Hvilken flirtetype er du - den kropslige, den naturlige eller den moderlige?
Foto: PantherMedia
En flirt kan starte et forhold. En engangsaffære. Et venskab. Eller sætte skub i en positiv kædereaktion af smil og varme følelser. Kan du huske din sidste flirt, som gik godt? Hvordan du følte dig sexet, charmerende og åben bagefter, og hvordan det fik hele tilværelsen til at se mere let og lys ud?
Der er masser af vinde, hvis man lærer at bruge flirten i sin hverdag, men ifølge coach Sofia Manning er vi desværre bare ikke ret gode til det.
– Når danskere, måske især kvinder, har så svært ved at flirte, handler det til dels om den måde, vi er blevet opdraget på. I ligestillingens tegn er det blevet til noget negativt at flirte, fordi du som kvinde så skal gøre dig ”svag”, og sårbarhed tolker vi som negativt. Det er det ikke. Vi tror, der er noget uværdigt, underdanigt og lidt plat ved at flirte med mænd eller være modtagelige over for flirt. Vi må ikke bruge vores kvindelighed til den slags ... men det må vi altså godt, for det har ikke noget med ligestilling at gøre. Det handler kort og godt om relationen mennesker imellem.
Læs også: Du kan komme til at udstråle meget mere flirt - se her, hvordan
Sig ja tak til drinken og øv dig i Netto
Derfor skal vi ifølge Sofia Manning huske, at man ikke mister noget ved at lade paraderne falde.
– Du mister ikke din selvrespekt ved at lade en mand give en drink. Og du siger heller ikke indirekte, at du ikke kan tjene dine egne penge selv, eller at du er mindre værd end ham. Hvis du tillader dig selv at være opmærksom på det, der kommer din vej, inviterer du tværtimod en masse positive følelser ind i dit liv.
- Prøv at lægge mærke til folk omkring dig, og start eventuelt med at øve dig i at flirte kærligt med folk omkring dig. Giv dig selv en udfordring og flirt med fyren ved kassen i Netto, og det kan du gøre ved eksempelvis at smile, holde øjenkontakt, give en kompliment. En anden udfordring kan være ved at se, om du kan få tre mænd til at kigge efter dig i supermarkedet. Vug i hofterne, smil – og tag det som en leg. Vi tror ofte, at dem, der render med al opmærksomheden, er de smukkeste, men selv en supermodel kan gå ind på bar og få nul opmærksomhed. Det handler om udstråling, og det kan vi alle få, forklarer Sofia.
Kender du din type?
Men vi udstråler ikke alle det samme, så det hjælper at kende sig selv og den type, man er. Ifølge Sofia flirter vi nemlig på vidt forskellige måder.
- Kvinder som Scarlet Johansen og Ellen Hillingsø er meget kropslige, ofte sexet klædt og har en sensuel energi og bemærkelsesværdig udstråling. Modsat sådan nogle som Jennifer Aniston og Gwyneth Paltrow, der er den naturlige nabopige, der smiler og fniser meget – måske endda er lidt skør. Hvorimod sådan en som Kronprinsesse Mary er den moderlige type, der signalerer omsorg og styr på tingene. Det gælder også tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt.
Måske har du oplevet, at de fleste mænd bare gerne vil i seng med dig, men ikke er interesseret i mere. Måske føler du omvendt ikke, de vil mere end bare snakke?
- Hvis mænd altid tænker på sex, når de ser dig, og du gerne vil have en kæreste, handler det måske om, hvad du selv udsender af signaler. Det kan være, du er vant til at kommunikere mere seksuelt, og det er der ikke noget galt i, det sender bare ikke det signal, du gerne vil: At du er til mere end et one-night stand. Og omvendt, er det aldrig dig, der bliver hevet med hjem til en hed omgang på stuegulvet, så er det måske, fordi du er for sød og smilende. Se på, hvilken opmærksomhed du får, og om det er den, du gerne vil have. Er det ikke det, så bed veninderne om at se efter, når du flirter, for måske føler du selv, du er meget sensuel, men hvis du ikke er vant til at skabe en seksuel kontakt, kan det være svært for mænd at afkode dig.
Her er ekspertens 6 tips til at blive bedre til at flirte:
1. REAGÉR: Det handler om at reagere på det, der kommer din vej.
2. SATS: Du skal turde skabe en relation. Hold øjenkontakten, eller vær interesseret og stil et spørgsmål, der ikke er for personligt.
3. VÆR DIG SELV: Det er charmerende at være lidt usikker, så vær ikke bange for at vise det. Skam dig ikke, hvis du rødmer, det viser bare, at du er interesseret og genert.
4. BRUG KROPPEN: Lad kropssproget tale og vis interesse ved at røre ved håret eller kravebenet, smile, vugge i hofterne.
5. HOLLYWOOD: Få inspiration fra Hollywoodfilm, f.eks. ”Vicky Cristina Barcelona”. To forskellige kvindetyper flirter med den samme mand. Der er masser af inspiration at hente.
6. GIV IKKE OP: Der skal ikke komme stor kærlighed eller lange venskaber ud af enhver flirt. Bider han eller hun ikke på, så prøv igen med en anden. Det handler om kemi, og det har vi ikke med alle mennesker.
Sofia Manning er coach, kursusleder og forfatter og samtidig indehaver af Manning Inspire, der blandt andet tilbyder coachinguddannelser. Hun er aktuel med bogen ”Coaching”. Se mere på Sofiamanning.com