Julekrimi - 1. afsnit
5. november 2012Maria smilede til sig selv i spejlet. Kunne hun måske gøre for, at hun var smuk? Hun satte en pegefinger på sin underlæbe, lænede sig en smule frem og drejede hovedet let, så lyset faldt rigtigt. Havde hun måske selv skabt sit dejlige ansigt? Hun trådte et skridt tilbage og lod håndklædet glide på gulvet, mens hun fortsatte tankerækken: Eller sin velformede krop? Hun forsøgte sig med en række positurer. Nedslåede øjne, så de blidt afstemte jordfarver i hendes makeup kom til deres ret, bøjet hoved, som om hun ikke turde kigge op og dertil et lille undseeligt smil, blot en krusning med læberne, ikke mere: Troskyldighed, ubeskyttet hundehvalp. En drejning med kroppen, det ene ben let bøjet ind foran det andet, en arm koket om livet, hendes ene brystvorte, der lige akkurat tittede frem, hovedet i profil med Mona Lisa-smil: Kom og fang mig.
Det var vel ikke hendes skyld, at mænd kiggede og drømte. Blev hun måske spurgt, om hun ville være mål for de modige og hed fantasi for de øvrige? Selvfølgelig blev hun ikke det! Hun var Guds ansvar, Guds eller Fandens.
Så lagde hun sit kønne hoved tilbage og lo ad alt og intet, ganske gratis, så de lyse slangekrøller gyngede i takt.
Da hoveddøren smækkede bag dem, tog hun imod hans jakke og hængte den på bøjle for ham. Så dirigerede hun ham indbydende med løs håndledsbevægelse mod døren til stuen, hvorefter hun et halvt sekund for længe lagde fingerspidserne mellem hans skuldeblade for at lede ham ind. Han tog et hurtigt skridt fremad, som om hun havde skyndet på ham. Hun tænkte, at det her godt kunne gå hen og blive et større arbejde, end hun på forhånd havde troet.
Maria havde sunde interesser.
Hun holdt af orgelkoncerter, rejste gerne over hele landet, hvis hun opdagede et spændende kirkearrangement, specielt var hun forelsket i Bachs fugaer. Hun var en habil motionsløber, som man skulle være ganske skrap for at overhale, når hun gennemførte sin daglige tur, helt over til parken, rundt om det store kastanjetræ til højre for lågen og tilbage igen uden et eneste hvil. Hun gik jævnligt i teater, var åben over for såvel vaudeville som avantgarde; og hver torsdag passede hun sit fransk på aftenskolen, ja, hun kunne efterhånden læse både Camus og Sartre uden alt for mange opslag i ordbogen. Desuden havde hun en nydelig, om end lidt spæd, sangstemme, og var hun alene sang hun gerne højt for sig selv, oftest børnesange. Dertil kom, at hun elskede smukke ting: Tørklæder fra Hermès, silkebluser fra Oscar de la Renta, vintagekjoler fra Valentino, stiletter fra Christian Louboutin, og hvem ved? Måske en dag diamanter fra Harry Winston.
Han faldt i svime over hendes udsigt. Tænk, hver eneste dag at kunne se så langt, hvor måtte det være fantastisk. Hun gav ham ret, det var fantastisk. Hvis man brød sig om søvnige parcelhuskvarterer og motorvejsudfletninger. Det sidste sagde hun ikke. Han udpegede sit eget hus for hende, og hun stillede sig foran ham, lagde hovedet ind mod hans arm og fulgte hans finger. "Er det det med det grønne tag?" "Nej, det der bag birketræet." "Åh, jeg er så dum til den slags, der er så mange huse," hun lænede sig bagud. Han blev ved at pege, tålmodigt og fantasiforladt. Til sidst gav hun op og fandt hans hus.
Og så stjal hun.
Effektivt, velovervejet og dygtigt.
Sidste år havde hun forøget sin indtægt med knap 210.000 kroner, et resultat, hun dengang var ganske tilfreds med, men i år ville hun næsten fordoble beløbet. Tanken fyldte hende med stolthed. Det var de færreste på hendes arbejdsplads, hvis nogen overhovedet, der havde en disponibel indtægt af denne størrelse. Og dertil skulle man naturligvis lægge hendes almindelige løn, selvom den ikke var noget at prale af.
Maria var kasserer i en bank.
Hun bad ham åbne vinen og hentede to glas samt skålen med jordbær, som hun i morges havde stillet parat i køleskabet. Da hun kom tilbage, sad han med flasken foran sig, forsigtigt, som bar han et spædbarn. Han var helt væk: Chablis Les Clos fra 2007, sikke dog en perle, men var hun sikker på, at hun ikke ville gemme den til en mere festlig lejlighed? Hun slog sine lyse krøller om bag ved øret med et fejende kast med hovedet, som var hun til audition på en L'Oréal-reklame, så lo hun hjerteligt. Selvfølgelig skulle det være nu, hvornår ellers? Han begyndte andægtigt at læse op fra etiketten på dårligt fransk. Hun tænkte: Hvordan konkurrerer man med en flaske vin?
Slutningen af juni op til ferieperioden var en travl tid i banken, og Maria elskede at have travlt. Så gik tiden hurtigere, og omsætningen i hendes private gesjæft steg tilsvarende. Hun klagede ikke. Når det regnede på banken, dryppede det på kassereren, som hun yndede at tænke, mens et uskyldigt smil bredte sig på hendes yndige ansigt, og var nummersystemet i stykker, valgte endnu flere folk køen ved netop hendes kasse. Om godt tyve dage havde hun ferie, og i år havde hun råd til at tage på indkøbsture til de helt rigtige steder: Milano, London, New York og så selvfølgelig Paris. Hendes smil blev bredere, hvor var livet herligt!
Da hun satte sig i sofaen, trak hun sit ene ben op under sig, og lagde det andet over kors. Hun skubbede sin wedge af foden. Næsten, den hang og dinglede, når hun vippede med sine tæer. Vienna fra Jimmy Choo, og hendes tånegle var nylakerede. Naturligvis, hun hadede afskallet neglelak. Hun havde valgt Malice, den sort/røde lak med et metallisk skær, der var vinterens must have fra Chanel. For første gang fangede hun hans blik, og det lykkedes hende at fastholde det, da hun dovent lagde hovedet mod sofaens ryglæn og smilede skælmsk til ham. "Hvorfor tager du ikke slipset af? Det må da være varmt." Hun knappede en knap op i sin bluse for at illustrere, hvor varmt det var.
Hendes speciale var pensionister. Over for dem kom hendes hjælpsomme væsen og glansbilldeagtige ydre allermest til sin ret. Det var, som om et langt liv havde lært dem at sætte mere pris på søde smil og imødekommende venlighed, end deres yngre medborgere gjorde. Efter kun to år i jobbet havde hun allerede opbygget sig en stor personlig kundekreds, ældre mennesker, som insisterede på at blive ekspederet af netop hende. Det var et faktum, der ikke var gået hen over hovedet på hendes overordnede, og som gjorde hende immun under de tilbagevendende prikkerunder.
Hun lagde benene over kors, bøjede sig fremefter og tog fat om vristen på sin øverste fod. Så kørte hun med en glidende bevægelse hånden op ad benet, langs sin læg og derefter sit lår. Hun afsluttede bevægelsen ved hoften, skød så brystet frem og rakte ud efter sit glas, hvorefter hun lænede sig afslappet tilbage og tog en lille tår. Elle Woods i Legally Blonde, hun havde ofte øvet sig, og det virkede. Han åd hende med øjnene.