Aktiviteter i efterårsferien
Se, lyt & oplev

Inspiration: Det kan du lave med børn i efterårsferien

12. oktober 2018
af Charlotte Kobberøe Fink
Foto: Panthermedia
Efterårets hyggeligste uge skydes snart i gang, og er du så heldig at skulle tilbringe tid med dine børnebørnene, børn eller andre skønne unger i din omgangskreds, så får du her forslag til hyggelige ting, I kan lave sammen.

Det kan du lave med børn i efterårsferien

Er der noget så hyggeligt som kvalitetstid med børn? Det kan dog være rart at have en aktivitet eller to planlagt, og vi har derfor samlet en lille oversigt over dejlige ting, I sammen kan lave derhjemme, eller som kan danne rammen om en spændende udflugt.

Hjemme:

Gå en tur i køkkenet

Tag børnene med i køkkenet, og brug en hel dag på sammen at bage boller, brød, kager eller måske en ret med sæsonens råvarer. Nyd, at I har god tid, og at der er plads til, at en halv pose mel ryger på gulvet, og at bage-seancen måske skal afsluttes med et bad.

Prøv eksempelvis disse lækre müsliboller, som mætter godt

Hyg med spil og puslespil

Nyd nærværet ved sammen at lægge et puslespil, eller hyg jer med et godt brætspil. Måske kan du få børnene til at lære dig et nyt spil, eller du kan lære dem et, de måske ikke kendte.

Lav græskarlygter

Halloween er lige om hjørnet, og selvom vi nok er flere, der kan have lidt svært ved at forstå kærligheden til de amerikanske traditioner, der de sidste år har vundet indpas i Danmark, så er der nu alligevel noget (u)hyggeligt over de orange græskarlygter, der lyser op i efterårsmørket. Brug et par timer i haven med børnene, og hjælp dem med at tegne og udhule deres eget græskar – skallen kan være hård, så det kræver en god kniv og en voksenhånd at nå sikkert i mål.

LÆS OGSÅ: Sådan dyrker du dine egne græskar

Efterårskreativ

Efterår er en af de smukkeste årstider, så det er oplagt at tage en tur i skoven og samle naturens eget guld: Kastanjer, agern og smukke gyldne blade. Lav kastanjedyr, fine collager eller måske en krans til døren ved at trække blade på ståltråd. Kun fantasien sætter grænser.

LÆS OGSÅ: Flere gode tips til, hvad du kan lave med børn i efterårsferien

Tag på tur

Det ganske land bugner af tilbud til børn i efterårsferien, og der er helt sikkert også masser af spændende aktiviteter i en by nær dig, som kan være hyggelige at deltage i. Se bare her, hvor vi har samlet et udsnit af de ting, du kan opleve i uge 42.

Vest for lillebælt:

Historisk tidsrejse på Koldinghus

Rejs 750 år tilbage i tiden, og hjælp Erik Klipping med at få sin hukommelse tilbage – han har nemlig glemt, at han var i krig med tyske stormænd og dermed også, at han var i gang med at bygge borgen Koldinghus. Undervejs kan du blandt andet opleve Mester Peders hatteteater, væbnerskole, spedalskhedshospital, sang og dans og forskellige workshops.

Dato: 15.-19.10 2018 fra klokken 10-16.

Entre: Voksne: 125 kr. Børn: 30 kr.

Læs mere her

Halloween i Mønsted Kalkgruber ved Stoholm

Traditionen tro får gæster i efterårsferien mulighed for at lave deres egne græskarlygter, som de selv må placere i de spændende kalkgruber under jorden, så se bliver oplyst. Der er også quiz for børn, og så er oktober også højsæson for at opleve flagermus. Hør også de spændende historier om Jens Langkniv, som i fordums tid gemte sig i de underjordiske huler.

Dato: Alle dage 10-17.

Entre: Voksne: 80 kr. Børn fra 4 år: 40 kr.

Læs mere her

Halloween i Tivoli Friheden i Aarhus

For 10. år afholder Tivoli Friheden i Aarhus Halloween, hvor der er masser af familievenlige aktiviteter hele efterårsferien. Der er blandt andet teater, græskarudskæring, og så kan I hver dag klokken 14 møde Hr. Skæg kendt fra Ramasjang på friluftsscenen.

Dato: 13.-21/10: 11-21 (dog kun til 18 d. 21.)

Entre: Voksne og børn over 90 cm: 120 kr. Børn under 90 cm: gratis.

Læs mere her

LÆS OGSÅ: Hvorfor fejrer vi egentlig Halloween?

Vild efterårsferie på naturhistorisk museum i Aarhus

I efterårsferien kan børnene på Naturhistorisk museum blive meget klogere på, hvorfor fx fugle tager på træk, hvaler og vildsvin vandrer, og hvordan dyr generelt finder vej igennem naturen. Under titlen ”En rejse for livet” har museet arrangeret masser af spændende aktiviteter for både børn og voksne, hvor man blandt andet kan komme helt tæt på en levende fugleedderkop, tage på skattejagt i museets udstillinger eller se, når de dissekerer dagens dyr.

Dato: Alle dage i efterårsferien 9-17.

Entre: Voksne: 90 kr. Børn under 18 år: Gratis

Læs mere her

Vær dyrepasser for en dag i Aalborg Zoo

Har dit barnebarn en dyrepasser i maven eller er han eller hun blot glad for dyr, så åbner Aalborg Zoo i efterårsferien op for, at børn kan komme helt tæt på jobbet som dyrepasser og hjælpe ved at fodre dyrene og gøre rent i burene. Der er også masser af shows rundt omkring i zoo, hvor man kan blive klogere på de mange spændende dyr.

Dato: Åbent alle dage fra 10-16.

Entre: Voksne: 190 kr. Børn (3-11 år): 119 kr.

Læs mere her

Høstfest i Faarup sommerland i Blokhus

Er vejret fint, kan I bruge en dag i Faarup sommerland, som er pyntet op til høstfest, og hvor I både kan prøve de traditionelle forlystelser, eller I kan opleve alle de unikke efterårsoplevelser – eksempelvis kan I gå på opdagelse i halmballelabyrinten, tage på Egern og Pindsvins høstmarked, eller I kan besøge bondegården og møde dyr og en vaskeægte landmænd.

Dato: Åbent 13.-21/10 10-17.

Entre: Alle dage i efterårsferien er der Bedsteforældredage, hvor bedsteforældre kommer ind for 99 kr., hvis de følges med børnebørnene. Børn fra 3 år koster 230 kr.

Øst for lillebælt:

Smag på middelalderen i Esrom Kloster

Gå på opdagelse i, hvad man spiste i middelalderen i de forskellige samfundslag, når klostergården på Esrom Kloster omdannes til et middelalderligt køkken. Både børn og voksne kan selv være med til både at spise og tilberede maden.

Dato: 15.-19./10 alle dage fra 11-16.

Entre: Voksne fra 15 år: 75 kr (inklusiv adgang til klosteret). Børn 4-14: 50 kr. (inklusiv adgang til klosteret). Børn under 4 år er gratis.

Læs mere her

Dragefestival i Kerteminde

Lørdag d. 20. oktober kan børn og voksne både selv flyve med drage på stranden, eller de kan se alle de flotte drager, som Dansk Drage Klub flyver med. Børn kan medbringe deres bamse, og hvis den tør at springe i faldskærm, kan den få et faldskærmsbevis! Der er også biologer, så man kan lære mere om strandens og havets dyr.

Dato: 20/10 10-16.

Entre: Gratis for alle.

Læs mere her

Børnekulturfestival på Langeland

Hele uge 42 står i børnene og kulturens tegn på Langeland, hvor der er masser af sjove arrangementer at deltage i såsom teater, guidede ture, værksteder og koncerter.

Se program og tidspunkter her

LÆS OGSÅ: Gyldne efterårsdage - lad dig inspirere

Magiske dage i Odense

Tre dage i efterårsferien er der byfest i Odense, hvor arrangementer i byens rum skaber magiske oplevelser for hele familien. Besøg blandt andet troldmandskollegiet, tag på en magisk tur med trolddomstoget, eller se de nordiske mesterskaber i Quidditch!

Dato: 18.-20/10.

Køb billetter på forhånd, og se program og tidspunkter her

Halloween i Tivoli i København

Tivoli åbner i år for 13. gang dørene til en magisk halloweenfest, hvor blandt andet over 20.000 græskar, spøgelser, svævende koste og lys danner rammen om en gennemført Halloweenoplevelse. Efterårsferien byder traditionen tro på DM i kæmpegræskar, forskellige halloweenaktiviteter for både de mindre og de større børn – blandt andet trick-og-treat-skattejagt og forestillinger med Rasmus Klump på plænen – og så kører forlystelserne selvfølgelig.

Dato: 13./10-4/11. Søndag-torsdag: 11-28. Fredag-lørdag: 11-24.

Entre: Voksne og børn fra 8 år: 120 kr. Børn: 3-7: 50 kr.

Læse mere her

Flyv med drage på Amager strand

Også på Amager har I mulighed for at sætte vind under dragerne i efterårsferien, når Naturcenter Amager Strand holder åbent hus og drageflyvning hele efterårsferien. Medbring jeres egen drage, eller byg sammen en af Naturcentrets materialer for 40 kr., og slip dragerne løs.

Dato: Alle dage i efterårsferien fra 10-14.

Entre: Gratis

Læs mere her

Efterårsferie på Bakken i Klampenborg

For første gang i år kan man nu besøge Bakken i efterårsferien, hvor forlystelserne er åbne, og der er masser af underholdning for de mindste. Blandt andet optræder Onkel Reje hver dag på Friluftsscenen, der er ansigtsmaling, 5-kamp for børn og underholdning og trylleri med Pjerrot. Det er også en mulighed at gå en tur i den efterårsklædte omkringliggende Dyrehave.

Dato: 12./10-21./10. 11-21 (d. 12. fra klokken 14).

Entre: Gratis adgang til selve Bakken.

Læs mere her

I lære som spion på Krigsmuset i København

Tag på et historisk besøg på Krigsmuseet i efterårsferien, hvor børn i alderen 6-12 år kan komme i lære som spioner, som under Den Kolde Krig skal sendes ind i Sovjetunionen!

Dato: Tirsdag-søndag: 10-17. Mandag: Lukket.

Entre: Voksen sammen med barn: 60 kr. Børn under 18 år: Gratis

Læs mere her

Få mere inspiration til hvilke arrangementer, der foregår i dit nærområde, på www.visitdenmark.dk . Se også gerne i din lokalavis, hvor der oftest reklameres for gratis arrangementer i nærområdet.

Kilder: visitdenmark og de angivne hjemmesider til de forskellige events

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200.jpg

Læs også