Da Michala Petri var barn, blev hun kaldt et vidunderbarn. Men succesen kom også med en pris

Det er så godt som umuligt at nævne navnet Michala Petri uden i samme sætning at sige enten ordet ”musik” eller måske især ”blokfløjte”. Michala Petri er nemlig kendt vidt og bredt, både herhjemme og i udlandet, som en helt unik blokfløjtespiller og musiker.

Hun har spillet med et hav af nationale og internationale stjerner, givet mere end 5.000 koncerter og uropført mere end 150 værker skrevet specielt til hende. At Michala har et bånd til blokfløjten og musikken generelt, forstår man også, når man taler med hende. Igen og igen vender hun tilbage til musikken – musik og liv hænger sammen.

– Musik er liv på en anden bølgelængde, og det har jeg aldrig været i tvivl om. Som barn kunne jeg ikke formulere det, men jeg har altid haft en fornemmelse af, at det var to sider af samme sag, fortæller Michala, der faktisk ikke kan huske sit første møde med det instrument, der skulle blive så afgørende for hele hendes liv.

Hvad hun derimod kan huske, er fornemmelsen af at sidde mellem sin mors ben og spille på blokfløjten som helt lille i det barndomshjem, hvor musik var omdrejningspunktet.

– Jeg er barn af to musikalske forældre (moren er pianist, og faren var violinist red.), og jeg har hørt musik hele mit liv – faktisk også, inden jeg blev født. Jeg er sikker på, jeg registrerede det, da jeg var inde i maven, og at det betød noget for min åbenhed over for musikken. Det var med til at skabe den naturlighed, jeg har med musik, og den forbindelse, jeg og den har. Musikken er meget virkelig for mig, fortæller Michala, der hurtigt blev kaldt et vidunderbarn, da hun begyndte at spille blokfløjte.

– I forbindelse med, at jeg har skrevet mine erindringer, har jeg set på gamle billeder med nye øjne, og jeg kan godt se, at jeg havde en særlig optagethed af blokfløjten. At se de billeder fik mig til at genkalde mig en fornemmelse af at være i forbindelse med fløjten. Det var ikke bare at spille på et instrument.

– Jeg følte en forbindelse via åndedrættet, og det gør jeg stadig i dag. Hele min krop var fra begyndelsen med i spillet, og sådan skal det jo gerne være, siger Michala, hvis mor i høj grad blev afgørende for, at Michala øvede sig i at spille fra en meget tidlig alder.

– Min mor gjorde alting meget intenst. Så jeg er også vokset op med, at ting betyder noget. Hun havde meget disciplin og satte altid ting i system – i dag ville hun nok have fået nogle diagnoser, siger Michala med et smil om den mor, der blev som en coach i rejsen mod at gøre Michala til en anerkendt blokfløjtespiller.

Et liv på farten

Fra Michala var helt lille, handlede livet altså om musikken – og måske er det netop derfor, hendes erindringer hedder ”Livet og musikken”. Og’et mellem de to ord kan ikke fjernes. Uden musik, intet liv. Og omvendt. Michalas barndom og ungdom handlede derfor også om musikken, hun tog til blandt andet Tyskland for at uddanne sig, og i takt med, at hun blev ældre, fik hun flere og flere koncerter – og mere og mere anerkendelse. Men succesen kom også med en pris, for meget af Michalas liv bestod i at rejse for at spille musik.

– Jeg er nok lidt særlig på det punkt, for det har været normalt for mig hele tiden at møde fremmede. Men det liv har også betydet, jeg ikke har kunnet gå i dybden med andet end musikken, siger Michala og fortsætter:

– Jeg mødte hele tiden nye mennesker, fik nye betingelser i de forskellige lande. Det var jo før, man kommunikerede så nemt, som man gør nu. Telefonopkald var dyre, og alt var pr. brev. Jeg måtte hele tiden tilpasse mig de lande, jeg var i, og de mennesker, jeg mødte. Det kunne både være en lille musikforening eller en kæmpe sal. Jeg havde kun meget få venner, der fulgte med i mit liv, men jeg mødte hele tiden nye mennesker.

Fraværet af lange venskaber satte sig i Michala. Igen og igen skulle hun gentage sin livshistorie for andre – eller lade være med at rette andres forståelse og måske fordomme om hendes historie.

– Jeg har hele tiden skullet forholde mig til, hvad de nye mennesker troede om mit liv. Enten har jeg fortalt dem om det, eller også har jeg accepteret, hvad de har troet om mit liv. Der har været et underligt spejlforhold – de har spejlet sig i mig, og så har jeg talt ud fra det. At skrive mine erindringer har betydet, at jeg for første gang har fået beskrevet mit liv. Det har været en god ting, for nu ved jeg, at det står der – og så kan jeg lægge det bag mig. Nu har jeg ikke længere forskellige ansigter, alt efter hvad andre ser mig som.

At se verden på en ny måde

Længe drejede Michalas liv sig altså mest om musikken og blokfløjten. Men så en dag var hun til en åbningsfest i Boltens Gård, hvor hun skulle spille en koncert med sin mor. Her mødte hun musikeren Lars Hannibal. Og kemien mellem de to var ikke til at tage fejl af.

– Jeg vidste, hvem han var, men jeg havde aldrig mødt ham. Jeg kom gående forbi på en gang, hvor han sad inde i et rum, og jeg så, han sad der og kunne regne ud, at det var ham. ”Er du Lars Hannibal?”, spurgte jeg vantro, for jeg følte, jeg kendte ham. Der var en stor genkendelse lige fra begyndelsen. Der gik ikke lang tid, før vi havde besluttet at gifte os, fortæller Michala, der fik to børn med Lars Hannibal.

Den toptrænede musiker, der havde brugt hele sit liv indtil da på at øve sig og spille koncerter, stod nu pludselig over for en opgave, der var helt anderledes, end hun havde prøvet før.

– Man lærer noget ved at få et barn – det gjorde jeg i hvert fald. Og jeg lærte det ekstremt meget, for jeg havde en meget selvfokuseret tilværelse før. Jeg opdagede, at verden hang sammen på en helt anden måde, end jeg troede. Indtil da havde jeg haft et meget regelret liv, hvor jeg fokuserede på mig selv, og nu var en anden afhængig af mig. Indtil da havde det hele handlet om, at jeg skulle øve mig. Men ingen spurgte, om jeg havde øvet mig, da jeg fik et barn! Det handlede om noget helt andet, og det var en kæmpe lettelse, fortæller Michala om at blive mor.

Det store lavpunkt

Der var både kærlighed og børn mellem Lars Hannibal og Michala, men deres ægteskab var også i høj grad præget af musikken. De spillede sammen, og man fornemmer tydeligt på Michala, hvor vigtigt deres samspil har været for hende. Hun er da heller ikke i tvivl, at det var hendes livs lavpunkt, da hun og Lars efter mange års samliv blev enige om, at de skulle skilles. Både fordi hendes familie gik i opløsning, men også fordi, manden fortalte hende, at han nu ikke ville spille med hende mere.

– Da havde vi spillet sammen i 16-17 år, og jeg tænkte, at jeg ikke ville finde nogen, jeg havde så godt samspil med. Jeg blev utrolig ked af det, fortæller Michala og fortsætter:

– Jeg har haft meget svære perioder som ung, der har været skuffelser og ting, jeg ikke kunne lykkes med. Min mor afbrød blandt andet et kærlighedsforhold, jeg havde i min ungdom, og det var hårdt. Men skilsmissen var værre. I alle andre situationer har jeg kunnet se en vej frem, og det kunne jeg ikke her.

Set i bakspejlet kan Michala godt se, at der var nogle ting, hun og Lars kunne have gjort bedre i skilsmissen.

– Det egentlige lavpunkt var den dag, jeg fik brevet om, at vi var blevet skilt – og den dag, vi sagde det til vores børn. Hele processen var svær, men de to øjeblikke var særligt svære. Jeg kan godt se nu, at samtalen med vores børn ikke var god. Vi fortalte og understregede, vi var fine venner, men vi forsømte fuldstændig at spørge, hvordan børnene havde det. Vi troede, vi var meget opmærksomme på det, men de var gode til at skjule, at de havde det dårligt. Det skulle vi have gjort anderledes, siger Michala, der dog med ro i stemmen understreger, at vinden er vendt.

For hende og eksmanden spiller stadig sammen den dag i dag. Det krævede lidt overtalelse, men de endte med at aftale, at de ville forsøge at spille sammen i tre måneder efter skilsmissen. Og da de tre måneder var gået, stoppede de ikke igen.

En identitet som musiker

Der er ingen tvivl, når man taler med Michala, om, hvad der er omdrejningspunktet i hendes liv: Det er selvfølgelig musikken. Hun har et særlig bånd til den, den er en del af hendes krop og bevidsthed, og det er hun ikke ene om, mener hun:

– Jeg tror på et teoretisk plan, at det giver alle mennesker en sikkerhed at kunne lave en rytme, spille en tone og kunne forholde sig til, hvad musik er. Der er en orden i musik, der støtter ens indre. Jeg kan også se det på mennesker, jeg kender godt, der forsøger at lære et nyt instrument i en sen alder. De får en indre sikkerhed og en koncentration i sig selv uafhængigt af andre mennesker, siger Michala.

Det har dog ikke kun været en gave at have så stærkt et bånd til musikken, som hun har. Der er også en skrøbelighed over, når så meget af ens liv er bundet op på et instrument. Hvem er Michala Petri uden musikken? Derfor gav Michala under coronatiden sig selv en udfordring:

– Under corona spillede jeg ikke i over et år – det var helt bevidst, for jeg havde aldrig oplevet hvordan det var ikke at spille. Efter halvandet år oplevede jeg for første gang at have en identitet, hvor jeg ikke følte mig som musiker først og fremmest. Jeg var bare et menneske, der kunne gå på gaden ligesom alle andre, fortæller Michala og fortsætter:

– Det gik op for mig, dér under coronatiden, at jeg ikke kunne huske, hvornår jeg ikke havde været musiker. Selv da jeg var fire år og ved, jeg legede med tre kammerater på en vej i Aalborg, hvor vi boede, er det første, jeg husker, at jeg var hjemme hos dem, og deres forældre sagde: Nå, du spiller blokfløjte. Fortæl om det!

– Selv dengang havde jeg identitet som musiker, siger Michala, der også blev udfordret af, at en coronavaccine gav hende knapt åndedræt. En vigtig og potentiel skæbnesvanger forandring, når man spiller blokfløjte, der krævede, at Michala brugte tid på at komme til hægterne – og ikke mindst måtte lave sit spil om. Efter coronatiden stod hun tilbage forandret.

– Jeg har planlagt, hvornår jeg kan trække vejret. Og der er kæmpe forskel på at kunne spille en frase i 40 sekunder, og så kun kunne spille i 20. Hvis jeg har de store fløjter, snapper jeg efter vejret nu. Hvis jeg havde vidst, hvor slemt det ville blive, havde jeg klaget dengang.

Magien ved en bilnøgle

Michala Petri er 66 år, og livet er ved at forandre sig. Venner begynder at blive syge, nogle dør, og Michala kan også selv ane livets slutning, der dog forhåbentlig stadig er langt ude i horisonten. Hvad tænker hun om døden – livets slutpunkt? Først og fremmest at den ikke betyder, at en forbindelse kappes.

– Det at miste mennesker er svært. Men jeg har også en formodning grænsende til vished om, at vi lever videre efter døden. Vi kan stadig tale sammen og meddele hinanden ting, siger Michala og fortsætter:

– Jeg oplever det på samme måde, som hvis der er enhed i en sal. Hvis jeg kan mærke, at alle føler det samme – det giver mig en bestemt fornemmelse af kommunikation. Det hører jeg også ofte efter koncerterne: Alle er enige om, at lige dér, i dét øjeblik, var der sket noget. Det er ikke bare noget, jeg bilder mig ind. Så hvorfor skulle det være noget, jeg bildte mig ind, at jeg kan kommunikere med dem, der er borte?

Det handler om opmærksomhed for Michala. Opmærksomhed over for musikken og menneskene i ens liv. For, som hun siger, er opmærksomhed noget af det største, vi kan give til hinanden.

– Nogle siger, at når man ikke vil være her mere, behøver man ikke. Men det er da brutalt over for de andre! Og man aner ikke, hvad man selv måske går glip af af smukke oplevelser. Det hører med til livet, at man bliver syg og svag, og det skal vi alle vide – også vores børn og børnebørn. For mig som musiker er omsorgen og opmærksomheden det vigtigste. Jeg vil være opmærksom i det her liv så længe som muligt.

Livet har det med at slå smut, sving og krølle på sig selv til tider, det ved Michala, men det handler om at læne sig ind i det alligevel, så længe man har det. Og det lærte hun af noget så dagligdags som en bilnøgle. Michala var nemlig på tur for at spille koncerter, og mellem to koncerter ville hun gå en tur i skoven. Hun parkerede bilen og gav sig til at gå, plukkede blommer og bær. Men da hun kom tilbage, var nøglen væk. Hun ledte og ledte i den åbne bil og i skoven, men uden held.

– Til sidst tog jeg et gråt VVS-rør, jeg havde i bilen, og brugte røret til at skubbe det høje græs til side, så jeg bedre kunne se. Lige pludselig, ud af det blå, sagde jeg: ”Nej! Jeg giver op og lejer en bil”. ”Nej” sagde jeg igen og slog røret ned i jorden. I det øjeblik, jeg sagde nej, er der noget, der siger klonk. Det var bilnøglen! Havde jeg slået røret ned lidt til højre eller lidt til venstre, havde jeg aldrig fundet den, griner Michala.

For andre handler den historie måske mest af alt om et tilfælde. Men for Michala fik den hende til at tænke – og forholde sig til sit liv på en anden måde, end hun havde gjort før.

– Det var i præcis i det øjeblik, hvor jeg havde givet op, at der åbnede sig en vej. Det var et tegn – og oplevelsen blev et vendepunkt for mig. Jeg fik en tillid til verden af den oplevelse. Den lærte mig, at jeg måtte følge de linjer for mit liv, der er lagt, og stole på, alt nok skal gå. Man kan jo ikke bestemme det hele selv, vel?

Denne artikel blev første gang udgivet i SØNDAG uge 07/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.