robert hansen
Underholdning

Robert Hansen: "Jeg har simpelthen haft så meget angst"

20. september 2018
af Tine Bendixen
Foto: Nellie Møberg
Robert Hansen mistede først sin elskede mor. Så blev han akut hjerteopereret. Og så fik han en hjerneblødning. Den slags kan enten få mennesker til at miste fodfæstet. Eller blive voksne. Robert er blevet det sidste. Hans femårige søn Herman er en del af forklaringen.
Kasket og et skævt smil. Robert Hansen har det drengede intakt. Men der er noget nyt, blødt og sårbart i øjnene. Først mistede han sin mor, og så var der to gange sygdom af den alvorlige slags. Han joker med, at Riget efterhånden er hans andet hjem. Efter den akutte hjerteoperation i 2015 kan man faktisk høre det lille dok-dok-dok fra anordningen, der får hans hjerte til at slå. Hjerneblødningen i 2017 klarede han sig også igennem. Robert har på ingen måde glemt alt det, der er sket. Men han er ude på den anden side. I live. Han bruger selv ordet intakt om sit arbejdsliv. Det har ventet på ham. Lige nu spiller han ”gamle Viktor” i ”Kærlighed ved første hik” – musicalversionen af filmen med samme titel fra 1999. Rollelisten rummer mange af de samme navne fra dengang.
– Så mange år efter er jargonen fra filmdagene der bare fuldstændig igen imellem os. Kæft det er skægt. I forestillingen er det 20 år senere, og jeg vågner på sofaen, og så kører vi: Nå ja, Viktor har en midtvejskrise, og Anja er vist blevet LIDT glad for en, der er på reklamebureauet, fordi Viktor bruger lidt for meget tid på Champions League og flæskesvær og har lidt svært ved at komme op af sofaen. For der er fodbold! Hvad er forskellen på den Robert, der spillede Viktor i 1999, og den Robert, der spiller gamle Viktor nu? – Et helt levet liv nærmest. Erfaring. Noget modenhed. Jeg er meget mere reflekterende. Jeg synes, jeg er ved at lande i noget, som minder om et eller andet, jeg godt kan lide. En Robert, jeg er glad for og stolt af. Jeg har efterhånden været lidt af hvert igennem. Det er ikke småting, der er sket siden dengang. Jeg ville godt have været noget af det foruden. Men jeg har i nogle år gået og bimlet med og ikke rigtig kunnet finde ud af: Hvordan er Robert egentlig? Hvem er Robert? Hvad er det for en person, jeg gerne vil være? Hvad er det for et eftermæle, jeg gerne vil have? De ting var aldrig rigtig oppe og vende i min yngre udgave. Det var bare huiii videre uden at tænke for meget over noget som helst. Men jeg føler egentlig, jeg er kommet til et sted i livet, hvor det er noget andet, der tæller. Er det to gange sygdom, der har gjort det? – Det har i hvert fald været med til det. Og så mistede jeg min mor. Det var helt forfærdeligt og har været virkelig svært. Vi havde jo det dér tætte forhold, for det var altid hende, jeg lænede mig op ad, når der var ”noget” med mig. Altså lidt for meget mors dreng. Faktisk også i de senere år, hvor jeg pludselig tænker: Hvem fanden læner jeg mig egentlig op ad nu? Så det, der er sket for mig, er en blanding af mange ting. LIVET i virkeligheden.

Virkelig syret

Tal lige om en mand, der elskede sin mor. Adspurgt, hvad hun har betydet for ham, svarer han med ét ord: ”ALT”. – Virkelig. Hold nu op altså … Det var sådan, at kvinderne i de parforhold, jeg var i, var trætte af, at jeg skulle snakke med min mor i telefonen fire gange om dagen. Og det er virkelig syret – hvis jeg har været et eller andet sted henne og kommer hjem, kan jeg stadig få den dér tanke: Jeg skal sgu da lige ringe til min mor ... For det var sådan, det altid var. Vi var bare tætte. Roberts mor døde af en brystkræft, der spredte sig til knoglerne. – I det sidste stadie var hun meget syg. Hun nåede at se min dreng Herman, og når han var der, var det, som om hun gemte lidt af alle smerterne og alt det dér sygdom, hun kunne slet ikke lade ham være, og det var simpelthen så dejligt. Men jeg kan godt tænke: Aiih, hvor er det synd, hun ikke er her, for hun ville have elsket den dreng. Så ja, det er ærgerligt. LÆS OGSÅ: Solbjørg Højfeldt: "Jeg fik aldrig lov til at reagere på at have mistet min mor" Hvordan har du været far i alt det, der er sket for dig? – Jeg har egentlig bevidst valgt at holde Herman meget ude af det. Robert er sådan anlagt, at han også selv bevidst prøver at lade være med at dykke for meget ned i det, der er sket. Overlevelsesmekanisme? – DET er det i hvert fald. Ja. Det er sjovt, fordi min mor havde meget af det også. Den sidste tid gad hun sgu ikke snakke om det med sygdom. Der var ikke rigtig hul igennem til det. Jeg kunne godt have tænkt mig, at vi måske havde en eller anden form for snak om det. Men når jeg så tænker på mig selv, så tænker jeg: Jamen Robert, du er også selv sådan. Hun ville ikke rigtig snakke om det. Jeg var sådan: Skal vi ikke hellere snakke om det, du gennemgår lige nu? Men nej, det gad hun ikke bruge tid på. Var der så noget, I ikke fik snakket om? – Nej, men jeg synes bare, der var et eller andet ubarmhjertigt over at se på det. Altså en kvinde som hende. Den dér værdighed, der forsvinder. En skæv paryk. En kørestol. Du ved … hun gik meget op i sit udseende. Og det dér med, at det bare smuldrede til sidst … jeg følte lidt, det var en ensomhed, som jeg egentlig godt ville have hjulpet med. Måske vi kunne have været lidt mere åbne om det ... Men som jeg siger: Det var bare sådan. Og nu forstår jeg egentlig bedre, hvad det var, der skete. Det dér, at man sådan slipper. Det er jo en del af livet, og det er der på en måde også noget smukt ved. Blanke øjne. LÆS OGSÅ: Sangerinden Kira Skov: "Der er noget ekstremt i at miste sin mand, når han er 39"

Meningen med det hele

Så tager vi lige en kop kaffe og et nødvendigt grin: Er du begyndt at tro på Gud – eller mere på det danske sundhedsvæsen? – Haha, jeg sætter lidt min lid til mit andet hjem Rigshospitalet, som efterhånden har hevet mig tilbage flere gange, end godt er. Men Gud? Nej. Da du lå på Riget anden gang, hvad tænkte du så om dit liv fremover? – Lige sådan i de forløb er det primært Herman, der driver mig. En dag når han er blevet gammel nok, vil jeg nok fortælle ham om, HVOR stor en indflydelse han har haft på, at jeg er kommet på benene adskillige gange. Fordi han simpelthen bare er motivationen i sig selv. ”Jeg skal fandeme være far for den dreng”? – Ja, og det føler jeg lidt er meningen med det hele. Han kigger op på mig med nogle øjne og et smil, hvor jeg bare tænker: Årh, den dér kærlighed. Det bånd, vi har – jeg synes, det er fantastisk. Har du men? – Næ, det synes jeg ikke rigtig. Ikke andet end at jeg jo består af 80 procent galvaniseret stål, haha. Nej, det er bare voldsomt, ikke? Og den dér dok-dok-dok-lyd. Man kan høre den ... Jeg lytter efter 10 centimeter fra Roberts hjerte, og dér er den: ”Dok-dok-dok”. – Jeg har sådan en dims, der følger hjertets rytme, men det er lidt specielt at have den lyd. Jeg var født med en hjertefejl, det blev aldrig opdaget. Det er egentlig mærkeligt, for jeg døjede meget med astma som barn, og jeg spillede jo så meget fodbold dengang, så på grund af den astma-allergi var jeg igennem adskillige tests, hvor man skal puste. Men det blev først opdaget, da jeg stod på en scene i Tivoli og lavede ”Dirty Dancing” og faldt om af det og måtte af sted … – Klip til, at jeg vågnede på en intensivafdeling med slanger stikkende op alle steder, og der sad en læge for fodenden og sagde: ”Robert, du har været igennem en hjerteoperation”. Det første, jeg sagde, var: ”Kan jeg komme over og spille i aften?”. Haha, det var simpelthen det, der var så sindssygt. Det var min første tanke: Hvad gør jeg med teatret? Lægen sagde: ”Robert, jeg tror ikke, du kommer over og spille i aften. Jeg er faktisk ikke sikker på, du kommer til at spille den her forestilling igen.”
robert hansen

Depression

Det var i 2015. To år senere fik han en hjerneblødning. Han kunne tale, da han vågnede. Meget mere vil han ikke sige om det. – Måske senere, når jeg er klar. Jeg har en dreng, der er startet i skole, og jeg prøver at skåne ham for meget. Han synes i forvejen, det er mærkeligt, at folk kommer og vil have taget billeder med mig. Og det var en voldsom historie af slagsen. Så vi kan tage den, når den tid kommer. Har du været deprimeret? – Nej. Mere sådan: ”Det skal jeg nok klare”. For jeg har prøvet at have en depression inde på livet for lang tid siden. Hvor jeg kom i behandling for det med medicin og alt sådan noget. Dengang blev jeg skræmt: Hvad fanden er nu det? Hvorfor? Det var, som om der flyttede noget ind i kroppen, som man ikke rigtig kunne … håndtere. Men jeg er blevet enormt god til at håndtere sådan nogle ting. Jeg har simpelthen haft så meget angst. Men nu ved jeg, at i morgen kan jeg igen have en dag, hvor jeg springer badut. Før fik jeg så meget panikangst, at jeg kunne ligge på et gulv og være bange for at dø. Efter hjerteoperationen havde jeg nogle anfald, som ikke var så sjove, vel? Men jeg er blevet enormt god til at rumme det. – Man kan få så mange gode råd – og nogle af dem kan man bruge til noget. På et tidspunkt havde jeg en psykolog, som sagde: ”Robert, forestil dig, du står på en perron. Så kommer der et tog, og det er fyldt med panik og angst. Du kan vælge at gå ind i toget og køre med det. Og du kan vælge at blive stående på perronen og se toget køre forbi”. Jeg har fundet ud af, at for mig er det enormt godt at have sådan nogle billeder på det. Nu kommer panikangsten – jeg tror egentlig bare, jeg lader toget køre forbi i dag, jeg har ikke billet til det tog dér, jeg må ikke køre med det. Helt lavpraktisk i virkeligheden. Jeg bliver stående på perronen i dag og trækker vejret. LÆS OGSÅ: Sofie Gråbøl: "Det har altid provokeret mig, når nogen siger, det er en gave at blive syg"

Mit stolteste øjeblik

Det er ingen hemmelighed, at Robert tidligere i sit liv har ramt medieforsiderne med historier, man ikke ligefrem kan kalde positive. Vi lader dem ligge i fortiden, hvor de hører til, men kan selvfølgelig godt lige spørge ham: Ville du gøre alt det igen, du har gjort i dit liv? – Nej, det ville jeg ikke. Haha. Jeg kunne godt have tænkt mig at tage det hele lidt mere seriøst. Mig selv inklusive sådan generelt. Det dér med at tage livet for givet – det har jeg gjort i meget lang tid. Jeg kunne godt tænke mig at have værdsat livet lidt mere og passet lidt mere på det. Sådan kan jeg godt få det. Den dér med: ”Jeg fortryder ingenting” – det er slet ikke mig. Men jeg gider heller ikke hænge mig for meget i det, fordi det nu engang er sådan, det er. Et eller andet sted handler det måske om at prøve at få det bedste ud af det, der er tilbage. For jeg har i hvert fald erfaret på egen krop, at man ikke ved, hvor lang tid der er, eller hvornår det hele slutter. Han har indiskutabelt været bange. Men: – Jeg er jo også konkurrencemenneske og kan godt nogle gange stille det op som: Det skal det kraftstejlemig ikke få lov til. Jeg ser også på min dreng Herman, som jeg forguder, altså at have ham i mit liv er simpelthen det største, der nogensinde er sket. Mit stolteste øjeblik! Han er fem år, og kæft han er en røver. Men det er SÅ motiverende for bare at gøre alting rigtigt at kigge ham ind i øjnene. Det er bare fantastisk med ham. Hvad ville din mor sige, hvis hun kunne se dig? – Jeg tror, hun ville sige: ”Robert, jeg er så stolt af dig og det, du er blevet til. Og jeg er stolt af, at der er ting, du har valgt fra, du skal bare fortsætte. Så venter jeg på dig, indtil du kommer og siger hej på et tidspunkt. Men først når planen er, at du skal gøre det”. Det er da en smuk tanke. Den var til dig, mor! LÆS OGSÅ: Alberte Winding: "Nu er jeg matriarken"

Roberts overflade

Robert lever ikke længere sammen med Hermans mor, hvem han nu deler liv med, er i hvert fald lidt endnu en hemmelighed, men han vil gerne sige noget om sine erfaringer med kærlighed: – Man skal passe bedre på den. Det er ikke nogen selvfølge, at man oplever den, og det er svært at finde den. Og når man finder den, skal man give kærligheden den respekt, den fortjener. I bund og grund bare være god ved kærligheden. Pleje den og være til stede. Være en støtte i virkeligheden. Kærlighed er at være sammen med en, man kan læne sig op ad, en, man kan snakke med om alting. En, man kan komme hjem til og sige: Jeg har det ad helvede til. I store perioder af mit liv har jeg bare haft den dér facade: Der er sgu ikke noget med mig, jeg har det FINT og derudad – overflade! Det er fedt at møde et menneske, man kan dele alting med. De hænger ikke på træerne. Jeg tror ikke, man kommer til at opleve den dér kærlighed så mange gange. Men når den kommer, så kommer den også, og så er det fandeme bare med at opføre sig ordentligt over for den. Du har ikke altid opført dig ordentligt over for den? – Nej, lige præcis. Skødesløshed, ikke? Kæft hvor er man blevet voksen! Det var gamle Viktor, der talte dér … Hvad laver du, når du ikke er Robert Hansen, skuespiller, syg eller far? – Så prøver jeg sgu at nyde livet så meget som muligt. Det har taget mig 38 år, men jeg tror efterhånden, jeg har lært det. Jeg kan enormt godt lide livet nu med min kost og med træning. Og nu skal man passe på, hvad man siger, men jeg føler mig virkelig ret meget i vater. Jeg er endelig ved at kunne sige: Jeg er sgu ved at lære det her, mand! Det er dejligt. Det har været så syret, det her forløb. Det har været en rejse. Så livsnyder, ja – men bare på en anden måde end med rosé og gang i den. Derfor er det, siger han, to år siden, han sidst har drukket sig fuld. Det er en konsekvens af tage dit liv alvorligt? – Ja, jeg har ikke godt af det. Det har jeg ikke. For mig har det altid været en underskudsforretning. Kæft de dæmoner har virkelig buldret. Dem har du fået bugt med? – Ja. Men jeg er virkelig påpasselig med at sidde og sige sådan noget. Fordi det har været sådan en kamp for mig det meste af mit liv. Man skal aldrig jinxe det. Men det er dejligt nu!
https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370_4.png

Læs også