Årets stjerneskud: Alba August: "Dét der unaturligt smukke menneske er der jo ingen, der kan spejle sig i"

Ih tak! Det er jeg meget beæret over. Nu er jeg både Årets Stjerneskud, Shooting Star og Rising Star. Så håber jeg, at jeg kan leve op til det, smiler Alba August, da hun får at vide, at Femina har kåret hende som Årets Stjerneskud. De to andre titler fik hun i henholdsvis Berlin og Cannes, og der er ingen tvivl om, at Alba August ER en af de nye stjerner, vi kommer til at se meget mere til. Hendes portræt af Astrid Lindgren i Pernille Fischer Christensens “Unge Astrid” fik de helt store roser frem hos anmelderne – selv helt ovre på den anden side af Atlanten kunne man i New York Times læse, at Alba August er “magnetisk”.

– Det er helt sindssygt, men fedt at mærke, at man kan nå helt derover. Jeg bliver meget, meget glad for al den ros og anerkendelse, for det varer jo aldrig så længe, siger Alba, som trods sin opvækst i filmens verden har en kæmpestor ydmyghed over for sit fag. Og nej, hun har ikke haft det nemmere, fordi hun er datter af Bille og Pernilla August. Da hun søgte ind på teaterskolen i Stockholm første gang, kom hun ikke ind. Og på spørgsmålet om hun altid har vidst, at hun ville være skuespiller, tøver hun. – Ikke altid, nej. Jeg har altid godt kunnet lide at stå på en scene og gå ind i forskellige karakterer – min søster og jeg lavede kortfilm og sketches derhjemme, og det er klart, at jeg har været inspireret af filmverdenen. Privat er jeg nok meget introvert, men der er noget dejligt ved at gå op på en scene og ind i en rolle, hvor du kan udtrykke dig på en måde, du ikke kan ellers. Og så har jeg altid syntes, at det var sjovt at gøre upassende ting og sige det, man ikke må, siger Alba August, som i 7. klasse kom i en skole med teater på skemaet flere gange om ugen. – Siden da har jeg nok tænkt, at det var det, jeg ville. På den anden side har jeg altid vidst, at det nærmest er umuligt at lykkes som skuespiller. Det er sådan noget, enormt mange mennesker drømmer om, men kun dem, der virkelig kæmper og har talentet, lykkes. Så jeg har gået og sagt, at jeg i hvert fald ikke skulle være skuespiller – måske for at beskytte mig selv. Inden jeg kom ind på teaterskolen gik jeg og tog kurser og lavede lidt film i Sverige, og jeg kunne jo mærke, hvor svært det er at få en karriere, selv om jeg har spillet med i flere film. Fordi der simpelt hen ikke er arbejde nok, i forhold til hvor mange skuespillere vi er. Så det var først, da jeg kom ind på teaterskolen i København, at jeg turde sig højt, at det er det her, jeg skal. LÆS OGSÅ: Se alle de nominerede guldkvinder her HVOR ER HJEM? Det var også først, da Alba August startede på teaterskolen i Danmark, at hun lærte at tale dansk. Sin far har hun altid talt svensk med, og hun fik kamp til stregen, da hun skulle lære det danske sprog, som hun kalder “virkelig svært”. Det kan man dog ikke høre på hende – hun taler flydende og ubesværet dansk og leder kun efter enkelte ord en gang imellem. Albas forældre blev skilt, da hun var lille, og hun er vokset op hos sin mor i Stockholm – eller rettere: rundtomkring i Sverige, for familien flyttede konstant. – Jeg er født i Danmark, gik i vuggestue i Stockholm, i børnehave i Skåne og på flere forskellige skoler i Stockholm. Om ikke andet har det da lært mig at forstå forskellige mennesker, siger Alba og griner lidt. Det har ikke været sjovt at flytte så meget? – Det var okay. Jeg har jo ikke prøvet andet. Men min mor gjorde det ikke nemt for sig selv – det var hårdt for hende at være alene med tre børn og flytte rundt på den måde, samtidig med at hun havde en kæmpe karriere. Begge mine forældre har altid flyttet meget, de er begge to sådan skruet sammen, at de går meget intensivt ind i et projekt, til de er helt døde, og så videre til det næste. Min mor er typen, der bliver meget grebet af ting i øjeblikket: “Gud, man skulle bo i et hus på landet!” Og så kan hun ikke slippe tanken, før hun har fuldført projektet. Så går der et par år, så skal vi flytte igen. Hun bliver meget nemt forelsket i forskellige steder, forskellige liv. – Jeg har arvet den rastløshed fra hende – og måske også fra min far. Jeg arbejdede på et tidspunkt i en børnehave i Stockholm, og efter fem måneder kunne jeg simpelt hen ikke gå det samme sted hen hver dag. Jeg skulle videre. På den måde er det her job perfekt for mig, jeg får lov til at rejse og se mange mærkelige steder, møde nye mennesker hele tiden. Hvilket man også kan blive sindssyg over, når man ikke føler, at man har mere at give. – Men der er ikke noget, jeg ville lave om. Nu, hvor jeg er blevet voksen, kan jeg mærke, at jeg har det sådan: Hvor er hjem? Man bliver lidt rodløs. Men hjem er, hvor min familie, mine venner, min kæreste er. Jeg føler også, at Stockholm er min by – mere end København. Danskerne er mere afslappede og udadvendte end svenskerne, og det kan godt være lidt afskrækkende, når man er vant til den lidt mere kølige, seriøse svenske mentalitet. Men jeg elsker København, det er den fedeste by i Europa. Du kan jo gøre hvad fuck, du har lyst til her – i Sverige kommer politiet, hvis du åbner en øl i en park!

MAN BLIVER ENSOM AF AT HAVE SÅ MEGET OM ØRERNE Lige nu arbejder Alba i København alle hverdage og holder weekend i Stockholm, hvor hun bor sammen med sin kæreste, skuespiller og komiker Björn Gustafsson. “To ensomme sjæle, som har fundet hinanden,” kalder Alba dem. – Vi er begge to sådan nogle, der arbejder og rejser så fucking meget, så vi har ikke haft tid til venner og fællesskaber. På den måde minder vi om hinanden, man bliver jo ensom af at have så meget om ørerne. Har skuespillet gjort dig ensom? – Ja, på en måde. Når du filmer, oplever du nogle vilde ting, som du ikke rigtigt deler med nogen. Jeg har følt, at jeg tager rundt i verden på alle de her eventyr, og når jeg kommer hjem, sidder jeg med alle oplevelserne alene. Det er noget, man har sammen med dem, man arbejder sammen med – det er svært for andre at forstå. Og det stopper jo, når du er færdig med et projekt – så har du ikke nogen at dele med længere. Det er nogle sindssygt lange dage, man er helt færdig, og det går ud over ens privatliv. Hvordan havde I så tid til at blive kærester? – Björn og jeg mødte hinanden på “Unge Astrid”, hvor han også har en rolle. Men vi fandt først sammen et år senere til premieren, faktisk. Han boede i USA på det tidspunkt, og jeg i Danmark. Det er stadig meget nyt, så det er lidt svært at tale for meget om. Men nu bor vi sammen – ellers ville vi aldrig se hinanden. Har du kunnet bruge din mor til at sparre med om det hele? – Ja, helt sikkert. Hun har givet mig nogle værktøjer til at håndtere både succes og alt det, der ikke handler om skuespil i mit job. Det er der jo meget, der ikke gør, og det kom sgu lidt bag på mig. Nogle dage er fem minutters skuespil og resten er ventetid, at sidde i sminken, se sig selv i spejlet – der er så mange meningsløse ting, der tager virkelig lang tid, og det kan jeg blive lidt tosset af. Selvfølgelig er det dejligt med opmærksomhed, jeg skal bare lige lære at tackle det. Har du arvet dine evner, tror du – eller er det dine egne? – Man kan nok arve evnerne, men man skal jo lære at bruge dem også. Jeg tror helt klart, at der er andre jobs, jeg også ville kunne passe ind i. Jeg har altid gerne villet arbejde med mennesker og prøve at forstå dem – det bruger jeg nærmest al min tankevirksomhed på. På psykologi, i virkeligheden. Jeg har arbejdet i børnehave og på en koloni for unge mennesker, det syntes jeg var skidesjovt. Så drømmen er at kunne lave lidt af det hele. Fordi jeg har svært ved at lave det samme i for lang tid ad gangen. MAN SKAL HELST VÆRE POPULÆR OG UBESVÆRLIG En af de ting, Alba August har taget med fra sin mor, er at være så autentisk som mulig, når hun filmer. At lade forfængeligheden ligge derhjemme. – Man kan jo se i min mors arbejde, at hun altid prøver at være troværdig og så ægte menneskelig som muligt, og det er noget, jeg hele tiden aktivt arbejder med. For det dér unaturligt smukke menneske er der jo ingen, der kan spejle sig i. Men man kæmper med det, fordi man hele tiden sidder foran et spejl og skal prøve tøj og være om sit udseende. Når der er så meget fokus på det, får du et lidt underligt forhold til dit eget udseende, og det prøver jeg at arbejde med. – Det er et krav i denne her branche, at kvinder skal være attraktive på lærredet. I manuskripterne står der for eksempel altid, hvordan en kvinde ser ud, mens der kun står “mand, 33 år, har hat”. Det kan jeg blive virkelig provokeret af, og jeg bliver indimellem upopulær, når jeg taler om det. Men man må jo starte med at bevidstgøre folk, så kan det være, at det stille og roligt ændrer sig. For det er bare noget andet at være kvindelig skuespiller end mandlig. Det er nogle andre roller, man bliver tilbudt. Hvad mener du? – I det hele taget bliver der lavet mange flere film om mænd med mere komplekse karakterer, dynamiske roller. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg er blevet kvalt i film – jeg er virkelig god til det efterhånden! Som skuespiller skal du jo vælges af instruktører og producere, så man skal helst være populær og ubesværlig, og det er jo en branche domineret af mænd. Men jeg ser med positive øjne på fremtiden – jeg glæder mig, til der kommer flere kvindelige forfattere, instruktører, producere, fotografer.

EN KØDFRI DAG OM UGEN – WTF?! Når Alba ikke arbejder, kan hun godt lide at hygge sig med at lave musik. – Jeg elsker at komme ind i et flow, og det gør jeg, når jeg synger eller skriver. Jeg bliver godt stimuleret af det, og det har jeg tit brug for efter en dag med meget ventetid. Og så nørder jeg rigtigt meget skuespil, ser interviews på Youtube for at se, hvordan andre skuespillere håndterer faget. Jeg elsker også at gå lange ture med min kæreste og mine venner og gå ud og spise lækker mad. Hvad optager dig ellers – hvad kan få dig op af stolen? – Jeg vil gerne være med til at gøre verden til et bedre sted at være, og som teenager gik jeg rigtigt meget med i demonstrationer – det gør man ikke så meget mere. Men kød, for eksempel – jeg synes, det er virkelig underligt, at vi danskere spiser så meget kød. Folk er så konservative, at man tror, det er løgn. Din krop får det jo ikke nice af at spise kød hver dag, men det er sjovt, for alle mine venner i Danmark spiser kød – det er der altså ingen af mine venner i Sverige, der gør. Hvis du inviterer til middag på en helt almindelig hverdag i Sverige, vil du ikke kunne servere kød. Her taler folk om “en kødfri dag om ugen”. – WTF? Det synes jeg er virkelig weird, siger Alba August og kaster sig ud i en længere forklaring om at indføre vegetarmad på filmset. Ingen tvivl om, at vi har fået en ny stjerne med holdninger, vi kommer til at høre mere til. Alba Adéle August 26 år, dansk-svensk skuespiller, datter af filminstruktør Bille August og skuespiller Pernilla August. Debuterede i en lille rolle i faderens film “En sang for Martin” i 2001, startede på teaterskolen i København i 2014 og har studeret filmproduktion på Malmø Universitet. Har siden medvirket i både danske og svenske film, tv-serier og teaterstykker. I Netflix-serien “The Rain” spiller hun hovedrollen som Simone Andersen, og senest har hun imponeret i rollen som Astrid Lindgren i Pernille Fischer Christensens “Unge Astrid”. Bor i Stockholm sammen med kæresten Björn Gustafsson, som er komiker og skuespiller.