Dit liv

Sofie Jama: "Hvis jeg var hvid for en dag..."

Frygten for at blive identificeret som mørkhudet har ligget dybt i forfatter og debattør Sofie Jama, siden hun som 14-årig kom til Danmark. Her skriver hun om, hvordan hun ville tilbringe en dag som hvid. En hel dag, hvor hun ville kunne nyde anonymitetens privilegium og den frihed, der ligger i ikke at skille sig ud.

Når jeg træder ud af min bil om aftenen...

... dækker jeg nærmest instinktivt mine hænder og min hals til, så man ikke kan se min hudfarve. Jeg trækker en kasket over mit mørke hår som assistance til tørklædet, der allerede dækker min mørke nakke. 

Frygten for at blive identificeret som mørkhudet, derefter overfaldet, voldtaget, stukket ned på åben gade, sidder dybt i mig.

Åh, nej, tænker du mon nu, at jeg er en irrationel, skinger, offerkortsspillende, paranoiadreven klynkeetnisk weltschmerzkandidat på højpandetogt med min nyvundne identitetspolitiske pseudointellektuelle krænkelsesparathed? 

Angsten for, at du skulle identificere mig som sådan, kære læser, er blot en subtil afledt angst af det andet. 

#racismeidanmark

Forfatter Sofie Jamas fortælling er en del af debattør og stifter af virksomheden "She for She" Mary Consolata Namagambes #racismeidanmark-fortællinger, som hun deler på sin Instagram-profil @maryconsolatanamagambe.

Jeg stikker ud med min hudfarve i fysisk forstand...

Sort. Derudover: Kvinde. Muslim. Somalisk. Flygtning. Benægt ikke, at du allerede har en masse holdninger til disse kategorier og kasser, som jeg er endt i. 

Jeg kan spore min frygts rødder tilbage til mine første år i Danmark til min anden barndom som 14-årig nyfødt somalisk nydansker i Aalborg. Rødderne er en stinkende lort, bogstaveligt talt, smurt ud på vores dør af fremmedhadske naboer, allerede inden vores første år i Danmark var forbi. 

LÆS OGSÅ: Kære mand, vi vil ikke være din ulækre sexfantasi

"Skrid hjem til Hullabullaland", havde de skrevet med tusch nede under lorten, hvis nu vi skulle være i tvivl om budskabet. Min lillesøster og jeg fandt gummihandsker og sæbevand frem for at få vasket lort og ord væk, næseklemmer for at udholde stanken.

Det forsvandt, men min søsters tårevædede ansigt, mens hun skrubbede på døren ved siden af mig, er aldrig forsvundet. 

Ubevidst begyndte jeg som en tåbe at forsøge at skjule det uskjulelige, krybe langs herrefolkets usynlige vægge i en slags udefra pålagt selvvæmmelse. Jeg blev god, men aldrig god nok og aldrig anonym, som jeg stræbte efter. 

Min daværende danske mand...

... blev en gang udskældt og udskammet som "nigger-elsker" og skubbet til ud af det blå i nattelivet i Aarhus, fordi han var sammen med mig. Hun, kvinden, kastede derefter øl i mit hår. Ingen trådte til og skældte hende ud. 

Man kan og skal putte mange ting i pytkassen. Men pytkassen flækker på et tidspunkt, og det er ikke alle ting, der hører hjemme i den. 

Det kan godt være, det er ulideligt og tåkrummende at høre på minoriteters anderledeshedserfaringer i det danske hverdagssamfund. Men det er faktisk mere en afklaring end en anklage, og der er ikke nogen pegende anklagefinger, der peger på dig personligt eller hvide mennesker generelt for den sags skyld.

Vores erfaringer belyser de små tings blinde vinkler, normer og vaner og sociale praksisser og strukturer, der opleves helt forskelligt afhængig af, hvordan du ser ud, og hvem du er. 

Hvis jeg var hvid for en dag...

... ville jeg sikkert gå ud i af mit hjem og ned til min bil om morgenen, uden at være bevidst om, at min hudfarve ikke var den samme som alle andres. Uden at være en lille smule bange for at blive identificeret af de forkerte.

Jeg ville gå ubemærket gennem min hverdag på studiet, på arbejdet, til fester, i foreninger, på min datters skole, som et almindeligt menneske, uden at skulle redegøre for mine genetiske rødder, og hvor jeg kom fra. 

Jeg ville gå ind i H&M, og når ekspedienten kom, ville jeg få hjælp uden at få at vide, at kraftige farver passer godt til min hudfarve i modsætning til "alle os andre blege".

Jeg ville sidde og se Netflix og fjernsyn om aftenen uden at skænke det en tanke, at stort set alle filmroller, studieværter, journalister og andet godtfolk, jeg mødte på skærmen, var hvide som mig selv. 

LÆS OGSÅ: Børnebogsforfatter: Vi skal tale om forskelle på hudfarver med vores børn

Hvis jeg var hvid for en dag, ville jeg nyde ikke at være en, der skulle integreres og som var under implicit skærpet observation, når jeg agerede i det offentlige rum, fordi min negative adfærd kunne risikere at sætte andre folk med min hudfarve i et dårligt lys. 

Hvis jeg var hvid for en dag, ville jeg nyde anonymitetens privilegium og den frihed, der ligger i ikke at skille sig ud over for fremmede.

Jeg ville omgås folk uden en urovækkende stemme i baghovedet, der gjorde opmærksom på, at statistisk set er der ret stor mulighed for, at en eller flere folk i mit selskab faktisk ikke mener, at jeg hører hjemme i det land, jeg har boet i gennem mere end 24 år.

View this post on Instagram

#racismeidanmark @sofiejama

A post shared by Mary C. Namagambe (@maryconsolatanamagambe) on

Læs mere om: