Iris gold
Se, lyt & oplev

Iris Gold hylder den nøgne kvindekrop i ny musikvideo

15. september 2022
Af Sara Nørgaard
Foto: Lars H. Laursen
I sin nye musikvideo hylder Iris Gold kvindekroppen og morkroppen uanset race og religion. Det gør hun ved at vise den, præcis som den er.

Nøgen på en hest. Den idé fik Iris Gold, da hun skulle lave musikvideoen til sin nye sang "Woman".

– Jeg får nogle gange nogle idéer, her var det, at jeg skulle ride nøgen. Det er først, når jeg står der, jeg tænker, fuck, griner Iris, der faktisk er bange for heste.

Sangerinden, som man netop nu kan opleve i "Toppen af poppen" på TV 2, føler indimellem, at hendes impulsivitet kan få hende til at virke dum, men hun vil heller ikke være den foruden.

– Hvis jeg overtænker ting for meget, så bliver det lidt kedeligt. Der skal jo ske noget nogle gange, siger Iris.

Hun håber, at videoen kan handle om mere end bare nøgenhed, for der er en god grund til, at hun optrådte nøgen, kort efter hun havde født sin søn.

– Min krop så jo anderledes ud, efter jeg havde født, og det er den krop, der er på hesten. Jeg vil fortælle, at sådan her kan man også se ud, siger Iris.

– Der er hængepatter, og der er mælk i dem. Men jeg vil vise, hvor smukke kvinder er på alle mulige måder uanset race, religion og klasse. Vi er alle smukke på hver vores måde, og det uperfekte er også perfekt, forklarer Iris.

På rideturen var hun en smule nervøs, men det gik.

– Det var det hele værd, det er bare bryster, som man bruger til at amme. Det er ikke et våben, siger sangerinden.

Du kan se Iris Golds modige video herunder:

Artiklen blev første gang bragt på Se og Hør. Dette er en redigeret version.

Læs også