Skuespiller Lise Pleidrup er tykaktivist: "Man skal aldrig lære, at ens krop er dårlig"

Hvornår er man tyk? Når man har appelsinhud? Når man ikke kan købe tøj i “almindelige” butikker? Når ens BMI er over 25?

Og hvis nu man er tyk, er man så forkert?

Lise Pleidrup er tyk. Hun er også lige blevet færdiguddannet skuespiller fra skuespillerskolen Ophelia, og så er hun aktuel med forestillingen “Er der plads til mig?”, hvor hun alene på scenen viser, hvordan det er at være tyk i et samfund, der ønsker, at alle er tynde. Hun har lavet forestillingen, fordi hun kæmper for en større repræsentation af tykke mennesker på scenen og i medierne.

Forskning bekræfter tykfobi

At tykke mennesker oplever diskrimination, kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved.

Vidnesbyrd, som organisationen FedFront har indsamlet på Instagram, fortæller historier om tykke mennesker, der har oplevet folk på gaden, der råber “fatty, fatty” efter dem, eller at sundhedsvæsenet bagatelliserer deres problemer, fordi årsagen på alt fra ondt i knæet til depression skyldes, at de er tykke.

De vidnesbyrd, der indtil videre er blevet indsendt, vidner alle om en fortælling, hvor de har følt sig udskammede af både folk, de kender, og fremmede. De har alle mødt fordomme om, at de er dovne, mindre intelligente og ingen kontrol har over sig selv.

Nye studier, der er lavet af forskere på Statens Institut for Folkesundhed, bakker disse fortællinger op. De viser, at dét at være overvægtig ofte associeres med negative egenskaber, såsom at være doven, sjusket og mindre kvalificeret.

At blive stigmatiseret på denne måde er noget, som Lise Pleidrup har oplevet på egen krop.

Hun har oplevet, at en underviser på skuespilskolen tilbød hende en suppekur, uden at Lise havde udtrykt et ønske om at gå på kur. Hun har oplevet, at det første, hendes psykiater spørger ind til, er hendes vægt, og om hun altid har været tyk? Hun kom der egentlig for at snakke om sit mentale helbred, som har været hårdt ramt hele hendes liv som følge af den grundlæggende følelse af at være forkert.

– I hele mit liv har jeg oplevet, at folk har haft et ”projekt Lise”, at nu skulle de være helten og prikke til mig og fortælle mig, at jeg skulle tabe mig. Jeg kunne bare mærke til sidst, at der var noget forkert.

- Hvorfor er det, at det skal nævnes hele tiden? Hvorfor kan vi ikke snakke om mig som person, hvorfor skal vi altid tale om min krop?

LÆS OGSÅ: Blogger Miriam Poulsen: "Ja, jeg er tyk - og det er helt fint"

Tyk skal være neutralt

Lise foretrækker at blive omtalt som tyk, fordi det i hendes øjne har en mere neutral klang.

– Ordet overvægtig indikerer, at man er uden for normalområdet. Dermed indikerer det også, at man er forkert. Der findes så mange ord for at være tyk – i stedet for bare at sige som det er.

Der findes også seksuelle måder at omtale tykke på; så er man kurvet eller erotisk buttet. Hvilket Lise mener, taler ind i, at der også eksisterer en rigtig måde at være tyk på.

– Du skal være kurvet, og det er jo ikke alle tykke mennesker, der er kurvede og har en stor numse og store bryster. Så bliver der også en rigtig og en forkert måde at være tyk på. Vi skal have den negative ladning ud af ordet tyk.

Torben Hansen, der er professor på Københavns Universitet, mener, at mennesker ikke er overvægtige, fordi de selv vælger det. De fleste vejer for meget, fordi de er født med et sæt gener, som medfører, at de hurtigere tager på og samtidig skal kæmpe hårdere for at holde vægten end slanke mennesker skal, har han udtalt til videnskab.dk.

Lise mener, at vi har en forestilling om, at alle er født tynde.

– Men vi er jo også født med forskellig højde og øjenfarve, siger hun.

Signild Vallgårda, der er professor ved Københavns Universitets Institut for Folkesundhedsvidenskab, har udtalt til Femina, at der er øget risiko for diabetes 2 og hjerte-kar-sygdomme ved svær overvægt, men der er også undersøgelser, der viser, at der er højere dødelighed blandt de tynde og normalvægtige end blandt de let overvægtige. Man kan derfor ikke sammenligne at være usund med at være overvægtig, for det er meget mere komplekst.

Lise mener, at sundhedsspørgsmålet drejer debatten væk fra det, hun kæmper for.

– Sundhedsfokusset bliver en måde at få os til at holde mund på, når vi taler om, at vi bare gerne vil behandles ordentligt. Skal vi ikke alle sammen have lov til at blive behandlet godt, om vi er usunde eller sunde? Vi kan ikke sammenligne kropsstørrelse og sundhed.

Studier fra blandet andet Epidemiologisk Kostforskning ved Parker Instituttet, Frederiksberg Hospital, viser, at 90-95 procent af dem, der har været på kur, tager det hele på igen. Det samme skete for Lise, hver gang hun var på kur. De mange forsøg på at tabe sig har været negative oplevelser for Lise.

– Hver gang jeg havde spist, tænkte jeg på mit næste måltid om tre timer, hvor jeg måtte spise igen. Alt hvad der hedder træning, er ødelagt for mig, fordi jeg forbinder det med vægttab og forbrænding. Jeg trænede kun, fordi jeg havde spist et stykke kage i går, og ikke fordi det gjorde mig glad.

I en rapport lavet af Vidensråd for Forebyggelse slår fedmeforskere fast, at en rask overvægtig person har en lavere dødelighed end en person, der har en såkaldt yoyovægt, hvor man taber sig og tager på igen. Uanset forskningens og eksperters meninger om, hvorvidt vægttab er sundt eller usundt, så kan Lise godt forstå, at mange gerne vil tabe sig:

– For man bliver behandlet bedre, og man kan opnå en bedre følelse med sig selv, fordi man spejler sig i sine omgivelser.

For Lise kan andres vægttab hurtigt trigge hende til at føle, at hun skal igennem et vægttab igen, selv om hun ved, at det ikke er godt for hende.

– Vi skal stoppe med at reproducere budskabet om, at vi alle sammen skal være slanke.

LÆS OGSÅ: "Hvis jeg går til lægen, er det lige meget, om jeg er der med en forstuvet finger... jeg bliver altid vejet og bedt om at tabe mig"

Forkert siden barndommen

Lise har haft det meget svært i barndommen. Hun var et tykt barn, og det var ikke nemt på den lokale folkeskole. Hun blev mobbet meget. Lise har også altid følt, at der var en fortælling om, at hun selv havde valgt alle de initiativer, der blev sat i gang, for at hun kunne tabe sig.

For eksempel kom Lise på julemærkehjem som 10-årig, og det var også fortællingen om, at det havde hun selv valgt.

– Det havde jeg også, men jeg var blevet påvirket af alle dem, der havde fortalt om det til mig. Selvfølgelig skal jeg det, fordi min mor synes, det er fedt.

Lise kom på julemærkehjem, og rent socialt var det godt for hende at komme af sted, da hun kom væk fra mobningen i folkeskolen, så hun fik mere selvtillid, men på kost-, motions- og vægttabsfronten var det ikke sundt for hende.

– Jeg begyndte at overspise, fordi der var nogle bestemt regler for, hvad du måtte spise for eksempel til morgenmad. Du skulle spise et stykke frugt, før du måtte få en halv skive rugbrød. Du skulle spise en halv skive rugbrød, før du måtte få havregryn eller cornflakes, og du skulle spise havregryn eller cornflakes for at du måtte spise en halv bolle. Så jeg spiste alle de der ting bare for at få en halv bolle, som var det, jeg havde lyst til. Hvad nu, hvis jeg bare havde spist den halve bolle, og så var jeg glad?

I hele Lises barndom blev der truffet mange valg for hende om, at hun skulle tabe sig. Hun måtte ikke have det samme med i madpakken som de andre, fordi hun skulle passe på med vægten, og hun har haft mange kostvejledere gennem hele sin barndom.

– Min barndom var startskuddet til, at jeg følte mig forkert. Der er enorm meget smerte i at føle sig forkert i sin krop. Det er derfor, jeg kæmper for, at det bliver anderledes. Jeg er tykaktivist, fordi jeg prøver at være den, som jeg selv havde brug for.

Det er provokerende at være tyk

Som nyuddannet skuespiller kan Lise godt frygte, at hendes tykhed sætter en begrænsning på udvalget af jobs. Hendes frygt er desværre ikke ubegrundet. Det samme studie lavet af forskere på Statens Institut for Folkesundhed, som konkluderede, at overvægtige bliver stigmatiseret, viser også, at overvægtige personer har sværere ved at få et job og har en højere risiko for at blive arbejdsløse.

Lise har været til tre castings for nylig, hvor to af dem specifikt søgte tykke personer til hovedroller.

– Jeg er glad for at få tilbudt de roller, men jeg skal passe ind i en rolle, hvor jeg er den sjove, tykke veninde, der sidder og spiser og kigger misundeligt på sin veninde, som har en kæreste. Det bliver meget stereotypt.

– Målet er, at jeg kan blive castet til alle slags roller og ikke kun den stereotypiske, tykke person.

Lise valgte at lave sin forestilling om tykhed, fordi det bekymrer hende, at der ikke er nok tykke kroppe i film, bøger og teater. Hun vil gerne levere en fortælling, der fortæller hendes egen historie som tyk, men i lige så høj grad fortæller andre tykke personers historie. Derfor har hun både inddraget sine egne oplevelser og oplevelser, som hun har fået fortalt af andre tykke.

Ud over at fortælle, hvordan det er at være tyk, har Lise også lavet en politisk forestilling, der meget gerne må provokere.

– For mange er det provokerende, at jeg eksisterer, fordi jeg er tyk. Det er provokerende, at jeg bruger halvandet bussæde. Det er provokerende, at jeg stiller mig op på en scene. Det er provokerende, at jeg viser min mave frem, for det må jeg jo ikke, når jeg er tyk. Det er provokerende, at jeg danser rundt og er glad for min krop.

Lises forestilling kritiserer samfundets syn på tykke. Hun har en oplevelse af, at samfundet ønsker, at tykke skal gemme sig væk, have sort tøj på og ikke snakke for højt. De skal faktisk helst gemme sig væk, indtil de har været på nok kure og er blevet tynde – så kan de igen få lov til at have deres plads i samfundet.

Lise har været overrasket over, hvor mange positive henvendelser hun har modtaget efter forestillingen.

– Der var en kvinde inde at se forestillingen, som græd hele forestillingen igennem, fordi hun var så rørt over at være blevet set og kunne spejle sig selv i forestillingen. Det er også det, som repræsentation handler om. At vi gerne vil spejle os i andre, der ligner os selv, så vi ikke føler os så forkerte.

Lise har lavet forestillingen meget humoristisk; for eksempel bruger hun en meget tynd mannequindukke uden hoved til at illustrere Lises absolutte modsætning og samfundets forskruede billede af kvindekroppen.

- Jeg havde ikke lyst til at lave en forestilling om, at jeg er et offer, for jeg vil også fortælle, at jeg går imod strømmen og står ved, hvem jeg er, og inspirerer andre til at gøre det samme.

LÆS OGSÅ: Er tyk virkelig det værste, man kan være?

Jeg har næsten accepteret min krop

Lise kæmper stadigvæk med at acceptere, hvordan hendes krop ser ud, men hun ved, at det ikke er hende, der er noget i vejen med, men det tykfobiske samfund.

– Jeg har næsten accepteret, at det er sådan her, jeg ser ud. Det er ikke min skyld, at jeg ser sådan her ud. Jeg behøver ikke tabe mig for at blive lykkelig. Jeg behøver ikke tabe mig for at kunne gøre alle de ting, jeg drømmer om. Jeg har fået en følelse af, at livet skal leves nu.

Lise har haft fire depressioner i sit 26-årige liv, og det kan hun godt tænke, bunder i, at hun altid er blevet set på som forkert og har haft en følelse af at skulle præstere mere end andre, fordi hun er tyk. Efter hun er blevet en del af tykaktivismen, har det givet hende et fællesskab, hvor hun kan få lov til at være sig selv uden at blive dømt.

– Fællesskabet har givet mig et helle, og et sted, hvor jeg bliver set som jeg er, og ikke bare som en tyk krop. Det har givet mig et sted, hvor jeg kan tale om mine frustrationer og blive bekræftet i, at det er okay at blive ked af det eller vred over fobien.

Efter Lise er begyndt at blive bevidst om strukturel tykhedsfobi, er hun begyndt at se tykfobien overalt.

– Jeg bliver meget mere ramt, hvis nogen er tykfobiske mod mig, eller hvis min veninde siger “jeg føler mig så tyk i den her kjole, den skal jeg ikke have.” Jeg bliver ramt af det, for nu forstår jeg, hvad hun siger: At hun føler sig som mig, og det vil hun ikke.

Lise ser en lille forandring i samfundet i forhold til at acceptere tykke mennesker, men hun synes ikke, der er nok forandring. Hun mangler stadigvæk en større repræsentation af og respekt for tykke mennesker i kunsten og kulturen.

– I forhold til kroppositivisme, som handler om at lære at elske sin krop, selv om verden siger, den er dårlig, der vil jeg gerne som tykaktivist kæmpe for, at man aldrig skal lære, at ens krop er dårlig.