The Tinder Swindler
The Tinder Swindler

Cecilie blev snydt af Tinder-svindleren for 1,7 millioner. Nu strømmer pengene ind

15. februar 2022
af Signe Fage, Redaktionen
Foto: Netflix, Tore Kristiansen/AFP/Ritzau Scanpix
Tinder-svindleren Simon Leviev – eller Shimon Hayut – har snydt kvinder for over 65 millioner kroner. Cecilie Høyfjell er en af dem, og nu har hun sammen med to af ofrene lavet en indsamling.

Artiklen blev første gang bragt i Se og Hør.

De seneste par dage har mange snakket om Netflix-dokumentaren "The Tinder Swindler", hvor én mand ved navn Simon Leviev har narret mange millioner kroner ud af kvinder, han primært har mødt på datingappen Tinder.

Han inviterede dem på ekstraordinære dates med privatfly og alt på menukortet fra restauranter.

Problemet var bare, det ikke var hans egne penge, han brugte. Det var andre kvinders penge.

Det betød, at han forsvandt, når regningen skulle betales, efter de havde lånt ham penge af svimlende beløb.

Knust hjerte og tom konto

Der var tre kvinder, som stillede sig frem og fortalte deres historie med svindleren i den nye Netflix-dokumentar.

Cecilie Fjellhøy
Cecilie Fjellhøy.

Cecilie Høyfjell er en af de kvinder, der faldt for den nærmest Disney-agtige romance. Så da hendes prins kom i nød og manglede penge, lånte hun ham dem selvfølgelig.

Det blev til 200.000 pund eller over 1,7 millioner danske kroner.

Pengene kom ikke, og Simon forsvandt. Tilbage stod Cecilie med et knust hjerte og en tom bankkonto.

The Tinder Swindler
Simon Hayut skiftede navn til Simon Leviev, så han kunne narre kvinder til at tro, at han var beslægtet med Lev Avnerovich Leviev, en israelsk forretningsmand, der også er kendt som "Diamantkongen". Han blev arresteret af det græske politi tilbage 2019 for bedrageri.

Flere snydt

Det viste sig, at Cecilie ikke var den eneste, der var blevet snydt af kærlighedssvindleren. Hele hans fidus var at låne penge af den ene kvinde for at gøre kur til den næste.

Når han så havde imponeret dem nok, fik han, med en vild historie om hans sikkerhed og lovning på tilbagebetaling, snydt penge ud af kvinderne.

The Tinder Swindler
Cecilie Fjellhoy, Ayleen Charlotte and Pernilla Sjöholm.

Kvinder, der gav ham deres opsparinger og optog lån i den gode tro, at deres penge ville komme tilbage, for hvorfor ville deres kæreste eller ven snyde dem?

Det skete også for Pernilla Sjoholm og Ayleen Charlotte. Han fik snydt næsten 300.000 kroner ud af Pernilla, mens Ayleen blev snydt for over 900.000 kroner.

Har oprettet indsamling

Det skønnes, at Simon Leviev har snydt kvinder for over 65 millioner kroner, men kun de tre kvinder fra dokumentaren har stillet sig frem og fortalt deres historie.

Efter dokumentaren er blevet vist, har de fået flere henvendelser fra folk, der gerne vil hjælpe dem økonomisk, efter de har mistet deres penge.

Derfor har de nu oprettet en indsamling på GoFundMe, hvor folk kan støtte. Og det er ikke små beløb, der er kommet ind.

Søger millioner

De søger over 5,3 millioner kroner i deres indsamling.

– Vi ved, der er tusindvis af andre værdige sager at donere til, og vi er evigt taknemmelige for, I vil donere til denne, står der blandt andet til indsamlingen.

– Alt vi vil, er at få vores liv tilbage, skriver de også.

Og selv om 5,3 millioner kroner kan lyde som meget, er indsamlingen gået meget godt indtil videre.

I skrivende stund har de fået over 6.000 donationer, og de har samlet over 1 million kroner sammen.

Læs også