Se, lyt & oplev

Julekrimi - 4. afsnit

af Lotte og Søren Hammer 26. november 2012
Illustration: Sisterbrandt
Lotte og Søren Hammer er søskende og begyndte at skrive sammen for sjov. Men efter at de fik udgivet deres første bog ”Svinehunde” på Gyldendal i 2010, har de sagt deres job som sygeplejerske og lærer op for at skrive på fuld tid. De har lavet denne julekrimi til FEMINA. Her får du fjerde og sidste afsnit

Maria har klædt sig af, og hendes chef, som hun mistænker for afpresning, er nærmest i ekstase, da han kravler op ad stigen til hendes seng. Men netop som han tror, det er Himmerige, han er nået op i, skubber hun hårdt og nådesløst til ham.Til julefrokosten havde hun, i modsætning til tidligere, ikke afvist ham, da han atter en gang prøvede lykken. Tværtimod havde hun optrådt villigt og interesseret, og hurtigere end nogen kunne nå at sige: "Gamle gris," havde han hægtet sig fast på hende som en burre. De havde siddet ved siden af hinanden under det traditionelle bankospil, og hun havde leet ad hans indiskrete klappen. Senere havde hun flirtende fodret ham med oliven på tandstikkere og skænket op til ham, når hans glas var tomt. Og senere igen havde hun rødmet lillepigeagtigt, da han intimt betroede hende, at hun lignede en engel ... en lighed, han understregede med to kys i hendes øjne.På trods af hendes åbne attituder havde han alligevel ikke kunnet tro sine egne ører, da hun havde foreslået, at de skulle tage hjem til hende. Totalt forbløffet havde han spurgt hvorfor, og hun måtte gentage tilbuddet to gange, før han tøvende indvilligede. Ét var at hygge sig en smule til en fest, noget helt andet at ... Hun kunne næsten se, hvordan de modstridende følelser kæmpede i ham. Til sidst havde hun dog vundet.Nu godt en time senere var han så ved at forlade hendes lejlighed igen. Som hun havde regnet med, tog han for sig med hænderne mod vinduet. Det virkede umiddelbart som et solidt støttepunkt, men stabiliteten var forræderisk. Vinduet var kun lukket til, ikke låst, og hængslerne var velsmurte. Med et kort, skingert vræl styrtede han ud i vinternatten.Hun ringede 112 på sin mobil, tudede og skabte sig, så Vagtcentralen dårligt kunne finde mening i hendes ord, og hun løb halvnøgen ned ad trapperne, hysterisk, uden tanke for sig selv, da hun hørte ambulancen.Halvdelen af natten og det meste af lørdagen måtte hun bruge til at forklare sig. Hun havde holdt sig hundrede procent til sandheden, lige bortset fra detaljen om, at han var blevet skubbet og ikke var snublet selv. I det ulyksaglige sekund havde hun vendt ryggen til og ikke set, hvad der skete. Pludselig, åh, nej det var så svært at tænke på, var han bare væk. Hvilket i og for sig var sandt nok.De havde troet hende på ordet lige fra starten. Mandag morgen var Birger Palmgreen mødt tidligt for at forberede sin sørgetale over afdøde bestyrer Larsen. Banken var ekstraordinært lukket på grund af sorg, og han havde samlet alle ansatte og sagt, hvad der forventedes til lejligheden. Så havde han givet personalet fri og sat sig ind på sit kontor, hvor han døjede med formiddagens tredje kop kaffe. Den smagte ad helvede til, hvilket givet skyldtes fraværet af sukker, eller rettere: Tilstedeværelsen af det sødemiddel, der var godt for hans overvægt, men dårligt for hans smagsløg.Han var i et formidabelt humør, hvad situationen dog krævede han skjulte. Kurt var død, og alt var forløbet langt bedre, end han drømte om, da han sendte brevet. At Kurt ville være ude med snøren efter Maria til sommerfesten, sådan i al uskyldighed, havde han kalkuleret med, og at han denne gang ville blive modtaget med både åbne arme og ben var selvsagt ikke overraskende. Men han havde højst turdet håbe på, at hans amourøse eks-chef ville kompromittere sig, og helst så meget at han måtte forlade posten som bestyrer. Det var slet ikke faldet ham ind, at hans velproportionerede lille femme fatale ligefrem ville slå hans rival ihjel. Og denne gang kunne hovedsædet simpelt hen ikke komme uden om ham, når de udpegede en ny leder af banken.Med en grimasse tømte han resten af kaffen. Derpå opgav han sin standhaftighed, rejste sig, fandt et glas frem fra skabet og skænkede sig en velvoksen snaps. Over for sig selv undskyldte han sig med, at han i grunden havde temmelig meget at fejre. En gammel, men velfungerende traver. Så tog han en pæn slurk og mærkede den velkendte varme brede sig i kroppen. Om lidt ville han ringe til kriminalpolitiet og fortælle, at Kurt i sidste uge havde informeret ham om nogle uregelmæssigheder vedrørende Maria Angela, men senere havde insisteret på selv at ordne problemet. Brevet ville de finde i kopi på afdødes computer. Det var godt nok synd og skam og spild af fejlfri kvinde, men hun var helt enkelt for farlig at have rendende. Han kunne i alle tilfælde godt nære sig for at melde sig med fanen.Pludselig mærkede han, at det dunkede i tindingerne, hårdt og ubehageligt, og med det samme var han klar over, hvad der var under opsejling. Han havde prøvet det før, når han drak for tidligt efter en antabuskur, men aldrig med så kraftige reaktioner. Og han havde ikke taget antabus! Alligevel var symptomerne ikke til at tage fejl af. Han var allerede postkasserød i hovedet, og pulsen galoperede uhæmmet af sted i stadig mere opskruet kadence. Vaklende kom han på benene og ravede ud midt på gulvet, hvor han lige nåede at tænke, at det her kunne være direkte farligt. Så kapitulerede hans hjerte, og han sank sammen.Det var Maria, som et kvarter senere fandt ham. Hun lagde hurtigt hans kaffekop og surrogat-sukkerskålen med dens blanding af sødemiddel og antabus ned i sin taske. Hun smilede. Aalborg Akvavit og antabus - danish design, når det var bedst, nogle gange elskede hun sit land. Derefter forlod hun skrigende kontoret, mens hun tænkte, at nu manglede hun bare gamle Hemmingsen. Så var der ryddet op.Læs første afsnit herLæs andet afsnit herLæs tredje afsnit her