Selvudvikling

Julia Lahme: Hvordan ser du ud?

Når jeg hører på mine veninder, går det op for mig, at de IKKE kan se, hvordan DE ser ud. Min ene veninde tror, hun har en røv som en ladeport, en anden er overbevist om, at hun er for tyk og en tredje mener ikke, hun kan gå i svømmehallen med sine børn, fordi hendes knæ (?) er rynkede

Jeg er 37. Og det ses. Jeg er mor til to, jeg arbejder for meget, sover for lidt, spiser også i perioder forkert og kan godt lide et glas rødvin, især sammen med mennesker, jeg har det for sjovt med. Jeg har rynker omkring øjnene og dybe furer i panden, som indimellem er så dybe, at jeg selv bliver forskrækket over dem. Min mave er blød efter at være blevet skåret op flere gange, og over min kønsbehåring er der et sted, jeg ikke mere kan mærke, fordi mine to unger er endt med at komme ud den vej. Min røv begynder at få buler, og jeg har håndtag omkring livet. Min navle har et sørøver-ar efter en operation, og mine arme er løsere, end de ville have været, hvis jeg havde brugt mere tid på at træne dem. Mine bryster er brugt af to sultne drengebørn og derfor blødere, end de var før. Jeg har stadig strækmærker, der ligger som dybe forgreninger på min mave og minder mig om udtørrede vandløb.
 
Jeg ser det hele. Og det er sådan, jeg ser ud. Jeg ser kvinder, der er smukkere, mere glødende og fine end mig, og hører dem også. Jeg hører dem brokke sig, skælde ud over den nyeste rynke, kæmpe en stille, indædt og vred kamp med alderen. Jeg ser reklamer for nye bryster, nye former for ting, der kan sprøjtes ind i ansigtet, og jeg håber, jeg kan værne mig mod at kaste mig over det. Men jeg ved det ikke. For jeg er bange for, at jeg kan komme til at glemme, hvordan jeg ser ud.
 
LÆS OGSÅ: Renée: Elsk dig selv - og bliv smukkere af det
 
Når jeg hører på mine veninder, går det nemlig op for mig, at de IKKE kan se, hvordan DE ser ud. Min ene veninde tror, hun har en røv som en ladeport, selv om hun i virkeligheden har en af den slags hjerteformede numser, som giver alle – mænd og kvinder – lyst til at ae den. Min anden veninde er overbevist om, at hun er for tyk, selv om hun vejer 10 kilo mindre end mig, og vi er lige høje. En anden i min nære omgangskreds mener ikke, hun kan gå i svømmehallen med sine børn, fordi hendes knæ (?) er rynkede.
 
Og det var, da hun sagde dét, det gik op for mig, at grænsen var nået. Grænsen for, hvad vi kan byde os selv af selvhad, problemer og nærighed med omsorg er for længst overskredet – som i: Vi er SÅ langt forbi, hvad der er rimeligt. Det spiller ikke mere. Jeg mener: Knæ? Skal vi nu også have det dårligt over vores knæ? Én ting er, hvad vi byder os selv i det narcissistiske vanvid, vi tillader os at blive trukket ud i, men vi er nogle, der har andres øjne hvilende på os, mens vi ser os selv i spejlet: Vores børn. I stedet for at hylde, at vi har knæ, der kan bære os, maver, der kan fyldes ud med børn, bryster, der kan amme, og arme, der kan bære Nettoposer, vasketøj og børn, sviner vi det hele til. I stedet for at hylde, at vores ben kan løbe, gå og danse, skælder vi dem ud for at have buler, rynker og ... knæ.
 
Vi kæmper hele livet med vores krop, men måske er det ikke den kamp, vi vil huske som det bedste, vi gjorde for os selv, når vi engang skal se tilbage. Jeg tror heller ikke, det er det bedste, vi gør for vores børn. At lade dem være vidne til, hvordan vi står og river i vores eget fedt, mens vi bander og svovler over det privilegium, det er at blive ældre. Desuden, og det tror jeg er allervigtigst: Der er ingen andre i verden, der ser på os med så ukærlige øjne, som vi ser på os selv. Ingen. Vi aner ikke hver især, hvordan vi ser ud, for vi flår i al den kærlighed, mildhed og det stråleskær, dem, der holder af os, ser os med, og står mere end nøgne tilbage. Så drop det. Du aner ikke, hvordan du ser ud.
 
LÆS OGSÅ: Renée: Lad os fejre overgangsalderen
 
Læs mere om: