Selvudvikling

Læserklumme: Hvad siger man til en, der har mistet så meget på kort tid?

Det kræver mod at blive stående ved siden af et menneske i sorg, skriver Kirsten Bærentzen, der mistede begge sine forældre i 2014 med 27 dages mellemrum. I den forbindelse fandt hun ud af, at hendes egen generation aldrig har lært, hvad man gør, når man møder et menneske, der har mistet.

Sorg opleves, når vi mister og er en naturlig reaktion på det at miste et andet menneske. Sorg handler om vores tab og vores tilknytning til den, som vi har mistet. Derfor er ens sorg meget personlig og skal ikke sammenlignes med andres sorg.

 

Sorg handler om, hvem du har mistet, måden tabet skete på, hvordan du tilpasser dig tabet, og de konsekvenser tabet har for dit liv. Men sorg handler også om den sorghjælp, som din omgangskreds giver dig, eller som de måske slet ikke er i stand til at give dig.

Min magiske varmelampe, som kærligt havde lyst på mig i 47 år, blev pludselig slukket.

Jeg mistede mine forældre i 2014. De døde med 27 dages mellemrum. Ingen omkring dem havde set det komme – ikke engang dem selv. Jeg var slet ikke færdig med at blive elsket af dem. Deres kærlighed og omsorg, som de altid i store mængder øste ud over mig og mine brødre, forsvandt fra den ene dag til den anden.

Lige før min far døde, sagde han til mig:

”Nu må I ikke blive for kede af det, for I har jo hinanden.”

Min far døde i mine arme d. 24. august 2014 og sorgen ramte mig øjeblikkeligt.

Sorgprocessen bliver svær og tabubelagt

Da de kirkelige handlinger var overstået og hverdagen igen indfandt sig, oplevede jeg, at der blev meget stille omkring mig og min familie.

Hvad siger man til en, som har mistet så meget på så kort tid? Hvad siger man selv som sørgende? Både jeg og min omgangskreds manglede ord.

Alle de ord, som jeg ikke selv kunne udtrykke og alle de kærlige hensigter fra min omgangskreds, som aldrig så dagens lys, lærte mig, at vi lever i en samfund uden en fælles sorgkultur. Vi mangler ord, mod og handling. At stå ved siden af en, som har mistet, det er svært. Det kræver mod at blive stående ved siden af et menneske i sorg.

KØB et abonnement på femina og vælg din egen velkomstgave: Moshi Moshi jakke, Södahl plaid eller et af vores skønhedssæt

Døden og sorgen er blevet et privat anliggende i Danmark. Ældre generationers erfaringer og viden om sorg gennem mange årtiers traditioner og ritualer er aldrig blevet videregivet til nye generationer. Og den generation er mig og min omgangskreds. Vi har ikke lært, hvad vi skal gøre, når vi møder mennesker i sorg. Vores sorgkultur defineres derfor ofte af fordomme og misforståelser. Det gør sorgprocessen svær og tabubelagt for både den sørgende og den sørgendes omgangskreds.

Støtten fra omgangskredsen er tit meget konkret lige efter dødsfaldet, men ofte aftager støtten stille og roligt over tid. Men månederne og årene efter dødsfaldet, er der, vi sørgende ønsker, at vores omgangskreds hjælper os med at huske og tale om de døde.

LÆS OGSÅ: Læserklumme: Ligger lykken for enden af en googlesøgning?

Vi kan opleve en slags dobbelt tab, når vi mister. Først mister vi fysisk og dernæst mistes retten til at tale om dem, som vi savner. Når dette sker, glemmes den bedste ressource, sørgende har for at komme videre i sorgen, nemlig følelsen af, at have en forbindelse til afdøde. Sorgen er nemlig ikke kun historien om alt det, man har mistet, men det er også historien om alt det, man aldrig kan miste. Og det, vi aldrig kan miste, husker vi, når familien og venner fortæller os, hvad de husker om de døde. I historierne oplever vi en slags forbindelse til afdøde, selvom de fysisk ikke er her mere. Historierne gør, at vi føler, at vi får lov til at tage de døde med os ind i det fremtidige liv, at vi kan få dem genplaceret, så de stadigvæk kan danne og skabe retning for os.

Min fars sidste ord læner jeg mig op ad i dag.

”Nu må I ikke blive for kede af det, for I har jo hinanden”

Hvad han sagde var, at hvis vi bruger hinanden, vil vi ikke kun opleve, at vi har mistet, men også opleve, at vi får.

Gennem ord, mod og handlinger bør vi kunne genskabe en sorgkultur, hvor alle i sorg føler sig set, hørt og forstået. En sorgkultur som vil skabe viden, indsigt og mod til at spørge ind til et andets menneskes tab, sorg og afmagt.

LÆS OGSÅ: Dansker bosat i USA: 3 ting vi kan lære af vores amerikanske medsøstre

Sorgen forsvinder aldrig hos den sørgende, den vil altid præge vores hverdag. At være i sorg er helt naturligt. Det er en del af livet. Der er intet unaturligt i det. Og hvis vi ellers lærer at tale om de døde med de efterladte, så kan det være første skridt på vejen til at hjælpe et menneske i sorg. Når sorgen rammer, så stil jer ved den sørgendes side, også selvom det er svært - vær noget for hinanden - som min far ville have sagt.

 

Kirsten Bærentzen er 52 år - gift og mor til tre børn. Arbejder som lærer og sorgrådgiver og har sorggrupper for børn og voksne i samarbejde med kirker og skoler.

 

 

Læs mere om: