Hvordan står det til med ligestillingen?

"Jeg kan lide at være gammel, grim, ubegæret og uafhængig," udtaler den prisbelønnede forfatter Audroné Urbonaitè fra Litauen. Noget af et statement. Kunne jeg sige det samme?

Uafhængighed har jeg i hvert fald kæmpet ret hårdt for. Min mor har nemlig altid sagt, at det vigtigste for hende var, at mine søstre og jeg fik en god uddannelse, således at vi aldrig skulle være afhængig af en mand. Min mor lykkedes med sit budskab - vi er alle veluddannede og stensikkert uafhængige. Det er Audroné heldigvis også.

Hun har skrevet flere bestsellere i Litauen (desværre er de ikke oversat endnu), der alle handler om kvinders trang til og muligheder for at realisere sig selv i en verden, hvor de muligheder traditionelt er blevet holdt nede. Grunden til, at hun kan lide at være gammel, grim, ubegæret og uafhængig, er, at hun endelig har fået familien i vej og derfor har fået tid til at finde sin stemme og udleve sit potentiale. Sigende er det, at hun først udgav sin debutbog, da hun var 50.

Renées klumme i sidste uge: Skal vores ældre spises af med containermad? >>

Ifølge Audroné Urbonaitè er det langt nemmere for hende at leve nu, hvor hun er knap 60 år, fordi hun endelig oplever, at hendes ord har vægt, uanset om det er et sminket eller et træt og rynket ansigt, hun stiller op med. Hun mener, det er skønt at være en moden kvinde, der intet frygter, hverken hån eller ros.

For at opnå den følelse kræver det, at man har respekt for sig selv og sit køn, uanset om man er mand eller kvinde. Og samtidig bevidst søger det virkeområde, der er vigtigt for én selv. At manglen på ligestilling og kvinders stadig ringe mulighed for at realisere sig selv ikke kun hører til i Litauen, kommer hun med et eksempel på: En svensk veninde, mor til fem børn og ansat på et forlag, endte med en depression på grund af overanstrengelse. Arbejde, stort hus og fem børn var for meget - selv om hun var gift med en ligesindet svensk mand.

Jeg må jo bare sige, at jeg kan nikke genkendende til forfatterens ord, og jeg genkender den svenske kvindes dilemma. Så lad os ikke narre os selv til at tro, at ligestilling er noget, vi HAR opnået. Jeg mener - det er knap 100 år siden, vi fik stemmeret. Træerne vokser jo ikke ind i himlen. I dag har vi nok "bare" fået mulighed for at realisere os selv, SAMTIDIG med at vi desperat forsøger at holde sammen på familien, MENS vi forsøger at undgå at gå ned med stress. HMM. Måske er det helt rigtigt alligevel - måske er det dejligt at nå frem til at være gammel, grim, ubegæret og uafhængig?

Kærlig hilsen
Renée