Underholdning

Billie Holiday sang sig igennem et liv med misbrug, overgreb og skuffelser

5. februar 2021
Fredag, 5. februar 2021 - 13:36 - af: Louise Kidde Sauntved. Foto: Mega, Ritzau/Scanpix, PR
Billie Holiday er flere gange blevet udråbt til verdens bedste jazzsangerinde. Men hendes historie er også fyldt med overgreb, misbrug, fængselsophold og voldelige mænd. En ny dokumentarfilm, ”Billie”, går bag om ikonet.

Billie Holiday brugte sin stemme som et instrument med en uforlignelig sans for timing og improvisation, men det var hendes rå sårbarhed og ærlighed, der for alvor gjorde hende til et ikon. Hun kendte til smerte, og det kunne mærkes, når hun sang.

”Billie sang sandheden. Hun kunne ikke andet.” Sådan beskriver veninden Sylvia Syms Billie Holiday i James Erskines nye dokumentarfilm, ”Billie”, der tegner et billede af en unik kunstner, men også en kvinde, der fra barndommen mødte mere modstand end de fleste.

Billie Holiday kom til verden 7. april 1915. Hendes mor var 16 år, hendes far 18, og de havde ikke planer om at være forældre. Derfor tilbragte Eleanora Fagan, som hun blev døbt, sine første år hos andre familiemedlemmer.

Hun var et egensindigt barn, der som bare niårig blev sendt på reformskole.

Som 11-årig forlod hun skolen for at arbejde på morens restaurant, men blev efter et voldtægtsforsøg sendt tilbage til reformskolen. Da hun kom ud, fik hun arbejde som stik-i-rend-pige på et bordel og gjorde rent i nabolaget.

Samtidig begyndte hun at interessere sig for musik. Særligt Louis Armstrong og Bessie Smith. Hun drømte om at synge som saxofonen på Armstrongs ”West End Blues”.

Nyt navn, nyt liv

Som 14-årig fulgte Eleanora sin mor til New York. Moren arbejdede som prostitueret, og snart havde Eleanora selv kunder.

Dog kun i få måneder, for både mor og datter blev arresteret for prostitution under en razzia og smidt i fængsel.

Da Eleanora blev løsladt et halvt år senere, begyndte hun at synge på natklubber i Harlem under navnet Billie Holiday – efter skuespilleren Billie Dove og sin far, Clarence Holiday.

Det rygtedes hurtigt, at her var en sangerinde af en særlig kaliber, og hun rykkede til større spillesteder som det legendariske Apollo Theatre, hvor hun blev opdaget af producer John Hammond, der orkestrerede hendes pladedebut sammen med Benny Goodman, da hun var 18 år.

Hammond har senere beskrevet hendes som ”den første kvindelige sanger, jeg havde hørt, der rent faktisk sang som et improviserende jazzgeni”.

I 1935 fik hun pladekontrakt og samarbejdede især med Teddy Wilson, som hun indspillede en række sange sammen med i tidens populære swingstil.

Op gennem 30’erne og ikke mindst 40’erne fik hun mainstreamsucces på etablerede pladeselskaber som Columbia og Decca med sange som ”Lover Man”, ”God Bless the Child” og ”Don’t Explain”.

LÆS OGSÅ: Kære Tessa. Du behøver ikke vide alt, og du behøver heller ikke italesætte alt

I 1937, da Billie var 22, kom hun med i Count Basies orkester. Her fik hun lov at vælge sit eget repertoire og blev hurtigt en af drengene. Hun var seksuelt udfarende og glad for en drink eller to.

Især blev hun gode venner med kollegaen Lester Young, der gav hende kælenavnet Lady Day – som reference til Count Basie. Selv var han Prez. Hun blev dog fyret af Count Basie efter få måneder, angiveligt fordi hun var for besværlig. Blandt andet ville hun ikke synge blues.

Det kan godt være, at den blå tone gennemstrømmede hendes sange om ulykkelig kærlighed, men den skulle ikke definere hende!

Politiske Billie

Hun blev dog hurtigt tilbudt et nyt job med Artie Shaws orkester. I 1938 var en sort sangerinde i front for et hvidt orkester stadig et særsyn, og det gav en del problemer, særligt i de raceopdelte amerikanske sydstater.

Ofte var hun nødt til at sove i bandbussen, fordi hotellet ikke ville give hende et værelse, og når hun fik lov at komme ind på en restaurant, bestilte hun en ekstra hamburger til tasken, fordi hun ikke vidste, om næste dør ville være åben eller lukket.

Hun oplevede også hånlige og racistiske tilråb. Den berømte dråbe var, da hun i november 1938 blev bedt om at tage serviceelevatoren på et af de hoteller, hvor de optrådte.

Kort efter forlod hun bandet.

Vidste du, at ...

Efter Billie Holidays død i 1959 steg hendes popularitet? I 1961 blev hun indlemmet i The Down Beat Hall of Fame, og kort efter genudgav Columbia Records næsten 100 af hendes tidlige plader.

I 1972 vandt Diana Ross en Golden Globe, og blev nomineret til en Oscar, for sit portræt af Billie Holiday i filmen ”Lady Sings the Blues”.

Efter sin død blev Billie Holiday nomineret til 23 Grammy-priser og indlemmet i The Grammy Hall of Fame.

Frank Sinatra var kæmpefan af hende? I et interview kort før Billie Holidays død beskrev han hende med følgende ord: ”Med få undtagelser har hver eneste af de store amerikanske popsangere i hendes generation været berørt af hendes geni. Det er Billie Holiday, der var, og stadig er, mit eget største musikalske forbillede.”

I 1970 indspillede han sangen ”Lady Day” som en hyldest til hende.

Der er en ny spillefilm på vej? Til april er der forventet premiere på en film, der fokuserer på retssagen mod Billie Holiday i 1947. Instruktøren er Lee Daniels, og Billie Holiday spilles af sangerinden Andra Day.

Hun havde på det tidspunkt allerede etableret sit navn, sange som ”What a Little Moonlight Can Do” var blevet jazzstandarder, og hendes stil blev kopieret af andre sangerinder.

Men det var ikke nok, når man var kvinde og sort.

Måske var det indignationen, der i 1939 fik hende til at indspille Abel Meerpohls sang ”Strange Fruit”, der med ordene ”Black bodies swingin’ in the Southern breeze/Strange fruit hangin’ from the poplar trees” talte åbenlyst om lynchning af sorte.

Billie Holiday insisterede på at synge den fra scenen på Café Society, en af New Yorks første natklubber for både sorte og hvide, selv om hvide selskaber jævnligt udvandrede i protest. Gæsterne blev instrueret i at være stille under introen, hvor Billie Holiday stod med lukkede øjne, som i bøn. Når sangen var færdig, blev lyset slukket.

På kant med loven

Billie Holiday beholdt ”Strange Fruit” på sit repertoire de næste 20 år. Sangen er blevet krediteret for at være med til at starte borgerrettighedsbevægelsen i USA og blev et kæmpe hit.

Men den rettede også et uønsket politisk fokus mod Billie Holiday, hvis forbrug af stadigt hårdere stoffer var stigende. Ikke mindst efter at hun blev introduceret til først opium og siden kokain af musikeren Jimmy Monroe, som hun giftede sig med i 1941.

Op gennem 1940’erne var hun i narkopolitiets søgelys, og i 1947 blev hun arresteret for narkobesiddelse. En mindre forseelse, men hendes berømmelse gjorde, at man ønskede at statuere et eksempel.

Retssagen fik overskriften ”The United States of America vs. Billie Holiday”, og hun konstaterede senere, at det var præcis sådan, det føltes – som om verden var imod hende.

 

Hun blev idømt et år og en dags fængsel i Alderson Federal Prison Camp. Under opholdet opførte hun sig eksemplarisk og endte med at blive løsladt før tid. Hendes manager overtalte hende til en comebackkoncert i selveste Carnegie Hall, selv om Billie Holiday var rystende nervøs for, at publikum havde vendt hende ryggen.

Det var dog uden grund.

Koncerten blev udsolgt i forsalg, og et stående bifald bekræftede hende i, at hun ikke var glemt.

De følgende år var dog hårde, ikke mindst økonomisk.

På grund af fængselsdommen havde hun fået inddraget sin tilladelse til at spille på steder, der serverede alkohol, hvilket inkluderede hendes faste klubber. Hun faldt hurtigt tilbage i sit misbrug, og allerede i januar 1949 blev hun igen arresteret på et hotelværelse i San Francisco. Samme år fik hun dog også et af sine største hits med ”Crazy He Calls Me”.

LÆS OGSÅ: Anne Mette Kirk: Jeg har været pissefuld. Jeg har været flirtende. Jeg insisterer på, at vi skal leve fuldt ud

Forvandlet på scenen

Det gik op og ned. Også på kærlighedsfronten. Billie Holiday havde fået indprentet af sin mor, at mænd ikke var til at stole på. Hvilket hendes egne erfaringer kun bekræftede hende i – i en grad, så hun i perioder foretrak kvinder.

Billie Holiday var vild og impulsiv og tiltrak mænd, der gerne ville tæmme den side af hende.

Louis McKay arbejdede for mafiaen, var karismatisk og kontrollerende – og hun faldt for ham med et brag trods venners advarsler. De blev gift i 1954, og Billie Holiday drømte om at skabe en rigtig familie. Måske et hjem for forældreløse børn. Louis McKay drømte om berømmelse og penge.

Ikke sjældent måtte Billie Holiday melde afbud til en aftale, fordi hun havde et blåt øje, som hun undskyldte med sin egen klodsethed.

 

Et hårdt liv med misbrug, overgreb og skuffelser var begyndt at sætte sig på stemmen. Hendes sceneoptræden og pladeudgivelser fik blandede ord med på vejen. Evnerne var der stadig, men Billie Holiday var ikke længere helt til stede.

Og så alligevel.

I forbindelse med udgivelsen af selvbiografien ”Lady Sings the Blues” i 1956 og den efterfølgende pladeudgivelse af samme navn gav hun to udsolgte koncerter i Carnegie Hall.

Gilbert Millstein fra The New York Times beskrev dem således: ”Hendes prøver var kaotiske. Hendes stemme var tynd, og jeg var chokeret over hendes fysiske svækkelse. Men om aftenen, da lyset blev dæmpet, kom Miss Holiday frem på scenen, iført en hvid kjole, med hvide gardeniaer i håret. Hun var rank og smuk, fattet og smilende. Og hun sang med al fordums kraft, som kun hun kunne.”

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Ingen fred

I januar 1959 blev Bille Holiday diagnosticeret med skrumpelever. I løbet af de følgende måneder tabte hun næsten 10 kilo, og hendes venner prøvede at overtale hende til at tage på hospitalet. 31. maj blev hun indlagt med lever- og hjerteproblemer.

Men selv ikke en dødssyg Billie Holiday fik lov at være i fred. Mens hun lå på hospitalet, blev hun arresteret og lagt i håndjern af Federal Bureau of Narcotics. En betjent blev placeret uden for hendes hospitalsstue, der blev ransaget.

Bille Holiday døde den 17. juli 1959. Til trods for at hun var et af forrige århundredes største musikalske ikoner, var hendes samlede formue på sølle 750 dollar. Hendes bo tilfaldt Louis McKay, der for længst havde fundet en ny kæreste, men nægtede at lade sig skille fra sin guldfugl.

Billie Holiday blev bare 44 år.

Endnu en af jazzens stjerner, der døde alt for ung.

Da hun selv på et tidspunkt blev spurgt, hvorfor så mange stjerner døde unge, svarede hun: ”Den eneste måde, jeg kan forsøge at forklare det på, er, at vi prøver at leve 100 dage på en dag. Selv forsøger jeg at give så mange mennesker som muligt, hvad de vil have. Jeg går ud fra, at vi alle lider.”