"Nogle gange kommer vi til at forveksle ubehag med fare. Men der er værdi i at blive i det, der kradser"

Jeg har tænkt en del over komfort på det seneste. Ikke bare som noget, man søger, men som noget, vi næsten er begyndt at organisere hele livet omkring.

Det starter i det små. En kop kaffe i præcis den rigtige temperatur. Strømper uden sømme. En madras, der aflaster på de helt rigtige steder.

Jeg gør det selv. Køber mig til blødhed. Lægger mærke til mærkater i nakken. Siger nej til ting, jeg kan mærke, ikke “resonerer”. Det er jo en del af voksenlivet at blive bedre til at vælge fra.

Men nogle gange tænker jeg, om vi er kommet til at tage det for langt. Om komfort er gået fra at være en tilstand til at være et ideal. Noget, vi ikke længere bare falder ned i, men noget, vi aktivt stræber efter, nærmest som om det var meningen med det hele. Jeg oplever i hvert fald, at det fylder mere og mere.

Ikke bare i hjemmene, men i samtalerne. I forventningerne til os selv og hinanden.

Man skal sove godt, spise rigtigt, arbejde meningsfuldt og føle sig tryg i alle relationer. Det er næsten blevet mistænkeligt, hvis noget føles forkert. Som om det i sig selv er et tegn på, at man bør forlade det.

Og jeg forstår godt, hvor det kommer fra. Vi er trætte. Vi har været pressede. Mange af os har lært på den hårde måde, at kroppen siger fra, hvis man bliver i det forkerte for længe.

Men jeg tror også, vi nogle gange kommer til at forveksle ubehag med fare. At vi tolker den mindste knude i maven som et signal: Løb. Væk. Nu.

I stedet for bare at tænke: Okay. Det er en knude. Den må jeg lige sidde lidt med. Det gælder i relationer. I arbejdsliv. I forældreskab. I vennegrupper. Og det gælder ikke mindst i os selv.

Den indre uro skal helst hurtigt dulmes eller forklares. Vi skal ikke bare mærke efter – vi skal handle på det. Regulere. Optimere. Flytte os videre.

Men jeg tror, der er en værdi i at blive i det, der kradser. Ikke altid. Ikke for evigt. Men bare lidt længere. Lidt længere i samtalen, i tøjet, i kulden. Lidt længere før man trækker sig. Bare for at se, om der opstår noget. Måske fordi komfort også kan gøre os dovne. Ikke bare i kroppen, men i sindet.

Hvis vi hele tiden forsøger at justere os væk fra det, der føles ubehageligt, går vi måske glip af noget. En nuance. En bevægelse. En indsigt, der først viser sig, når vi ikke længere forsøger at fikse stemningen.

Jeg har i hvert fald lagt mærke til, at der opstår noget særligt i de situationer, hvor alt ikke er helt rart. Når man bliver i en samtale, man ikke helt ved, hvor ender. Når man står i noget, man ikke kan analysere sig ud af. Når man ikke forsøger at sno sig fri, men bare… bliver.

Og måske handler det også om, at komforten er blevet en slags valuta. Et mål i sig selv. Vi siger, vi drømmer om kærlighed eller mening eller nærvær – men når det bliver rodet og krævende og ukomfortabelt, så viger vi uden at se os tilbage.

Som om alt, der ikke er let, er forkert. Som om alt, der strammer, er skadeligt. Men måske er det netop dér, noget vigtigt sker.

I det, der ikke lige glider ned. I det, vi ikke helt kan regne ud. Det, der prikker til os. Gør os lidt usikre. Giver os lyst til at flygte. Men som vi alligevel bliver i, bare et øjeblik endnu.

Det er selvfølgelig lettere at sige, end det er at leve. Men jeg øver mig. Jeg prøver at lade være med at kalde al modstand for dårlig energi. Prøver at lade være med at optimere alt, hvad jeg rører ved. Prøver at rumme det, der ikke umiddelbart passer ind.

Det er okay, at noget føles lidt forkert. Det betyder ikke nødvendigvis, at det er det.