https://imgix.femina.dk/2021-03-22/vaedder.jpg
Horoskoper

Sådan er det at date en Vædder

22. marts 2021
af Kristine Enevold Villadsen
Foto: Gry Futtrup Rasmussen
Vædderen er det første tegn på dyrecirklen og det tegn, der kickstarter foråret. Det betyder, at Vædderen er fyldt med energi og er klar på nye udfordringer. Men den kan også hurtigt komme til at kede sig.

Vædderen er meget interesseret i nye begyndelser og er et frembrud af energi. Den elsker at starte ting op og få nye ideer.

Herudover er Vædderen en meget spontan person, der elsker spænding og drama.

Hvis du dater en Vædder, kommer du altså ikke til at kede dig.

Vi har allieret os med astrolog Caritas Fischer og udarbejdet din guide til at date en Vædder.

Vædderen: 21/3 – 19/3

Element: Ild

Type: Kardinal / Fast

Planethersker: Mars.

Personlighed: Energisk, åben, spontan og viljestærk.

Passer godt sammen med: Skytte, Løve, Tvilling eller Vandbærer.

Det skal du vide, inden du dater en Vædder

Vædderen er meget ungdommelig, energisk og har ikke noget imod konflikter.

- Den søger ikke konflikt, men den har ikke noget imod det, da den har en meget stærk vilje, siger Caritas Fischer.

Man skal også være opmærksom på, at Vædderen nemt kan kede sig. Hvis Vædderen mister spændingen og passionen, så kan den have en tendens til at bevæge sig videre til noget nyt.

- Det skal ikke betyde, at man ikke kan være i et loyalt parforhold, men man skal bare være opmærksom på, at de har et behov for, at man gør nogle nye spændende ting og aktiviteter sammen i et langvarigt parforhold, siger Caritas Fischer.

Vædderen er desuden meget ærlig og åben. Den siger tingene lige ud, hvis den mener det.

- Der er noget autentisk og dejligt ved, at Vædderen er så åben og energisk. Med alt ilterheden, så kommer der også en varme, og noget ægte kærligt over for dem, den holder af, siger Caritas Fischer.

Sådan fanger du Vædderens opmærksomhed

Hvis du skal fange Vædderens opmærksomhed, skal du ikke være bange for at skille dig ud.

Vædderen bliver tiltrukket af folk med selvtillid. Nogen, som tør at være lidt provokerende og ikke er den pæne type.

- Vædderen skal fornemme, at her er der en udfordring, og en man kan diskutere med, siger Caritas Fischer.

Sådan er den ideelle date for en Vædder

Vædderen er ikke så meget til konceptet med, at man tager på en date. Det synes Vædderen, er kedeligt.

En date skal være mere løs og spontan, hvor man kan mødes til en øl. Det skal ikke være en date, hvor man mødes på en restaurant kl. 20.00.

Derudover er det godt at huske på, at Vædderen godt kan lide at være fysisk aktiv og bruge sin energi. Derfor kan det være oplagt at være på en date udenfor, hvor man er aktiv.

Sådan er Vædderen i sengen

Vædderens forhold til sex sammenligner Caritas Fischer med Vædderens forhold til sport. Det skal være noget, som er energisk, sjovt og fysisk.

- Sex er noget, som gerne må ske forholdsvist hurtigt. Det er mere en fysisk præstation, end det er en emotionel forbindelse, siger hun.

Se videoen og bliv klogere på Vædderen på under to minutter

Sådan bliver du kærester med en Vædder

Vædderen bryder sig ikke om det formelle, og derfor skal du ikke spørge en Vædder, om I skal være kærester.

Det skal hellere ske naturligt ved, at man bare hænger ud sammen hele tiden.

- Når man er i et parforhold med en Vædder, så skal man passe på med at være alt for klæbende. Der skal være en legende, sjov og let tilgang til forholdet. Man skal bare have det sjovt sammen og nyde livet, siger Caritas Fischer.

Sådan slår du op med en Vædder

Hvis du vil slå på med en Vædder, så skal du ikke være nervøs. For Vædderen forventer, at man er ærlig.

Det kan sagtens ske, at Vædderen bliver vred og ked af det, da Vædderen har stærke følelser. Men den vil også acceptere bruddet ret hurtigt.

- Den vil bevæge sig videre, og så kan man sikkert blive venner med dem igen, da Vædderen er meget ligetil, siger Caritas Fischer.

Caritas Fischer

Caritas Fischer er astrolog på fuldtid. Hun er selvlært, men er opvokset i astrologiens verden, da hendes far er professionel astrolog. Caritas har en kandidat i moderne kultur og kulturformidling.

Til daglig laver hun 1:1 sessions, hvor hun læser dit fødselshoroskop og guider dig gennem udfordringer. Læs mere på caritasfischer.dk

Læs også