Underholdning
18. marts 2019

"I min familie var kvinderne aldrig rigtig lykkelige"

NÄr jeg tÊnker over mine families kvindehistorie, bliver jeg trist om hjertet, men jeg bliver ogsÄ glad over, at jeg har kunnet bryde en bestemt social-psykologisk arv og vride armen om pÄ livet og vende vrangen ud pÄ min skÊbne.
Af: Hella Joof
"I min familie var kvinderne aldrig rigtig lykkelige"

Foto: Cicilie S. Andersen

NÄr man tÊnker pÄ, hvor megen smerte,

sorg og kvide og skrig og skrÄl man skal gennemgÄ for at blive medlem af Den Store Kvindeklub, er det lige til at tabe pusten af.

Jeg tĂŠnker sommetider, at vi kvinder har et ekstra organ lige bag ved leveren, der udskiller et sĂŠrligt kĂŠrlighedshormon, som blĂždgĂžr hjertet, og hvad der ellers skal blĂždes op. For tĂŠnk engang for en ordentlig madpakke, vi damer er udstyret med fra allerhĂžjeste sted.

FÞrst blev vi skabt ud af et sÞlle ribben, fordi Adam gik og kedede sig i Paradis. SÄ fik vi skyld for at lokke selv samme slapsvans i synd og fordÊrv, alene fordi vi var sÄ betÊnksomme at byde idioten pÄ en bid Êble, fordi han stod dér og sÄ brÞdflov ud.

Og resten kender vi: Du skal fÞde dine bÞrn med smerte, og din mand skal herske over dig. Og straffen er pÄ ubestemt tid. Vi er forvaringsdÞmte uden mulighed for prÞvelÞsladelse. Det krÊver kÊrlighed ikke at blive en bitterfisse med de fremtidsudsigter!

SÄ nu vil jeg ifÞre mig en kÊrlighedskÄbe og prÞve at fÄ styr pÄ min yin-energi. Og jeg napper yang med for balancens skyld. For det gÊlder om at holde balancen og tungen lige i munden, hvis man vil have succes med livet i en kvindekrop. AltsÄ den med bryster, livmor, Êggestokke, Êggeleder og flotte rosafarvede lystlÊber, som lyser op i ethvert selskab, hvis man af ren og skÊr venlighed har glemt at tage trusser pÄ. Og det kan jo smutte.

LÆS OGSÅ: Sofie Linde: Jeg er ikke blevet gift for at blive skilt igen

I min familie var kvinderne aldrig rigtig lykkelige

Selv om de smiler pĂ„ billederne i familiealbummet, er der sĂ„ mange historier om skuffelser og isĂŠr om bĂžrn, der kommer i vejen. UĂžnskede graviditeter, som fĂ„r en ellers lys fremtid til at gĂ„ flĂžjten. Der lĂžber en smerte-trĂ„d – en strĂžm af tĂ„rer – gennem hele historien. Og sĂ„dan et tema skal man passe pĂ„ ikke gentager sig i Ă©ns eget liv.

For familier, hvor alle kvinderne hedder Skuffet eller DĂžrmĂ„tte til mellemnavn, har det med at reproducere visse mĂžnstre, og pludselig sidder man dĂ©r med hĂ„ret i postkassen, rĂžven i vandskorpen midt i suppedasen, ifĂžrt en forvasket T-shirt med et print med teksten: ”Hende, det er synd for”, som man ikke kan huske hvor kommer fra. En dag dukkede den bare op i Ă©ns vasketĂžjskurv, og man kom til at tage den pĂ„ en letsindig tirsdag, og nu er den vokset fast til Ă©ns hud.

Og nu skal jeg nok skifte fra man til jeg. For der er ikke noget man, der findes kun et jeg og et vi. Men indrÞmmet, den T-shirt har jeg haft pÄ i mange Är. Uden at opdage det. Jeg troede bare, at sÄdan var livet. Og det er det ogsÄ, men sÄdan behÞver det jo ikke at blive ved med at vÊre.

NĂ„r jeg tĂŠnker over min families kvindehistorie, bliver jeg trist om hjertet, men jeg bliver ogsĂ„ glad over, at man – nej: jeg – har kunnet bryde en bestemt social-psykologisk arv og vride armen om pĂ„ livet og vende vrangen ud pĂ„ min skĂŠbne og insistere pĂ„, at jeg ikke skulle vĂŠre en i rĂŠkken af relativt om ikke bundulykkelige sĂ„ i hvert fald temmelig skuffede kvinder. Som ikke fik udlevet deres potentiale – som mĂ„tte nĂžjes, og som slet ikke fik nok ud af livet.

Min mormor Rosa fortalte,

at hun blev storesÞster, da hun var 14. Hendes mor, Kirstine, min oldemor, var langt over 40, da veerne blev sÄ stÊrke, at der ikke var andet at gÞre end at springe efter jordemoren.

Alle i landsbyen troede, det var min mormor, der var kommet i ulykke, hun var jo en kÞn pige. Det var det heldigvis ikke. Men flovt var det alligevel, fortalte hun, at hendes mor skulle have sit femte barn i en alder af 44. TÊnk, at sÄdan nogle gamle folk ikke var fÊrdige med den slags pjat.

SĂ„dan er det jo heldigvis ikke lĂŠngere. NĂ„r kvinder i 40’erne fĂ„r bĂžrn i vore dage, er det jo nĂŠrmest sejt. Et synligt bevis pĂ„, at hormonspejlet er tiptop. Et vidnesbyrd om genetisk overskud.

I slutningen af 1920’erne var det anderledes skamfuldt. Og sĂ„dan er der sĂ„ meget, der ĂŠndrer sig med raketfart. Nu kan man vĂŠre proaktiv og fĂ„ frosset sine ĂŠg ned til en senere lejlighed og fĂžde sine bĂžrn som 50-Ă„rig. Min veninde har lige berettet om en bekendt i London, som fik tvillinger som 58-Ă„rig. Og jeg sidder med en lille rynke i panden og spekulerer pĂ„, om det er meningen, vi skal blive mĂždre, lĂŠnge efter at naturen har besluttet, at det er slut med ĂŠggene i ĂŠggebakken.

Men sÄ kontra-tÊnker jeg, at pÄ den anden side, nÄr vi nu kan, sÄ skulle man da ogsÄ vÊre et skarn ikke at benytte sig af de videnskabelige fremskridt. Og jeg ved, at hvis jeg dog bare selv havde vÊret sÄ forudseende, sÄ havde jeg formentlig haft Êg pÄ kÞl et sted pÄ en fertilitetsklinik, dengang jeg mÞdte min mand som 40-Ärig, og mÄske havde jeg sÄ kunnet fÄ det barn, som jeg ihÊrdigt prÞvede pÄ.

Det barn blev ikke til noget, og jeg mÄtte trÊkke vejret dybt, overvinde min sorg og huske mig selv pÄ, at jeg, som blev kÞnsmoden som 12-Ärig, havde haft over 30 Är til at fÄ bÞrn, og nÄr jeg nu kun havde fÄet ét, var der nok en mening med det.

Man mÄ som menneske altid prÞve at finde meningen, ogsÄ nÄr man ikke fÄr det, man brÊndende Þnsker sig. Ellers bliver livet meningslÞst. Og som kvinde er det isÊr vigtigt at holde sig meningen med livet for Þje. For et kvindeliv er af og til sÄ absurd og meningslÞst, at man nogle gange hellere vil have pengene.

LÆS OGSÅ: 40 kendte kvinder, der blev mor, efter de fyldte 40

Om Hella Joof

Hella er Joof er 57 Är og er skuespiller, manuskriptforfatter, filminstruktÞr og forfatter. Har bl.a. stÄet bag otte film og medvirket som skuespiller i bÄde film, TV-serier og desuden lavet bÄde TV- og radioprogrammer.

Min mormor forelskede sig hovedkulds i Carl, som var enÊgget tvilling, og de blev forlovet. Han var vist inde som soldat eller i lÊre som tÞmrer, det har fortabt sig i familietÄgerne, og de er begge for lÊngst dÞde, sÄ jeg mÄ sjusse mig frem.

Men hver aften, fortalte min mormor henfÞrt og rÞrte ved sit hÄr, cyklede han 30 kilometer for at mÞde sin Rosa. De var meget forelskede, og min mormor rÞbede engang, hvor hun vist havde fÄet et par glas sherry, at selvfÞlgelig havde de sex, selv om de ikke var gift. Hun brugte ikke lige de ord. Men det var vigtigt for hende, at jeg forstod, at de havde vÊret meget vilde med hinanden, hun og Carl, og at det var et kÊrlighedsÊgteskab.

Da min egen mor dÞde for 15 Är siden, og vi sorterede hendes papirer, fandt jeg en skotÞjsÊske med kÊrlighedsbreve skrevet under min mormor og morfars forlovelse. Min mormor underskrev sig som din lille pige. Og de enslydende breve, der var skrevet i et sÊrt barnagtigt sprog, som virkede kalkeret efter en dÄrlig ugebladsnovelle, handlede primÊrt om, hvor mange kys hun ville give sin store, stÊrke Carl pÄ hans blÞde lÊber, nÄr de sÄs i weekenden.

Jeg kan huske, at jeg skammede mig lidt ved at lÊse dem. BÄde fordi det var private breve, og fordi de vidnede om en udtalt mangel pÄ fantasi. Og mest af alt fordi der lÄ en underliggende historie gemt, som handlede om en kvinde med en vÊldig erotisk appetit, som pÄ alle mÄder overtrumfede kÊrligheden til de bÞrn, der blev frugten af selv samme. Samtidig glÊdede det mig, at min mormor og morfar havde haft sÄdan et glÞdende samliv.

Men – for der er jo altid et men, sĂ„ meget har jeg da efterhĂ„nden lĂŠrt – sĂ„ blev de gift, og min mormor blev gravid og fik en sĂžn, og alt var fryd og gammen. Men under tre mĂ„neder efter fĂždslen blev hun gravid igen med min mor. Det var en skĂŠbnesvanger streg i regningen.

Min mor fortalte mig engang,

at hun som barn kunne fornemme, at det havde vÊret en traumatisk oplevelse for min mormor, at hun blev gravid sÄ hurtigt efter min onkels fÞdsel. Min mormor lagde aldrig skjul pÄ, at hun havde vÊret helt desperat. Hvad hun har gjort for at komme af med fosteret, ved jeg ikke. Og det hjalp heller ikke en snus. Fostre er sejlivede, og den 4. november 1939 blev der fÞdt en lille pige, som fik navnet Birthe.

Det hang i tapetet, det sad i gardinerne – fĂžlelsen af, at hun ikke skulle have vĂŠret fĂždt. I hvert fald ikke pĂ„ det tidspunkt. Jeg tror ikke, det at vĂŠre gravid eller at amme sagde min mormor noget. Hun var ikke en af dem, der nĂžd synet af sin frodige mave i spejlet. Den mĂžrke streg ned mod venusbjerget. De blanke, svulmende bryster med de brune vorter.

Hun havde savnet sin mand erotisk i mÄnederne under det fÞrste svangerskab, og de nÄede kun akkurat lige at genoptage deres samliv, sÄ var hun igen fanget af en graviditet, som kom aldeles pÄ tvÊrs.

Det blev min mormors skÊbne. Inden for at Är fik hun sÄledes to bÞrn. En Þnsket dreng og en uÞnsket pige. Og det blev min mors skÊbne.

Min mor var ikke kĂžn

Hun havde rĂždblondt, lidt tjavset hĂ„r og fregner. Øjnene var grĂžnne. I dag havde hun vĂŠret quirky og en sĂžd, troldet type. I 40’erne var hun bare den lidt uheldige datter.

Jeg har et billede af hende som barn i min pung. Det kigger jeg tit pÄ. NÄr man ser billeder af sin mor som barn, er det nemmere at forstÄ. OgsÄ alt det, der har vÊret svÊrt at forstÄ. En lille pige. Med en tjavset page. Et usikkert smil. Store knÊ og en uformelig, formentlig hjemmestrikket bikini.

Hun var dygtig i skolen. Havde orden i sine ting. Klogere end sin storebror. Hovedet var skruet godt pÄ, som det hed dengang. Men lige meget hjalp det, nÄr man ikke er blevet elsket nok.

Som 23-Ärig blev hun uÞnsket gravid med en flot sort mand fra Gambia. Og alle fremtidsdrÞmmene brast. Hun mÄtte rejse hjem i vanÊre til sin far og mor, som skammede sig over, at hun var kommet galt af sted. Min morfar sÄ meget, at han ikke ville tale med hende.

Jeg var ikke noget Ăžnskebarn

Men heldigvis endte jeg med at blive det, da jeg fĂžrst var blevet fĂždt. Og der findes billeder af min morfar med mig i armene, lige inden han dĂžde og efterlod min mormor som fortvivlet 49-Ă„rig enke. Og min mor, som var flyttet ind pĂ„ MĂždrehjĂŠlpen med sit uĂŠgte, uĂžnskede Ăžnskebarn, mĂždte en gammel barndomsven og blev gift med ham og fik endnu en datter ”og et efternavn”, som hun sagde.

At fÞde et barn og stadig have sit pigenavn var en stor skam for hende. Lille Birthe. Heldigvis er vi kommet videre. Da jeg var 22, blev jeg gravid og fik en abort. Og selv om det var en rÊdsom oplevelse, sÄ var jeg taknemmelig over at leve i en tid, hvor en uÞnsket graviditet ikke skulle vÊre det, der formede resten af mit liv, som det havde gjort det for min mor og mormor. At jeg selv kunne vÊlge at vente med at blive mor, til jeg var 25 og sikker pÄ, at det var det, jeg skulle.

LÆS OGSÅ: Hella Joof: "NĂ„r man har vĂŠret sammen i over 10 Ă„r, er man vokset sammen nogle steder"

Hvis den ikke var smuttet for min mormor, var min mor ikke blevet fÞdt, og hvis den ikke var smuttet for min mor, sÄ havde jeg ikke siddet her ved min computer og tÊnkt over min families kvindeliv. Kvindeliv generelt.

For der er noget sÊrligt over kvindeliv. Det er der sikkert ogsÄ over mandeliv. Men det ved jeg ikke sÄ meget om. Der var ingen markante mÊnd i min familie. Min morfar dÞde tidligt af et massivt alkoholmisbrug. Min egen far glimrede ved sin totale fravÊr. Min stedfar blev skilt fra min mor, da jeg var seks, og siden forsvandt han ud af mit liv.

Alle de kvindetÄrer, der er blevet grÊdt. Alle de uÞnskede graviditeter. DÞdfÞdsler. Blod. Der er sÄ meget blod i kvinders liv. Vi kommer til verden i en sÞ af blod. Vi fÞder vores bÞrn i en skylle af blod og fostervand. MÄnedsblodet, som pletter lagner og undertÞj. Og smerterne. Der er sÄ meget smerte i kvinders liv. Jagene i underlivet hver mÄned. Den brÊndende, diffuse smerte i lÄrene og tyngden over skambenet, nÄr veerne flÄr i os. Smerten ved at vÊre barnlÞs, hvis et barn er det, man Þnsker sig allermest.

Svig, sorg, skilsmisser. Fadderskabssager. Misbrug. VoldtĂŠgter. Men heldigvis har vi et lille organ gemt bag ved leveren, som producerer det vigtige blĂždheds- og blidheds-enzym, som giver os et ekstra overlevelses-gear. Moder Teresa-Pippi-Maria Magdaleneorganet. Som skĂŠnker os krĂŠfter, tilgivelse, omsorg, latter og kĂŠrlighed. Og uden det kan vi ikke leve.

LÊs ogsÄ

Bliv medlem af femina+

Du skal vÊre medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrÊnset adgang til alt indhold.