festival
Se, lyt & oplev

5 fine festivaloplevelser

3. maj 2019
af Tine Bendixen
Foto: Dennis Frandsen
Den danske festivalsæson nærmer sig, og der er nok til at fylde det meste af sommeren ud med koncerter under åben himmel. Er du på jagt efter store oplevelser i lidt mindre rammer, så læs med herunder, hvor vi guider til nogle af sommerens hyggeligste festivaloplevelser

Nibe Festival (3.-6. juli)

I Skalskoven i Nibe ligger Nibe Festival, som i løbet af fire dage afholder ca. 100 koncerter. Selv om festivalen faktisk er landets sjettestørste, skaber de naturlige omgivelser en naturskøn festival. Programmet prydes af navne som Mø, Westlife og The Minds of 99. Se mere på nibefestival.dk.

Samsø Festival (17.-20. juli)

Samsø Festival kaldes også for Danmarks Hyggeligste Festival på grund af den intime stemning og charmerende placering helt nede ved vandet. Det giver mulighed for en svømmetur under festivalen. I år kan du bl.a. opleve Tina Dickow, Folkeklubben og Thøger Dixgaard. Se mere på samfest.dk.

Musik i Lejet (18.-20. juli)

Den lille festival Musik i Lejet i Tisvilde ligger lige ud til vandet, så det er her, du skal hen, hvis du er til volleyball på stranden og solnedgang over bølgerne. Festivalen er også kendt for at booke solide internationale hiphop- og R&B-kunstnere, men blandt årets navne er også danske Phlake og Søren Huss. Se mere på musikilejet.dk.

Langelandsfestival (20.-27. juli)

Der er dømt ægte ø-stemning, når Langelandsfestival for 29. gang finder sted i Rudkøbing på Langeland. Sidste år havde festivalen droppet de udenlandske navne, og det ser ud til at fortsætte i år, hvor Medina og D-A-D kan findes på plakaten. Tag på Langelandsfestival for den lune stemning og de familievenlige omgivelser. Se mere på langelandsfestival.dk.

Tønder Festival (22.-25. august)

Selv om Tønder Festival hvert år har danske kendinge på programmet som Savage Rose, som i år åbner festivalen, skal man ikke tage til Tønder for den typiske festivaloplevelse. Her er der fuld smæk på country- og roots-oplevelserne, og for mange er Tønder Festival årets musikalske højdepunkt. Oplev bl.a. John Prine, Kate Rusby og Skipinnish. Se mere på tf.dk.
https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370_4.png

Læs også