Pernille Rosendahl og Kristian Jensen skal giftes
Foto: Mikael Rieck
Der god grund til at smile for Kristian Jensen og Pernille Rosendahl.
Vi står nemlig over for et nyt kendisbryllup inden ikke særlig længe.
Sangerinden Pernille Rosendahl og den tidligere toppolitiker for Venstre Kristian Jensen skal nemlig giftes.
Det står klart efter, at Kristian Jensen har delt den glædelige nyhed i et Instagram-opslag.
Frieriet foregik på parrets sommerferie på en græsk strand.
"Pernille fylder min hverdag med glæde og latter, men også med udfordring af min vanetænkning og inspiration til at lære nyt hele tiden," skriver Kristian Jensen på Instagram.
"Vores kærlighed var svær i starten. Vi begyndte ikke enkelt og lige til. Men vi turde at ville hinanden, og vi overvandt problemerne. Det har på sin egen måde været med til at gøre båndene mellem os dybe og vedholdende."
Han slår fast, at parret ikke kommer til at udtale sig mere om bryllupsplanerne, end hvad der står i opslaget.
Også Pernille Rosendahl har bekræftet, at hun og Kristian Jensen bliver kone og mand.
"Hvem sku’ ha’ troet det? Mange blev overrasket da Kristian og jeg blev kærester. Kunne to så forskellige mennesker finde kærligheden sammen? Svaret dengang og nu er, ja. Derfor har jeg sagt ja til at gifte mig med Kristian Jensen, for hver eneste dag gør han mig glad, bakker mig op og får mig til at grine," skriver hun i også i et Instagram-opslag.
Nyheden har kastet mange lykønskninger af sig. Blandt andet fra den tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, der skriver: "Kæmpe tillykke," efterfulgt af et hjerte.
Også Pernille Rosendahls kollega fra musikbranchen Stine Bramsen har ønsket parret tillykke.
Artiklen blev første gang bragt på Se og Hør. Dette er en redigeret version.