Googlesøgning
Selvudvikling

Læserklumme: Ligger lykken for enden af en googlesøgning?

1. maj 2019
af Pernille Brunse
Foto: Privat
En gang troede jeg, at jeg kunne læse mig til de rigtige valg i livet. At opskriften lå for enden af utallige googlesøgninger. At der var ét rigtigt svar, som jeg blot skulle finde frem til. Da jeg blev skilt, googlede og læste jeg mig igennem krisen. Om hvordan man blev lykkelig igen. Om livskriser, børneopdragelse, kærlighed og deleordninger. Jeg ville læse mig til lykken. Og til de rigtige valg.

Jeg ville så gerne vide på forhånd, om den største lykke ventede for enden af vejen til højre eller til venstre. Om meningen med livet er en stor karriere eller et job uden stress og store forventninger? Kvantitetstid eller kvalitetstid med børnene? Et livslangt ægteskab eller at finde sig selv? At rejse verden rundt eller leve livet derhjemme? Et par ekstra kilo eller en sund og restriktiv livsstil?

Nogle omkring mig vil måske mene, at jeg er forvirret og urolig. Sådan én, der bruger (for) mange af mine vågne timer på at spekulere og filosofere over meningen med livet. Hvad skal man have ud af livet? Hvilke valg er de rigtige? Hvor er lykken størst?

Når jeg bliver bange eller utryg i livet og skal træffe svære valg, så tyer jeg straks til internettet og søger efter svar i artikler og bøger. Læser om andres gode råd og erfaringer. For der er så mange, der skriver om livet og meningen med det hele. Perspektiverer det hele, så alt giver mening, falder på plads. Er kloge på kærlighed, lykke, karriere, ægteskab, skilsmisser, børn, stress, sundhed osv. Og hvem vil ikke gerne være lidt klogere og undgå at begå de fejl, som andre har begået? Det vil jeg i hvert fald gerne.

LÆS OGSÅ: Dansker bosat i USA: 3 ting vi kan lære af vores amerikanske medsøstre

Og jeg vil også gerne selv bidrage med noget. Jeg vil også med på den vogn af mennesker, som kan perspektivere og relativere og forklare det hele. Problemet er bare, at jeg ikke rigtig kan komme derop, hvor jeg har udsynet til at kigge velovervejet udover livet og drage en masse konklusioner og fortælle alle andre, hvordan det hele lige hænger sammen. Jeg løber fortsat rundt og leder efter trappen op til det store perspektiv, meningen med livet eller måske bare en stikkontakt, så jeg kan tænde lyset og se, hvor fanden jeg egentlig er henne, når jeg famler mig frem i livet. Men hvem ved, en dag lykkes det måske også mig at finde trappen op og se det hele lidt oppefra. Måske.

For ligger lykken virkelig og venter for enden af en googlesøgning og en masse læsning? Nej, det gør den selvfølgelig ikke. Lidt sent har jeg lært, at andres gode råd og erfaringer kun kan bringe mig et stykke ad vejen. Mennesker er forskellige. Og lykken findes ikke på opskrift. Lykken ligger ikke i at træffe det rigtige valg men i at træffe mit eget valg. For lige dér bliver det valg også det rigtige. Meningen med livet er den mening, jeg selv skaber.

Jeg tyer dog stadig en sjælden gang til internettet og læsningen, når jeg er usikker og skal træffe svære valg. Mindre end før. Heldigvis. Men som en slags afvendt google-junkie, kan jeg stadig falde i. Og indtil jeg har regnet den helt ud – altså livet og meningen- , så forsøger jeg at sige til mig selv, at det er okay, at det hele ikke giver mening lige nu - og at alting selvfølgelig stadig kan googles, når det hele bliver lidt for svært at regne ud.

https://imgix.femina.dk/pernille_brunse_laeserklumme.jpg

Pernille Brunse er 35 år, uddannet cand.ling.merc og arbejder som kommunikationskonsulent i Ørsted. Mor til Eskild og Viggo på 5 og 7 år, fraskilt og kæreste med Asger, der er journalist.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også