Horoskoper
29. april 2020

Coronavirus opfylder astrologiens forudsigelser perfekt

Astrologi er mere end personlige stjernetegn. Planeternes færden kan gøre os klogere på verden, mener astrologer, og for netop dem har det længe været tydeligt, at Saturn og Pluto ville skabe ballade i 2020. Og de har også et bud på, hvornår krisen slutter.
Af: af Amanda Stensgaard
Astrologer forudså corona-krisen

Foto: Panthermedia

”Begyndelsen på en helt ny verden?”

Det var overskriften på et indlæg, som astrolog Louise Falkenberg delte på sin blog for tre år siden. Her spåede hun, at 2020 ville blive et vendepunkt, og at vi ville se globale ændringer i både økonomi og politik.

"Alle år før 2020 vil hurtigt få prædikatet: Den gamle tid,” skrev hun dengang.

At Den gamle tid ville være tiden før corona, vidste hun ikke, men Saturn og Pluto gjorde det klart, at der var noget på færde.

– Astrologer har længe vidst, at der ville ske noget kæmpestort i år. Jeg troede dengang, at vi kunne forvente krig eller en ny finanskrise, men jo mere jeg tænker over det, er der ikke noget, der kunne opfylde astrologiens forudsigelser så perfekt, som pandemien har gjort. Det er meget præcist, siger Louise Falkenberg.

Og hun er ikke alene med sin spådom. Astrologen Camille Cecillie Steenstrup så også, at Saturn og Pluto ville møde hinanden i 2020, og at det ville skabe længerevarende uro på verdensplan. Den 2. januar i år blev hun interviewet til Husum lokalavis, og allerede dengang sagde hun, at vi kunne vente et uroligt år.

– Hvad det præcist ville betyde, vidste jeg ikke i januar, men ballademagerne Saturn og Pluto ville snart stå fuldstændigt samme sted i horoskopet. Og de to er i dialog med Neptun, som står for sygdom, så der finder vi den globale pandemi, siger Camille Cecillie Steenstrup.

SE OGSÅ: Find dit horoskop for i dag, ugen og hele måneden her

Lignende kriser før

Lige siden begyndelsen af året, har Saturn og Pluto bevæget sig på en måde, som de ikke har gjort i cirka 500 år. Sidst planeterne mødtes, var der blodbad i Stockholm, og Reformationen var under opsejling. Derfor er Louise Falkenberg ikke i tvivl om, at man opnår større forståelse for historien ved at lytte til astrologien.

– Når vi bruger astrologien til at forbinde prikkerne i verdenshistorien, kan vi se, at vi er kommet igennem lignende kriser før. Men det er vigtigt at se på alle aspekter. Saturn og Pluto har krydset hinanden før, men det hidtil usete er, at vi er på vej ind i Vandmandens tidsalder, hvor temaerne er fællesskab, innovation og ligestilling, siger Louise Falkenberg.

Hun håber på, at coronakrisen og Vandmandens tidsalder tilsammen vil få folk til at vågne op og handle mere fællesskaborienteret. Men vi er der ikke endnu.

– Hvis vi fortsætter med at følge astrologiens forudsigelser så perfekt, kommer der flere bølger af uro. Der er forudsagt hungersnød flere gange, hvilket kan lyde vanvittigt, når man bor i Danmark. Men jeg tror ikke, vi skal forvente overflod på nogen måde i år. Til gengæld begynder det at lysne igen i november 2021, og derefter tror jeg, at vi får 10 gode år på den fede måde, siger Louise Falkenberg.

Den optimisme deler Camille Cecillie Steenstrup dog ikke helt. Hun mener, at de spændstige energier fra Pluto og Saturn vil få konsekvenser tre år frem.

– Først der vil uroen være ovre. Om tre år skal vi gerne have rettet et større blik på fællesskabet. Jeg ser de to uromagere, Saturn og Pluto, som et fiskenet på havbunden, der hvirvler alt muligt skidt op. Alt fra Britta Nielsen-sagen til striden i det engelske kongehus. Men ved udgangen af 2020 arbejder planeterne med ansvar for fællesskabet, og ved udgangen af 2023 er det en helt anden overskrift, siger Camille Cecillie Steenstrup.

SE OGSÅ: Find dit månetegn her

Bevar roen

Louise Falkenberg og Camille Cecillie Steenstrup er enige om, at coronakrisen er en prøvelse på globalt plan. Men de er også enige om, at vi nu har en sjælden mulighed for at genoverveje vores valg og se på samfundet i et større perspektiv.

– Vi er midt i en proces, der lærer os at stå sammen i fællesskab. Det her er ikke en dårlig tid, hvis man ser på virussen i det store perspektiv, for det bliver godt igen. Lykke skal fødes igennem smerte, siger Louise Falkenberg.

Og selvom det muligvis tager mange karantænedage at nå til samme erkendelse, er ordene fra Camille Cecillie Steenstrup næsten identiske:

– Det, der vil ske, kommer til at ske. Vi kan ikke styre processen, men vi kan alle biddrage til at komme sikkert igennem krisen ved at bevare roen. Den rolige tid kan vi bruge på at mærke, om vi er det rigtige sted. Måske kommer vi frem til, at vi burde skrue ned for vores materialistiske syn og i stedet se på træerne, der springer ud, siger hun.

Camille Cecillie Steenstrup er astrolog med en tidligere baggrund som advokat og psykoterapeut. Hun arbejder primært med Esoterisk Astrologi og tydning af fødselshoroskoper.
Louise Falkenberg er astrolog og indehaver af Universal Goals, hvor hun arbejder energitydning og afholder selvudviklingsforløb.

Læs mere om:

Læs også