Master Fatman
Selvudvikling

Her er opskriften: Dét kan vi lære af Master Fatmans liv

Lever du et bekymringsfrit og kærlighedsmættet liv? Nå heller ikke du? Det gjorde Morten Lindberg alias Master Fatman, og spørgsmålet er, hvordan han gjorde det. Journalist Tine Bendixen har fundet nogle af svarene på lige præcis det. Læs med og bliv en lille smule mere kosmisk lykkelig.

All you need is love – af den kosmiske slags. Der skete noget usædvanligt, da Morten Lindberg alias Master Fatman alias Tykmesteren døde natten til den 26. marts. Alle medier svømmede over med kærlighedserklæringer til ham og hans flamboyante måde at være menneske og leve sit liv på, hans bisættelse var et tilløbsstykke og et farveorgie, og det gik op for mig, at han ikke bare var et ekstremt favnende menneske – men han blev også selv fuldstændig favnet.

 

Mennesker fra alle mulige kroge af landet og alle mulige lag af samfundet havde et blødt punkt for ham. Og dét på trods af, at han i virkeligheden repræsenterede en hel del, som folk ellers ikke nødvendigvis ligefrem klapper ad for tiden. Han var overvægtig, han var ikke tilhænger af fast arbejde eller faste aftaler. Anarkist. Buddhist. Kosmisk kærlighedsaktivist. Hedonist. Han var i alle livets forhold tilhænger af at spise desserten først.

På en eller anden magisk måde formåede han at leve som inkarnationen af sit eget kærlighedsbudskab og blive holdt af for det i et samfund, der på mange måder er mere præget af orden og kontrol end af kaos og kærlighed. Spørgsmålet er, hvordan han egentlig gjorde det.

For en del år siden interviewede jeg ham en morgen på Hotel d’Angleterre. Vi spiste brunch i restauranten. En af hans bekendte kom gående forbi, sagde hej og kiggede spørgende på mig, og Morten bildte ham ind, at vi sammen havde overnattet på hotellet. Naughty, naughty … Bagefter grinede vi ad det rygte, han lige havde sat i gang. Vi har kun det sjov, vi selv laver, ikke? Og så gik han op til buffeten og hentede noget mere mad. Og kage selvfølgelig. Mortens menneskelige grundtone var klar og konstant klingende: Livet er skønt, og der er ingen grund til bekymring, før der er grund til bekymring. På sin egen alternative måde var han faktisk – gennemsund!

Mon ikke mange mennesker ville ønske, at de kunne leve mere Morten’sk, men ikke ved, hvordan man gør? For det virker umiddelbart umuligt med de samfundsstrukturer, vi har. Vi skal jo arbejde, ikke? Vi har jo pligter, ikke? Det har vi ikke tid til, vel? Morten blev kun 53 år, men ikke desto mindre har man en klar fornemmelse af, at han fik lige præcis det ud af de år, som han selv ønskede sig. Hvor mange af os kan sige det?

Du skal nu møde en hedonistisk kogebogsforfatter, der kendte Morten. Godt. Og en præst, der ved noget om kærlighed. Måske kan de lære os lidt om kunsten at leve Morten’sk.

LÆS OGSÅ: Master Fatman: Dét, jeg ikke har i tjekkethed, bliver opvejet af nærvær

Man yder, før man nyder

Marie Holm har i løbet af de sidste godt tre år sammen med Morten lavet det frankofile program ”Croque Monsieur” på Radio24syv. Og så har de optrådt sammen og skrevet kogebogen ”Croque Monsieur – Bordets franske glæder og andre kostmæssige unødvendigheder!”. Hun synes, det er sårbart offentligt at fortolke et menneske, der ikke kan tage til genmæle, men vil alligevel gerne sige:

– Jeg har tænkt meget over, hvor klart han står for mig nu her bagefter. Og jeg synes, der er så mange ting, jeg ser mere klart nu, end mens han levede. Altså hvilken effekt han havde. Knud Romer sagde det så fint, han havde et billede på det, Morten var, og det, han kunne. Han brugte prismelysekronen som billede: At Morten var en prismelysekrone, der kastede sit skin ud over alle os, der var i nærheden, og det var et demokratisk skin, for alle, der ville, kunne få et glimt af det. For mig blev han en fransk krystallysekrone. Han kastede noget magi ud over alting.

Hvad var det, Morten repræsenterede og folk måske mangler i deres liv?

– Jamen jeg tror delvis, det er magien eller fortryllelsen. En evne, vi måske taber i barndommen. Evnen til at se begejstret på selv små ting og se magien i dem. Parret med hedonismen selvfølgelig.

Hvordan lever man Morten’sk?

– Haha! Man nyder i hvert fald, før man yder. Sådan lever jeg også selv, det kan jeg love dig for. Og så tager man det chilleren. Det sagde han faktisk tit til mig: ”Tag det nu roligt”. En af de sidste samtaler, vi havde, handlede om det. Jeg er sådan et klassisk menneske, som læser mine lektier og gerne vil have kontrol over tingene. Sådan var Morten ikke. Han tog det roligt. Jo mere uforberedt og jo mere med friske øjne han kunne møde nogen eller noget, jo gladere var han. Det var der indimellem klart nogle konflikter i, for jeg blev skideirriteret, fordi jeg havde behov for at kunne gennemspille i hovedet, hvad der skulle ske. Så sagde han til mig: ”Du skal lære at slippe kontrollen, tag det nu roligt, slip den dér kontrol”. Det var også Morten.

Den kærlighed, han snakkede om, evnede han selv?

– Ja, i den grad!

KØB et abonnement på femina og vælg din egen velkomstgave: Moshi Moshi jakke, Södahl plaid eller et af vores skønhedssæt

Lidt ligesom Morten

Hun kommer i tanke om noget: Det er et par år siden, hun og Morten lavede kogebogen sammen. Den blev til i løbet af et par lange vintermåneder hjemme i hendes køkken. En dag gik Morten og talte portugisisk i telefonen.

– Det var en hjemløs fyr med afrikanske rødder, som han havde mødt på gaden i København kort forinden. Morten havde taget ham med hjem. I starten hentede han ungerne fra dagpleje og børnehave, og så endte han ligesom med at flytte ind og hjælpe Morten. Det var altid ham, som kørte Morten rundt og hentede ting. Han blev simpelthen en del af familien. Jeg kan ikke komme i tanke om ret mange andre mennesker, der ville tage en hjemløs med hjem og flytte ind og blive en del af familien …

Men mange mennesker længes måske efter at kunne gøre det?

– Det tror jeg er rigtigt. Hvis man bruger det dér prismelysekronebillede, så følte vi alle sammen, at vi blev lidt ligesom Morten, når vi var i nærheden af ham. Jeg har en anden bekendt, der arbejdede med Morten og er en, der ikke gør så meget væsen af sig, han sagde: ”Morten var alt det, jeg ikke er, men hver gang jeg var i nærheden af Morten, så følte jeg, at jeg fik lidt af det, jeg manglede”.

Den måde, han levede på, er svær at passe ind i vores system?

– Det ved jeg ikke … Det lykkedes jo for Morten. Selv om man kunne blive irriteret over den måde, han levede på – det dér med at tage det roligt og ikke altid leve efter samme kalendersystem som os andre – så holdt den bare ikke, for dér blev man OGSÅ mødt med kærlighed. Det er meget svært at være vred på en, som står og smiler og siger søde ting.

Ville Danmark blive et bedre sted, hvis alle var og levede som Morten?

– Ja det tror jeg sgu faktisk. Det ville kræve nogle seriøse omstillinger, men jeg tror, det enkelte menneske sandsynligvis ville blive gladere. Det ville være et sted med masser af farver og appetit og en lille smule kaos, haha. Med masser af grin og varme. Og egentlig masser af ærlighed. Han ønskede at beholde noget af det barnlige i alt, hvad han gjorde. Han ikke bare ønskede det, han gjorde det, altså levede med en barnlig umiddelbarhed. Den holdt han fast i.

Spørgsmålet er, hvorfor Morten, der på flere måder repræsenterede ”forkerte” livsvalg, blev opfattet som en mand, der levede sit liv fuldt og rigtigt?

– Ja … det er, fordi han aldrig selv fordømte nogen. Fordi han selv var umanerligt åben. Det var også derfor, han kunne tale med alle mennesker i radioen og kunne åbne selv den mest lukkede person med den approach. Det var ingen taktik, sagen er, at når man går til folk uden fordomme og fuldstændig kærlighedskærligt, så får man nogle andre svar, så når man ind til folk, så er der ingen, der bliver vrede. Og man skal ikke tage fejl: Han kunne sagtens sige folk nogle sandheder. Men det blev bare gjort på en kærlig og omsorgsfuld måde, synes jeg. Det var meget afvæbnende.

Morten blev 53 år. Vi lever i en tid, hvor det handler om at leve længst og sundest muligt. Men spørgsmålet er, om ikke han fik mere ud af de 53 år, end mange får på et helt liv?

– FULDSTÆNDIG. Det kan godt være, han kun blev 53 år, men han spiste, nød, arbejdede og elskede, som om han havde tre gange flere timer i døgnet end os andre. På den måde udnyttede han sit liv til maksimum.

Trænger vi alle sammen måske til at leve noget mere efter lyst end pligt?

– DET tror jeg bestemt, vi gør!

LÆS OGSÅ: Hella Joof: I min familie var kvinderne aldrig rigtigt lykkelige

Vi mangler gavmildhed

I en bil på vej til Læsø sidder præsten Anna Mejlhede og overvejer, hvad det egentlig var, Morten udstrålede – og dermed på sin egen indirekte måde eksponerede, vi mangler i det danske samfund.

– I virkeligheden er det utrolig enkelt og meget banalt. Det, vi mangler, er nogle mennesker, der tør udstråle ren kærlighed. Han lod kærligheden gå forrest. Det var Søren Kierkegaard, der sagde det: At man som menneske skal lade kærligheden gå forrest. Og når kærligheden går forrest, betyder det, at det ligesom er med kærligheden i blikket, at man ser alt. At man har kærligheden som udgangspunkt for alt. Morten turde lade kærligheden gå forrest i alle relationer. Han turde simpelthen være i kærligheden. Også når han blev kritiseret, og også når det var svært.

Hvorfor har vi andre svært ved det?

– Det har vi, fordi kærligheden for os blander sig op med alt muligt andet. Frygt først og fremmest. Vi er bange for, at hvis vi giver kærlighed ud og ikke får noget tilbage, så er der gået noget fra os. Sådan havde Morten det ikke. Han gav kærlighed ud, ligegyldigt hvad han fik tilbage.

Du siger, at vi mangler gavmildhed i vores samfund?

– Vi mangler i dén grad gavmildhed. Det er ikke, fordi vi ikke vil være gavmilde, men vi er simpelthen bange. Vi mangler den gavmildhed, der faktisk giver, uden at vi synes, at vi skal have noget igen. Det er det samme i vores parforhold. Det gennemsyrer alt, at vi mangler gavmildhed.

Morten Lindberg var så gavmild, at han f.eks. gav en kopi af sin hoveddørsnøgle til gud og hvermand. Hans dansepartner Mie Moltke i ”Vild med dans” fik, straks de mødte hinanden, en nøgle i tilfælde af at hun manglede et sted at sove. Morten delte så mange nøgler ud, at hans i øvrigt meget rummelige kone Herminia til sidst måtte bede ham om ikke at dele flere ud, for nu havde nærmest hele København en nøgle til lejligheden.

– Altså det, han gjorde, er i virkeligheden helt Kristus-kærlighedsagtigt. Og den type kærlighed kan i mange af vores menneskelige sammenhænge virke urea-
listisk naiv. Den ubetingede kærlighed findes bare i så få relationer. Den findes næsten kun i forældre-barn-relationer i vores verden. Hvis man kigger på det sådan rent nytestamentligt, så er der flere ord for kærlighed i ”Det ny testamente”. Der er ord for venskabelig kærlighed. Og for erotisk kærlighed. Og så er der næstekærlighedens ord: Agape. Agape er også ordet for Guds kærlighed, det er den ubetingede kærlighed, den fuldstændig betingelsesløse kærlighed. Og det er faktisk den kærlighed, vi får at vide, vi skal elske hinanden med. Der er fandeme langt igen! Pardon my French.

Hvordan får vi noget af den kærlighed ind?

– Jamen det gør vi blandt andet, ved at vi prøver at sænke paraderne i vores forbindelser til hinanden. Vi har paraderne oppe i rigtig mange relationer. Fordi vi ved, at vi bliver enormt sårbare, når vi sænker dem. Men det er altså også sådan, at når vi sænker paraderne, så er der adgang for en kærlighed. Nogle gange kan man opleve det i korte glimt med fremmede mennesker. Man hjælper et menneske i en eller anden sammenhæng, og så kan man opleve den dér lyst til at give det menneske éns trøje eller låne ham eller hende bilen. Fordi man bare i et øjeblik bliver fuldstændig grebet af den her ekstreme lyst til at hjælpe. Det er sådan en overjordisk kærlighed, der fylder én.

Det har du selv oplevet?

– Ja. Ud over de mere selvfølgelige relationer, de helt nære, så har jeg indimellem oplevet det i forhold til min menighed. Og jeg har oplevet det, engang jeg sad i en samtale med en kvinde, jeg ikke kendte. Pludselig kunne jeg bare mærke, at jeg ELSKEDE hende. Jeg kendte hende ikke, men jeg kunne bare mærke i den relation og i de ting, hun sagde, at jeg kunne putte hende i lommen og tage hende med hjem. Jeg oplevede også engang, at en gammel dame var ved at vælte i stærk blæst på vej over et kryds og spurgte, om hun måtte holde fast i mig, og så holdt hun fast, og jeg tænkte: Jeg tager hende med hjem. Der ER sådan nogle øjeblikke af uforfalsket kærlighed, der opstår imellem os.

Morten Lindberg var tyk, gik i alternativt tøj og var ikke tilhænger af fast arbejde. Alle de ting kan hver især placere mennesker i en udsat position. Sammen kan de nærmest udgøre en festinvitation til fordømmelse. Men ikke for Morten. Det var bare en accepteret del af ham. Spørgsmålet er hvorfor.

– Jamen når kærligheden går forrest, så ser man ikke alt det andet. Et sted i ”Det nye testamente” står der, at kærligheden skjuler en mangfoldighed af synder. Så kærligheden skjuler simpelthen det, vi synes er skidt ved hinanden. Det er derfor, man siger, at kærlighed gør blind. Men det gør den i virkeligheden ikke: Kærligheden får os til at se hinanden præcis, som vi er. Sådan som vi er skabt til at være.

Den måde, han levede på, virker umiddelbart umulig at gennemføre med de samfundsstrukturer, vi har?

– Ja. Jeg tror da ikke, jeg selv ville kunne give min dørnøgle ud til det halve København. Det er svært at efterleve den åbenhed, han repræsenterede, men mindre kan også gøre det. Det er, som om vi nogle gange sætter overliggeren så højt, at vi tænker: Nå, men dér kan vi alligevel ikke nå op, så kan vi lige så godt fortsætte med at være smålige. Det er sådan en underlige mekanisme.

For man får det faktisk godt af næstekærlighed?

– Det gør man nemlig. Der er nogle, der siger: Hvis man får det godt af det, så handler det stadig om noget egoistisk. Arh men altså, så kan man blive ved i én uendelighed. Som om man ikke må gøre noget godt for andre, hvis man selv får det godt af det – så begynder det at blive absurd! Men det er faktisk godt at huske hinanden på, at smålighed gør noget ved os, lige så vel som gavmildhed gør noget ved os.

– Altså i sidste ende … mange af mine begravelsestaler slutter jeg af med at sige: ”Når alt er sagt, og når alt er gjort, så bliver kun kærligheden tilbage”. Det er det ENESTE, der bliver tilbage. Det er ligesom med tyngdekraften. Den krydser også alle grænser. Vi elsker folk, der er døde, vi elsker mennesker, vi ikke ser længere. Det er jo en helt abnorm kraft, som vi kun kender en flig af. I virkeligheden burde vi bruge noget mere energi på at lære den bedre at kende. 

 

Læs mere om: