https://imgix.femina.dk/media/ea40ae4e99f84fa3a4c3d97f80138a2b_0.jpg
Underholdning

Henriette Zobel: Det er ikke nok at meditere

10. maj 2010
af Mette Rou Lund, Tine Seibæk, Karen Pallisgaard
Foto: All Over Press, Istockphoto, Bo Lynge
Selvudvikling er individuelt og kan have mange former. Men fælles er, at det beriger dit liv – bliv inspireret af Henriette Zobel, som både bruger meditation og yoga

Henriette Zobel er designer og direktør for firmaet Pureheart, som sælger tøj og guldsmykker. Hun er spirituel og mediterer dagligt.

- Hvilken form for selvudvikling bruger du?
- Jeg har mediteret siden 1978. Men jeg har også fundet ud af, at det ikke er nok. Jeg er blevet ældre, og det er også vigtigt, kroppen kan følge med. Jeg er af natur flittig, energisk og perfektionistisk og kan af og til presse mig selv for hårdt. Jeg har fundet ud af, at jeg ikke kan køre i det tempo, jeg gør, uden at tage mig af min krop. Jeg passer på mig selv f.eks. ved at få min søvn og spise den rigtige mad.
Jeg mediterer hver dag. Ikke som før, hvor jeg havde tid til at sidde i op til en time. I dag er det mere en slags ritual, når jeg vågner. Mens jeg stadig ligger i min seng, finder jeg ind til kernen i mig selv. Nogle gange bruger jeg et mantra, andre gange ikke. Ud over at meditere en smule laver jeg yoga efter badet - bare den øvelse, der hedder solhilsen. Den gør, at jeg føler, at jeg lige bliver løftet lidt og slipper de spændinger, der måtte være i min krop. Det hele tager meget kort tid. Min pointe er, at man ikke behøver noget langt program. Man skal også leve i verden.

- Er der andre former for selvudvikling, du bruger eller har brugt?
- Jeg mødte min indiske guru Gurumayi i 1989. De oplevelser og indsigter, jeg har fået hos hende, har været utrolige. Jeg har p.t. ikke set hende i fire år. Men jeg har fået lagt et fundament med hendes teachings, så de er en del af mig. Jeg har hendes bøger, hendes musik og hendes billede. Og jeg chanter i bilen. At chante vil sige, at jeg gentager nogle sætninger på indisk, som giver dyb mening. At chante renser mit sind og gør mig tanketom, og så er det nemmere at meditere bagefter.

- Hvad har virket for dig, som du kan anbefale andre?
- Du skal være bevidst om, hvordan du vil have dit liv til at se ud. Vær ærlig omkring det, der ikke er godt. Tag nogle bevidste valg - brug f.eks. mere tid på børnene eller mindre på at arbejde. Man skal gå efter det, der føles rigtigt, selv om det koster noget for én og kan være hårdt.

RELATEREDE LINKS:

https://imgix.femina.dk/legacy/media/websites/femina-dot-dk/website/skoen-og-sund/krop-og-velvaere/1016-terapiformer/1016-terapiformer-kopi-3.jpg
https://imgix.femina.dk/legacy/media/70d8bc0f01d9404d9d2c9faf825b787c.jpg

Læs også