Gør juleaften til noget særligt: Her er 20 gode ideer
Juleaften

Gør juleaften til noget særligt: Her er 20 gode ideer

16. januar 2023
af Redaktionen
Foto: Unsplash
De fleste familier har helt særlige traditioner juleaften, men måske du har lyst til at skabe dine egne nye traditioner? Læs med her og bliv inspireret til hyggelige og anderledes aktiviteter juleaften.

Er det første gang, du skal holde en juleaften? Eller mangler du lidt inspiration til en anderledes og hyggelig jul?

Hvis du gerne vil gøre juleaften til noget særligt for børn og voksne, så skal du læse med her.

Vi har samlet ideer til hyggelige juletraditioner, en god julemenu og anderledes juleaktiviteter.

Hvad kan man lave juleaften?

Julen er hjerternes fest, hvor familie og venner samles om god mad og hyggelige aktiviteter. Men for mange, er det også en tid med afsavn, ensomhed, og familier der ikke kan enes.

Hvis du trænger til at ryste posen med de gamle traditioner og skabe en særlig eller anderledes juleaften, kan du blive inspireret herunder.

1. Bliv julevenner

Røde Kors arrangerer hvert år julevenner til danskere, der holder jul ufrivilligt alene. Hvis du mangler et sted at holde jul, eller hvis der er plads til en ekstra om dit julebord, så kan du tilmelde dig hos Røde Kors. De sørger for at matche gæster og værter med hinanden, så ingen sidder alene.

Du kan tilmelde dig her.

2. Se en julefilm

Måske har du allerede en særlig julefilm, som du skal se i julen?

Det kan være en hyggelig tradition at se en julefilm enten som optakt til juleaften, eller når aftenen slutter. Julen er også en tid, hvor der skal lades op og slappes af, og det kan man passende gøre med en film i fjernsynet.

Bliv inspireret til nye og gamle julefilm i artiklen nedenfor.

3. Besøg af julemanden

Et besøg af julemanden vil helt sikkert være et hit hos de yngste. Lav en aftale med en nabo eller en ven, der kan komme forbi i julemandskostume og med den store gavesæk. I kan evt. aftale at lave turnus, så I spiller julemand for hinandens børn.

4. Tag en ret med hver især

Undgå stress i køkkenet og aftal med dine gæster at tage en ret med hver især. På den måde kan I spare tiden i køkkenet og bruge den på andre aktiviteter. Det kan også være, at dine gæster har andre traditioner og laver noget andet julemad, end det du plejer at få.

Hvad skal man spise juleaften?

De fleste danskere spiser and, flæskesteg, hvide kartofler, sovs, brunede kartofler og rødkålssalat juleaften. Til dessert er det normalt at spise risalamande med en mandel i, hvor den heldige der finder mandlen, vinder en gave.

Bliv inspireret til en klassisk julemenu i artiklen nedenfor.

5. Bliv frivillig

Hvis du vil prøve noget nyt juleaften og tilbringe aftenen ude, så kan du vælge at blive frivillig og skabe en hyggelig juleaften for andre. Frelsens Hær holder blandt andet juleaften på væresteder og i lokalforeninger rundt omkring i landet. Du kan også tjekke på Facebook, om der er et julearrangement i din by, hvor du kan hjælpe til.

6. Gå i kirke

At gå i kirke juleaftensdag er en tradition i mange danske familier. Det kan være en god måde at komme i julestemning på og få sunget nogle af julens samler. Nogle kirker afholder også midnatsgudstjenester juleaften, hvor der er en helt særlig stemning.

Hvorfor går man i kirke juleaften?

Juleaften er den dag, hvor allerflest danskere går i kirke. Oprindeligt gik man i kirke d. 25. december, da det er ifølge kristen tradition Jesus’ fødselsdag.

Vor Frue Kirke begyndte senere at afholde en kort gudstjeneste om eftermiddagen d. 24. december, og traditionen har senere spredt sig til resten af landet og udkonkurreret kirkegangen d. 25. december. Først i 1992 blev d. 24 december officiel gudstjenestedag i folkekirken. Det skriver kristendom.dk.

Hvorfor går man i kirke juleaften

7. Tag på ferie eller højskole

Hvis du ikke gider juleræset i år, kan du i stedet bruge pengene på en ferie, et kroophold eller et højskoleophold. Hvis du er ude i god tid, kan du være heldig at holde jul i varmen eller lære og opleve nye ting sammen med andre på en højskole i Danmark.

8. Lav pakkespil

Hvorfor kun lave pakkespil til julefrokosterne op til jul? Pakkespil er ofte et hit hos de yngste og kan være en sjov aktivitet mellem middagen og gaverne – eller i timerne op til julemiddagen, hvor tiden ofte kan gå langsomt for de mindste.

9. Giv gaver på en anderledes måde

Bruger i for mange penge og tid på julegaver juleaften? Så kan I vælge at bytte julegaverne ud med en stor fælles familiegave eller en fælles oplevelse. I England er det særligt populært at lave ”Secret Santa”, hvor man får tildelt en person at give en gave til – ingen må dog vide, hvem man giver gave til. Når modtageren har pakket sin gave op, skal vedkommende gætte, hvem gaven er fra.

10. Gå en tur

Efter and, sovs og kartofler kan det være rart at gå en tur i kulden, inden det er tid til risalamande. Der er ofte en helt særlig og stille stemning i byen, når alle er indendørs og holder juleaften. Det kan også være hyggeligt at kigge på de mange julelys i mørket.

11. Gem en gave til julemorgen

Tiden suser ofte afsted juleaften, og lige pludselig er den aften, man har brugt dage på at forberede ovre. Hvis du vil forlænge hyggen, kan du gemme en gave, som I kan åbne julemorgen. Det vil blive en glædelig overraskelse for hele familien.

Hvad kan man lave juleaften

12. Læs en julehistorie

I stedet for at samles om julefilm og fjernsyn, kan det være hyggeligt at samles om en julehistorie. I kan skiftes til at læse højt eller vælge en med gode fortælleevner til at læse. Her er fem hyggelige og gode julebøger til hele familien:

  • Peters Jul af J. Krohn
  • Et Juleeventyr af Charles Dickens
  • Julefortællinger af Astrid Lindgren
  • Da Julen kom til Mumidalen af Tove Jansson
  • Historien om Nissen af Bjarne Reuter

13. Lav en taknemmelighedsliste

Julen er også en tid, hvor du kan reflektere over året, der er gået, og hvad du er glad for at have oplevet. I kan sammen eller hver for sig lave en liste med gode oplevelser og ting, som I har været taknemmelige for i løbet af året. Listen kan også være en mulighed for at se fremad og tale om, hvad du ønsker for det nye år.

14. Lav en julequiz

Hvor stammer julemanden fra? Hvad er danskernes fortrukne julekalender? Og hvem opfandt risalamande?

Forbered en julequiz for familien, som I kan lave under eller efter middagen. Det er en hyggelig måde at få engageret både unge og gamle i snakken.

15. Spil et brætspil

Hvis du ikke har tid til at forberede en julequiz, kan du i stedet finde et brætspil frem, som I kan samles om juleaften. I kan lave hold med både børn og voksne, så alle har en fair chance for at være med. Gode brætspil for hele familien er blandt andet:

  • EGO Family
  • Cranium
  • Hint
  • Partners

16. Inviter en international studerende

Hvert år er der en lang række internationale studerende på landets universiteter, der ikke har et sted at holde jul. Hvis du vil lære noget om en anden kultur og har en ekstra plads ved julebordet, kan du invitere en udvekslingsstuderende til juleaften. Tjek på landets universiteters hjemmesider eller Facebook, om nogle mangler et sted at være juleaften.

17. Syng nye julesange

Der findes en række nye julesange, der også vil være sjove og hyggelige at synge juleaften. I kan skiftes til at vælge en sang, så der er noget for alle i familien.

Hvad kan man lave juleaften, ideer til juleaften

18. Tag en julesweater på

Hvorfor ikke gøre lidt særligt ud af påklædningen juleaften? I kan købe julesweatre til hele familien, et juleslips til din onkel eller nissekostumer til børnene. Det vil helt sikkert skabe en festlig stemning – og så kan I også få taget et sjovt familiefoto, når alle er klædt julet på.

19. Lav en skattejagt for børnene

I de mange timer op til juleaften, kan det være svært for de yngste at vente. Her kan en skattejagt være en god ide for at få tiden til at gå hurtigere. Det kan være nissen har gemt alt julepynten til træet eller lagt små opgaver og gåder ud, der skal løses. I kan også vente med skattejagten til om aftenen, hvor en eller to af gaverne er blevet gemt i huset.

20. Julebanko

Print bankoplader ud med enten tal, juleord eller julemotiver til en omgang julebanko. Det er en aktivitet som hele familien kan være med på. I kan hver især tage en lille gave med, så der er mere på spil.

Læs også