julesang ’Juletræet med sin pynt’. Men det tyder på, at Jacob voksede op med nogle store svigt fortæller Sofie.

En halv viden

I podcasten tager Sofie hjem til sin mor i Ølstykke for at finde nogle af svarene på, hvad der skete, dengang de to drenge blev dræbt - og i tiden derefter. Men Sofies mor fortæller, at hun aldrig har fået den fulde historie fra Tove.

– Min mor kan huske, at der pludselig en dag stod et billede af en lille dreng i en lys anorak på reolen i stuen. Det virkede underligt, for hendes barndomshjem var ikke et hjem med billeder af børn på væggene - der var KUNST på væggene. Så min mor undrede sig - og spurgte Tove: ’Hvem er den dreng?’ Og så fik hun at vide, at det var hendes storebror Simon, der var død.

Sofies mor var omkring 12 år gammel, og gennem årene fik hun kun brudstykker af historien fra Tove.

– Min mor kunne fornemme, at hun ikke skulle spørge mere ind til det – så hun har gået i rigtig mange år af sit liv med en viden, der var en halv viden, fortæller Sofie.

Skulle feste sig ud af sorgen

Efterhånden som Sofie dykker længere ned i sin mormors historie – og blandt andet taler med nogle af de mennesker, der var tæt på hendes mormor, da de to børn blev dræbt – begynder flere og flere detaljer i historien at falde på plads.

Sofie undrer sig – for der tegner sig et billede af, at den ellers så frisindede og højtråbende kulturelle elite havde svært ved at tale om ting, der gjorde ondt.

– Den måde, man håndterede chokket på, var at få en masse mennesker ind i PH’s hus og skabe en fest omkring Tove, så hun kunne komme videre. Hjemmet blev fyldt med gæster – og nogle dage senere rejste Tove afsted på ferie til Italien sammen med PH og Inger.

– De tog Tove under armen og rejste afsted– og det har sikkert været i den allerbedste mening. Ifølge en af de kilder, jeg har interviewet til podcasten, så havde Tove en pragtfuld tur, siger Sofie.

– Det er jo helt BIZART at tænke på, at hun går rundt nede i Italien kort tid efter, at hendes sønner er blevet dræbt. Da min mormor kommer hjem igen, er alle drengenes ting blevet fjernet fra hendes hjem. Det lader til, at der i den kulturelle elite har været en stemning af: ’Nu skal vi videre.’ At der ikke blev givet plads til Toves sorg – den skulle dulmes med munterhed og fest. Og det overraskede mig. Sofie holder en lille pause og siger så:

– Spørgsmålet er, om det er det, man har brug for, når man mister sine to børn på så dramatisk vis? Jeg tror, vi har ret godt fat i den lange ende, hvad angår terapi og krisehjælp i dag. Men det har også været interessant for mig at tale med nogle af de mennesker, der var tæt på min mormor. Flere af dem siger: ’Vi fortrængte, fordi det var det bedste for os.’ Måske bliver man i en årrække mere levedygtig af at fortrænge – det var i hvert fald det, min mormor prøvede at gøre. Der var en stemning af: ’Gå ud og fyr den af, Tove!’ Og det gjorde min mormor så – med skiftende mænd, musik og rødvin i glasset.

Mor bærer smerten videre

Fortrængningen fortsatte frem til Toves død i 2006. Men med sin podcast har Sofie taget skeletterne ud af sin mormors skab.

– Inden jeg dykkede ned i denne her tragedie, tænkte jeg, at min mormor måske var lidt følelsesmæssigt kold. Men efter at jeg er begyndt at forstå, hvad der egentlig skete, har jeg fået en stærkere forbindelse til Toves oplevelse.

Pludselig forstod jeg bare en flig af, hvad det var, hun bar rundt på – og hvorfor hun ikke havde været den varmeste mormor i verden, fortæller Sofie.

– Min mor og jeg har fået øjnene op for, hvor brutalt og voldsomt det må have været for Tove at indkapsle sorgen. Det er som om, at jo flere detaljer der er faldet på plads – jo flere brikker i puslespillet, der er blevet lagt – jo bedre har vi kunnet sætte os i hendes sted. Jeg har fået en anden forståelse af, hvad min mormor bar på. Det har givet noget ro omkring, hvem min mormor var – især for min mor.

Har du også lært noget nyt om din egen mor ved at lave denne her podcast?

– Ja, i høj grad, for min mor har på mange måder båret min mormors smerte videre. Gennem hele sin barndom har hun ikke følt, at hun kunne komme TÆT på sin mor – og det er noget, hun har tumlet med hele sit liv. Min mor har arbejdet rigtig meget med sig selv og har fuldstændig fraskrevet sig det kulturradikale eliteliv. Jeg har haft en tryg opvækst og har en super god mor - men også en mor, der har kæmpet rigtig meget med sig selv.

Ville du ønske, du havde haft denne viden om din mormor tidligere i dit liv?

– Ja, jeg tror, at det havde været bedre for alle, hvis min mormor havde talt åbent om det. Men når det er sagt, så kan jeg mærke, at podcasten har skabt nogle forbindelser efter hendes død – der er nogle ting, der er faldet på plads, på tværs af generationer. Det, der før fremstod lidt hårdt og koldt ved min mormor, giver pludselig mening – når man ser på det med milde og kærlige øjne. For der var jo en grund til, at min mormor måtte holde denne her distance, lyder det fra Sofie Tholl.