Renée Toft Simonsen klumme
Selvudvikling

Nærige mænd? Nej tak!

8. august 2012
af Renée Toft Simonsen
Hvis en moden mand med en habil indkomst, inviterer en kvinde ud, må han altså til læderet, uanset hvor ondt det gør

Jeg har en god veninde, som er i 60'erne og single - men slet, slet ikke færdig med mænd, sex og hyggeligt samvær, som hun selv udtrykker det. Hun er et handlekraftigt stykke kvindfolk, skal det siges, så hun gør noget ved sagen. Det betyder helt konkret, at hun har tilmeldt sig et datingsite på nettet. Hun dater måske ikke flittigt, men dog alligevel regelmæssigt. Og jeg må indrømme, at selv om hun endnu ikke har fundet én at dele livet med, så er det sjove historier, hun bringer med tilbage fra dating-land.

Forleden mailede vi, og da havde hun altså pludselig besluttet sig for, at hun nok ville holde lidt igen med datingen for en stund. Hun orkede nemlig ikke flere nærige mænd. For sjovt nok har hun mødt en del af netop den race på det sidste. Indimellem når hun har mailet til mig, har jeg tisset i bukserne af grin, fordi jeg tænkte, at det, hun fortalte, helt enkelt ikke kunne være sandt. Det er faktisk ikke småting, hun har været udsat for på den konto. Hun skriver også, at man ikke kan gardere sig, for de kan ofte få sneget tingene igennem på en lidt mere charmerende måde.

Den seneste, hun har mødtes med, tog prisen, hvad nærighed angik. Han var læge og kom fra Sjælland, og de aftalte så at mødes nede omkring Korsør, på et sted, han kendte. Hun kørte frisk over broen, ankom til en halvkedelig restaurant, hvor maden viste sig at være elendig, som i "rejecocktail og tarteletter"-elendig. De bestilte en æggekage, og da de var færdige, foreslog den søde doktormand, at de splittede regningen. Hun var målløs, og jeg tissede næsten i bukserne af grin. Tænk at splitte regningen på en æggekage?

Da han bagefter skrev en lang mail om, hvor magisk en kvinde hun var, og tak for den skønne aften, skrev han guddød'me også, at han nok skulle have betalt regningen, da hun jo var den, der havde kørt over broen og altså derfor havde betalt bropengene! Jeg har kun én ting at sige til det: Hvis en moden mand med en habil indkomst (må vi antage), inviterer en kvinde ud, må han altså til læderet, uanset hvor ondt det gør. Alt andet er jo nærmest tragisk.

Kærlig hilsen
Renée

Læs også