Hun oplever det aldrig i Berlin. Men i Danmark bliver hun konfronteret med det hele tiden

Jeg er lidt tidligt på den, så jeg sætter mig til at vente i lobbyen i det eksotiske hotel Guldsmeden Manon Les Suites, Sissel-Jo Gazans yndlingshotel og det eneste sted, hun bor, når hun er i København.

Fem minutter efter kommer hun ind ad døren – i ålestramme jeans, høje støvler, langt hår og lange, mørkegrå negle. En helt almindelig påklædning for den 51-årige forfatter, som har boet i Berlin de sidste 20 år.

Men måske har hun tænkt over den i morges, inden hun gik ud ad døren. For sådan er det altid, når hun er i Danmark: Hun begynder at fokusere på sin alder.

– I taler enormt meget om alder i Danmark. En del af det handler om menopausen, som man også er ved at være træt af at høre om, men jeg hepper alligevel på det, fordi overgangsalderen har været noget, vi ikke talte om, men som nu er fremme i lyset. Så dér er jeg med på barrikaderne. Men selve ens alder … Jeg har det aldrig dårligt over den, undtagen når jeg er i Danmark. Her tænker jeg pludselig over, om jeg nu kan gå i stramme bukser, det gør jeg ALDRIG i Tyskland. Jeg tænker over, om jeg kan tillade mig at have crazy negle ... Min egen mor sagde, at hun bedst kunne lide mine negle, da de var mere afdæmpede, fordi de ”passede bedre til min alder”.

– For fanden, altså! Min mor var en af dem, der brændte sine BH’er, hun har været på barrikaderne for kvinder, hvad sker der? Må jeg så heller ikke have langt hår længere? Eller gå med gamacher? Er det dér, vi er? Når nogen siger sådan til mig, så får jeg lyst til at få extensions ned til røven og gå i de strammeste gamacher, du nogensinde har set. Jeg bliver SÅ obsternasig!

Er der ikke det aldersfokus i Tyskland?

– Overhovedet ikke. Og i Italien, hvor min mand kommer fra, taler man slet ikke om alder. Jeg er otte år ældre end ham, og der er aldrig nogen, der har løftet et øjenbryn. De har bare været lykkelige på vores vegne. Jeg er sikker på, at hvis det var i Danmark, så ville folk være sådan: ’Ej, kunne han ikke have fundet en på sin egen alder eller yngre?’ Eller man skulle svare på spørgsmål om aldersforskellen.

– I Tyskland bliver du ikke set ned på af en 25-årig, fordi du er 50. Der er en helt anden respekt over for erfaring – det, man kan, og det, man har opbygget. Jeg har nogle unge mennesker knyttet til mig, som synes, jeg er megasej og gerne vil være ligesom mig, når de bliver 50. Og vi har virkelig en frugtbar og sjov udveksling. I Danmark har jeg meget mere følelsen af ikke at være lige så meget værd, fordi jeg ikke er 25 længere, og det er vildt nok, når levealderen bliver højere og højere. Man siger, at 50’erne er de nye 40’ere, og 60’erne er de nye 50’ere osv., men hvis det var rigtigt, skulle der jo ikke være den aldersdiskrimination på arbejdsmarkedet, der er i Danmark, vel?, spørger Sissel-Jo retorisk.

Lige nu er Sissel-Jo i København for at promovere starten på det, der hen over de kommende år bliver til en familiefortælling i tre bind.

Første bog i romantrilogien hedder ”I en dråbe”. Her lærer vi den adopterede Mia på 17 år at kende, og det er hendes liv, vi skal følge i de tre bøger. ”I en dråbe” er både en spændingsroman og starten på et storslået og vildtvoksende familiedrama, som handler om at høre til.

Og som altid i Sissel-Jo Gazans bøger spiller biologien også en hovedrolle – denne gang i form af retsbotanik og en hel masse alger.

– At min hovedperson Mia er adopteret, opstod af en masse tanker om, hvad det egentlig er, der gør, at man er dansk. Jeg har en rigtig god veninde, der er adopteret fra Korea – hun er nøjagtigt ligesom os, på nær at hun ser anderledes ud. Det affødte nogle tanker om, hvad der gør én dansk: Hvad er kultur? Er man dansk, fordi man er dansk statsborger, eller skal man leve kulturen? Kan man være dansk uden at se dansk ud? Hvorfor er det overhovedet så vigtigt, hvordan vi ser ud, og om vi passer fysisk ind?

– Min veninde har besøgt Korea én gang, og det var pudsigt for hende, at hun for første gang nogensinde ikke var den, der stak ud. Folk talte koreansk til hende, men hun kan slet ikke tale sproget. Så hun stod dér i Korea og oplevede at passe ind, selv om hun var pæredansk, og i Danmark var hun den fremmede, fortæller Sissel-Jo, som altid bliver enormt rørt, når hun ser folk stå ude i lufthavnen og vente på deres adoptivbarn.

– Der er noget meget bevægende over det. Enhver kan jo blive gravid en våd nat på et værtshus, men at gå igennem den mølle, man skal igennem for at få lov at adoptere …

– Mange år før adoptionsskandalen begyndte at rulle, handlede adoption jo udelukkende om, at man gjorde noget godt. Men så viste det sig, at mange af børnene var blevet stjålet fra deres forældre i adoptionslandet, og der blev lukket ned for adoptioner til Danmark, fordi man fandt ud af, at der havde været rod i bogholderiet. Fortællingen om, at adoptioner var non-profit, passede ikke. I 1975 kostede det 100.000 kroner at adoptere et barn – man kaldte det en donation til børnevelfærd i det land, barnet kom fra. Men det har vist sig at være løgn. Pengene er røget ned i private lommer og blandt andet blevet brugt til ejendomsspekulation, fortæller Sissel-Jo.

Alger er pisseseje

Dengang hun læste biologi, havde Sissel-Jo en professor, som indimellem fik opgaver for politiet, hvor han skulle bruge sin viden om retsbotanik. Det fascinerede hende helt vildt.

Man kan nemlig opklare forbrydelser ved hjælp af botaniske spor som kiselalger, skæl fra kogler, pollen og bladdele, og den betagende verden fører Sissel-Jo i romanen læseren ind i.

– Alger har altid optaget mig, for de er så fantastiske. Men alger er ikke sexede, for det er ikke store dyr, man kan klappe, så det er aldrig dem, der får opmærksomhed. Vidste du, at der er kæmpestore, brune algeskove uden for Canadas og USA’s vestkyst, som er 100 meter høje? De vokser en halv meter om dagen om sommeren, det er helt vildt! Plus at de er supersunde at spise og hjælper os med at binde CO2, så de er sindssygt vigtige for klimaet. Alger er bare pisseseje, men de får ingen opmærksomhed. Man tænker ikke over, at de er et billede på, hvad der sker i naturen.

Hvorfor blev du egentlig ikke biolog, når du stadig er så optaget af det?

– Det spørger folk tit om: ”Var det ikke en skam at læse i så mange år, når du slet ikke bruger dit fag?”. Men det gør jeg jo. Hver gang jeg skriver en roman, arbejder jeg med eksperterne og læser alle de videnskabelige artikler og bøger, der er om emnet, og prøver på at gøre et svært tilgængeligt stof lækkert for dem, som ellers ikke ville interessere sig for det. Når man læser biologi, er der nogle, der bliver gummistøvlebiologer, og så er der sådan nogle som mig, som bliver teoretisk biolog. Jeg har bare fundet en ny profession, hvor jeg inddrager mit fag, så det er helt forkert at sige, at jeg ikke bruger biologien. Det er en stor del af mit forfatterskab, siger Sissel-Jo Gazan.

Og så er der selvfølgelig også en kærlighedshistorie i romanen. En ungdomskærlighed, som bliver ved livet ud – noget, Sissel-Jo har et ømt punkt for.

– Den dér unge kærlighed, som aldrig ruster, du ved. På trods af alle de udfordringer, livet giver en, ved man bare, at man hører sammen. Jeg er vokset op i en skilsmissefamilie, jeg er selv blevet skilt og gift igen, så den kommer jeg ikke til at opleve.

Til gengæld har du fundet dit livs kærlighed i en sen – sorry! – alder. Fortæl!

– Det startede i vinteren 2021, som var megahård på grund af corona. Jeg var alene på det tidspunkt og havde lyst til at få mig en loverboy, hvis vi skulle igennem den ørkenvandring en gang til. Så blev det sommer, og jeg aftalte med mig selv, at jeg ville gå på 10 dates – og jeg SKULLE gå på dem, for jeg får altid kolde fødder og gider ikke alligevel, når jeg skal af sted. Alessandro, som jeg er gift med i dag, var nummer to, og det var kærlighed ved første blik.

Hvordan ved man det med sikkerhed?

– Altså … jeg kunne jo ikke vide det, men det føltes ligesom et udråbstegn indeni. På samme måde som man kan mærke, at ham her er ikke en, jeg gider at se igen. Sådan nogle dates har jeg været på masser af. Der er et eller andet … biologi, kemi. Noget, der melder sig på banen lige med det samme. Da jeg så Alessandro på datingsiden, stod der ikke, hvor høj han var, om han røg, eller om han havde børn – de tre parametre, jeg plejer at sortere ud fra. Alligevel sad jeg med fingeren over hans billede og kunne ikke få mig selv til at swipe ham væk. Jeg tænkte, at hvis vi matcher, kan han da altid få en tur i høet.

– Jeg var også skidebange i starten, for jeg vidste med det samme, at han var en, jeg godt gad at kysse, en, jeg godt gad at gå i seng med, godt gad at tale med, godt gad at kigge på. Alessandro var hele pakken. Jeg havde sagt til mine venner, at hvis han var cool, kom han med ud at spise, hvis han ikke var cool, skulle de redde mig. Der gik ikke mere end en halv time, før jeg skrev til dem: ”Han er megacool, han kommer med!”. Det var fredag aften. Så sås vi igen søndag. Og igen torsdag. Og så har vi været sammen siden.

– Det er selvfølgelig nemt nok at sige, at det var kærlighed ved første blik, når det er gået, som det er gået, men følelsen af at have denne her oprigtige interesse for et menneske, den er ikke sket mange gange i mit liv. Og Alessandro er helt klart det menneske, jeg har haft det mest harmoniske kærlighedsforhold til.

Et mindre mirakel

Inden Sissel-Jo mødte Alessandro, havde hun nogle udfordrende år. Hun blev skilt fra sin anden mand, Mark, faren til hendes to yngste børn, og deres søn, seksårige Willow, blev diagnosticeret med den livstruende sygdom anti-MOG syndrome – autoimmun hjernehindebetændelse.

”Skal jeg dø? Kommer jeg med hjem?”, spurgte Willow ofte under de utallige indlæggelser på intensivafdelingen. ”Selvfølgelig skal du ikke dø”, svarede Sissel-Jo hver gang. Men hun vidste det faktisk ikke engang selv.

Det ved hun nu. For der er sket et mindre mirakel.

– Willow har ikke fået medicin i to år nu. Han er stadig kategoriseret som kronisk syg, men han har ikke nogen udbrud, så de trappede ham lige så langsomt ud af medicinen – til stor nervepirring for os alle sammen. Han døjede rigtig meget med sin vægt, fordi han fik kortison, men nu er han helt slank. Og jeg skal ikke begynde at tænke over, at han måske kunne få et tilbagefald. Det kan jeg slet ikke rumme.

Hvor er det fantastisk!

– Det er det. Når han indimellem siger, at han har lidt hovedpine, ringer alle alarmklokker selvfølgelig, men jeg har ligesom besluttet mig for, at det var dét. Slut! Lægerne siger, at det tyder på, at når man får den sygdom som barn, så får man en stor omgang, og hvis man får bugt med den, kommer den ikke igen. Det sætter jeg min lid til.

Jeg kan godt skræmme mænd

Sissel-Jo og Alessandro blev gift sidste år. I dag bor parret sammen med Sissel-Jos to yngste børn i Berlin. Mark og hun er stadig tæt knyttede og gode venner, og han bor ikke langt fra dem, så de er one big happy patchwork-family, som hun siger.

– Der har ikke været nogen tvivl i mit sind om Alessandro, overhovedet ikke. Men selvfølgelig har der været bump på vejen. Jeg er sådan et menneske, som godt kan skræmme andre, som ikke selv er stærke. Ikke så meget kvinder, men mænd. Og selvfølgelig har vi haft nogle sammenstød, men det, der er forskellen på Alessandro og de andre mænd, jeg har kendt, er, at han står fast i verden. Og han kan stå op mod mit hidsige temperament.

– Jeg er rigtig diplomatisk og mild og god – indtil syv. Hvis jeg bliver presset op i et hjørne og kan mærke 5…6…7… Jeg er faktisk begyndt at sige det højt: ”Nu er jeg på syv, så nu skal jeg lige have en time­out, eller vi skal gå en anden vej”. Hvis jeg først kommer over syv, er det ligesom at bede et køresygt barn om ikke at kaste op. Så er jeg uden for rækkevidde. Jeg har haft sådan nogle nedsmeltninger – eller raserianfald – på mine eksmænd, som har skræmt dem meget mere, end jeg kunne forestille mig.

Hvad sker der, når du kommer op over syv?

– Så kaster jeg med noget eller slår mig selv eller sådan noget – jeg bliver virkelig rasende. Men det sker kun to gange om året, og der skal meget til. Jeg tænker meget over det for tiden, og jeg tror, det hænger sammen med, at mine grænser er blevet overskredet som barn – den prås er ved at gå op for mig.

– Jeg har haft en god barndom og nogle fantastiske forældre, men som barn i 70’erne, hvor ens forældre skulle realisere sig selv, var det ikke mine interesser, der var i centrum. Man måtte bare følge med, så godt man kunne. Jeg er helt sikker på, at min mor mente, at det var godt for mig at blive taget ud af børnehaven og bo på en båd og rejse ud på vilde eventyr … Det har det også været, men man var på en måde mere en medløber, så jeg har aldrig rigtigt lært at sætte en grænse. Så når jeg har en nedsmeltning, er det fire kilometer siden, at jeg begyndte at føle, at nu er jeg gået over min egen grænse.

– Det kan også ske over for mine børn. Jeg servicerer dem så meget, laver de bedste madpakker, kommer lige med en kage, du ved, og så lige pludselig: ”TROR I DET ER ET HOTEL, DET HER?!!”. Pludselig bliver det bare for meget, og de forstår jo ingenting. Fordi jeg i virkeligheden skulle have mærket for længe siden, at det var for meget.

Så du skal være bedre til at mærke dine grænser?

– Jeg kan egentlig godt mærke dem, men jeg skal blive bedre til at handle på dem. Og det er på alle niveauer. Jeg kan få dårlig samvittighed over at glemme nogens fødselsdag, over at nogen er fattige, og jeg kunne da også lige … det dér pleasergen med at skulle sørge for alle. Lige pludselig bliver det bare for meget.

Alessandro har ikke selv børn og har aldrig haft et ønske om at få det, men da Sissel-Jo og han mødte hinanden for tre år siden, var de enige om, at hvis hun blev gravid, skulle de selvfølgelig have barnet.

– Jeg er nok den første, han har mødt, hvor han kan se, at man kan kombinere det at være kreativ og have børn. Han er journalist og musiker og meget passioneret omkring sin musik, og jeg kan godt forstå, at man vælger ikke at få børn på den konto. Jeg var heldig, at jeg fik succes med ”Dinosaurens fjer” og fik de store hjul i gang. Jeg har haft min mor til at hjælpe mig og en god far til de to yngste. Vi gør stadig ikke noget for at undgå at få børn, men vi håber nok lidt, at det ikke sker. Alessandro er en fantastisk stedfar for mine to yngste, og det tror jeg, at han er meget godt tilfreds med.

Apropos overgangsalder – er du ikke selv gået i den?

– Nej, ikke endnu – selv om jeg er fyldt 50. Jeg har en biologisk idé om, at fordi jeg mødte ham som 48-årig og var så forelsket og havde så meget sex, så tænkte kroppen: ”Ah, SKULLE vi lige nå at kaste nogle flere æg i genpuljen?”. Æggene er jo ikke særligt gode i den alder, men jeg har hørt om andre kvinder, som var holdt op med at bløde, og så mødte de en kæreste og havde sex igen, og så fik de pludselig menstruation igen.

– Men det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jeg er lidt lettet over, at jeg ikke er blevet gravid, for jeg kunne da godt tænke mig at bruge de næste 10 år på at skrive min trilogi. Og så er det altså bare skønt at have store børn, smiler Sissel-Jo.

Denne artikel blev først bragt hos SØNDAG 6/2025, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.