sorg
Selvudvikling

Mænd og kvinder tackler sorg helt forskelligt

24. januar 2018
af Stine Bolther
Foto: Sif Meincke
Mens kvinder har stor lyst til at græde ud og tale om deres sorg, så finder mænd ofte andre måder at tackle deres tab på.

Vi tackler sorg forskelligt

Når mænd bliver ramt af stor sorg, så reagerer de ofte anderledes end kvinder. Nogle mænd har det med at trække sig væk fra andre, når de er kede af det. De ser det som en belastning at skulle dele sorgen med andre. Selv om de også længes efter omsorg, så trækker de sig, fordi smerten er for stor.

Det fortæller Svend Aage Madsen, forskningsleder på Rigshospitalet og ekspert i mænd og sorg.

Han har haft mange forældre, som lige har mistet deres barn, til samtale på sit kontor på Rigshospitalet, og han pointerer, at han ikke kender til Anders Legarth Schmidts tab og derfor alene udtaler sig generelt i denne artikel.

– For det meste er det sådan, at kvinden græder, mens manden trøster hende. Hun er klar til at skulle til psykolog, mens manden er klar til at tage sig af hendes sorg. Det er selvfølgelig også fint, men han skal også huske at passe på sig selv, forklarer Svend Aage Madsen.

– Jeg har altid sagt til dem i samtalen, at nu kommer den allersværeste tid, tiden lige efter tabet. Sorg er en kæmpe udfordring for et parforhold, og sorg er ofte meget forskudt. Vi ser tit, at kvindens følelser kommer let frem, mens manden først reagerer senere.

LÆS OGSÅ: Anders mistede sin datter: "Man er meget ensom i sin sorg"

Sådan kan du hjælpe

Igennem mange svære samtaler med de ramte forældrepar har han oplevet forskellige måder at reagere på. Men særligt én oplevelse husker Svend Aage Madsen tydeligt.

– Der var engang en mand, som skyndte sig hjem for at fjerne ethvert tegn på, at der nogensinde havde været et barn i det hjem. Det tror jeg ikke er måden at håndtere sorgen på, og de måtte da også finde nogle af tingene frem igen.

Hvad kan man gøre som kvinde, hvis man gerne vil hjælpe sin mand ud af en sorg?

– Det er ofte svært for hende at hjælpe, men hun skal prøve at få ham til at snakke med andre, f.eks. mandlige venner, og måske gå til psykolog. Og hvis man sætter sig ned for at snakke med sin mand om tingene, så skal man sætte en bagkant på. Sig f.eks.: ”Nu snakker vi om det i 15 minutter, og så kan vi snakke om noget andet”. Ellers kan nogle mænd gå helt i baglås og tænke, hvor længe bliver det her ved? Har vi ikke snart talt nok om det her? Det er meget vigtigt, mænd har den mulighed for at trække sig.

Drukner sorgen sammen

Er der forskel på mænds sorg i forhold til, om de mister et barn eller f.eks. en ægtefælle?

– Sorg er ikke så forskelligt. Men mange mænd har det med hurtigt at finde en ny partner, hvis deres hustru dør. Det er, fordi hun ofte har været den eneste fortrolige, de har haft, forklarer Svend Aage Madsen.

– Hvor kvinder kan sætte sig ned og snakke om sorgen i timevis med en veninde, så kan to mænd måske sætte sig med en flaske sprut og drukne sorgen sammen. Det er en slags flugt. En anden flugt kan være at gå ud i skuret og banke på noget, dyrke fitness eller blive voldelig. Så er angsten og sorgen væk, i den tid det varer. Men den kommer igen bagefter.

LÆS OGSÅ: Sådan forholder du dig til sorgen over at miste en forælder

Eksempler på mænds sorg

• Vredesudbrud

• Dulme og drukne sorgen i f.eks. alkohol

• Fjerne alle minder om den afdøde

• Tage ansvar, trøste og passe på resten af familien

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også