Hjalmer Larsen
Se, lyt & oplev

Hjalmer troede, han skulle dø: Hjertet bankede med 200 slag i minuttet

22. juni 2022
Et par år efter sin fars død i 2018 fik Hjalmer sig en brat opvågning fra det travle liv, han indtil da havde levet

Da corona ramte i 2020, kunne den nu 26-årige Hjalmer ikke mere.

Hans far Kim Larsen gik bort i 2018. Midt i sorgen havde popsangeren stor succes med hundredevis af koncerter. Men udsigten til en nedlukning gjorde, at Hjalmer endte med et voldsomt angstanfald, afslører han i Go’ Morgen Danmark.

- Pludselig begyndte mit hjerte at banke med 200 slag i minuttet, og så ringede jeg til min mor og sagde, at jeg troede, at jeg var ved at dø, og at jeg havde fået et hjertestop, siger han.

I lang tid havde han presset sig selv op i et hjørne med alt for meget arbejde i et liv, der havde ændret sig markant på et splitsekund, efter hans fars død, forklarer han.

Hjalmer har tidligere åbnet op om sorgen efter sin fars dø, da han deltog i TV 2-programmet “Toppen af Poppen”.

- Og jeg var bare fucking ødelagt indeni. Samtidig stod jeg med en karriere, som det sidste halvandet år var begyndt at gå rigtig godt. Alt det, som jeg havde kæmpet for, siden jeg var 13 år, var begyndt at ske, fortalte Hjalmer i programmet, hvor han forklarede, at han oplevede hele sorgprocessen som et ”kaos”

I dag har Hjalmer lært at sige nej. Efter angstanfaldet begyndte han at træne, og han satte pris et glas vin med vennerne og prioriterede familie over arbejde.

Artiklen blev første gang bragt på Se og Hør. Dette er en redigeret version.

Læs også