majbritt maria nielsen
Selvudvikling

Majbritt Maria Nielsen: Jeg skammede mig over at slå op med min ven!

Venner helst skal føle, at der er et ligeligt udbytteforhold imellem dem. Ellers føler den ene part sig udnyttet. Men hvad gør man, når udbytteforholdet gælder følelser, lyttetid og mentalt overskud?

På det sidste har jeg tænkt enormt meget over, hvornår venskabskvoten er brugt op. Du ved, den der kvote, der eksisterer lydløst og upåtalt mellem mennesker, der kalder sig nære venner. Antropologerne kalder den for reciprocitet: Jævnbyrdigheden mellem at give og få i relationer. Det kan angå en kop kaffe eller hjælp med en flytning, men fælles for venskabskvoten eller reciprociteten er, at venner helst skal føle, at der er et ligeligt udbytteforhold imellem dem. Ellers føler den ene part sig udnyttet. Men hvad gør man, når udbytteforholdet gælder følelser, lyttetid og mentalt overskud? Hvordan bærer man sig så ad, når man føler, at et venskab trækker veksler på venskabskvoten? Jeg har selv været sådan i tvivl, indtil jeg fandt ud af, at man gerne må slå op med venner.
 
 
Længe havde det naget mig, at en bestemt veninde aldrig lod høre fra sig, når der skete noget dejligt i hendes liv. Vi har kendt hinanden længe, delt tusindvis af timer med gråd og grin, men på det sidste var kontakten fra hendes side sparsom og altid i en negativ anledning. Hun kontaktede mig efterhånden kun, når hun havde brug for et godt råd, en skulder at græde ud ved eller en lindrende druktur, jeg skulle ledsage hende på. Jeg havde svært ved at regne ud, hvad det var ved vores venskab, der generede mig, lige indtil hun selv sagde det højt: ”Jeg er så ked af, at jeg kun husker dig, når det gør ondt”. Det var ærligt, lige på, og det forløste min irritation til det punkt, at vi kunne rykke os videre og stadig er gode venner. Det var altså ikke hende, jeg slog op med. Hæng på!
 
For en afledt følge af min venindes konstatering var, at jeg kom i tanke om et andet bekendtskab, jeg stort set har lukket mig selv ud af. Simpelthen fordi jeg blev småulykkelig af at være i hans selskab. Der var ALTID noget i vejen. Nogen, der var dumme eller dybt urimelige over for ham. Generel, altoverskyggende uretfærdighed, hvor man end kiggede hen i hans liv. Vores møder var ikke andet end beretninger om store idioter, traumatiske oplevelser eller situationer, min ven ingen skyld havde i selv. Det var evigt opslidende at være sammen med ham, og til sidst kunne jeg ikke tåle at blive i så dårligt humør. Så jeg trak mig langsomt væk. Jeg havde så dårlig samvittighed over at afslå at mødes, men glædede mig samtidig over ikke at få ødelagt en halv dag med dårlig energi og fravær af interesse for mit liv. Men så slog det mig, at jeg ikke behøvede at skamme mig over at lukke et menneske ud af mit liv, der ikke bragte noget til bordet.
 
KØB et abonnement på femina og vælg din egen velkomstgave: Moshi Moshi jakke, Södahl plaid eller et af vores skønhedssæt
 
Og det skal du heller ikke, kære læser. Altså skamme dig, hvis du har slået op med en ven eller en veninde, der simpelthen blev en større udgift, end du havde råd til. Du føler måske, at du ”bare skred, da hun havde allermest brug for dig”, men det gjorde du ikke. De af vores venner, der selv iagttager de reciprocitive regler, har nemlig altid så meget i banken hos os, at det aldrig er dem, vi får lyst til at slå op med, når de har allermest brug for os. Heller ikke selv om de er ved at blive skilt og græder i 14 dage på den samme sofapude i vores stue. Eller er blevet fyret. Det er dem, der ikke selv har (eller ville have) lagt sofapude til vores skilsmisse og vores fyring, vi får lyst til at slå op med, og det er helt okay. Vi er bare blevet så vant til at belønne udholdenhed, at vi glemmer, at nogle gange er det klogeste, kærligste og mest rentable at bryde vores selvvalgte forbindelser.
 
LÆS OGSÅ: Forventningstruer du også festen ihjel?
 
Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på [email protected]
 
Læs andres indlæg og få mere info her