deprimeret kvinde
Selvudvikling

Har du hørt om "Duck Syndrome"?

13. juni 2019
af Marie Kvitrud, journalist på kk.no
Foto: Panthermedia
De fleste af os har en snert af det.

Alle mennesker har et grundlæggende behov for at blive accepteret og elsket af andre. Vi ønsker at få bekræftelse og anerkendelse, og vil helst ikke afsløre for mange af vores mindre positive sider.

De fleste af os har oplevet at sætte et falskt smil på og lade som om alt er godt, selvom vi indeni er trætte, bekymrede eller triste. Det har et navn – det kaldes ”Duck Syndrome”.

Duck Syndrome handler om, du fremstiller dit liv som positivt, dejligt og bekymringsfrit på ydersiden, mens du på indersiden er udmattet og bekymret. Betegnelsen er opstået, fordi ænder tilsyneladende glider roligt hen over vandet, mens de under vandet konstant padler med deres ben for at holde sig flydende i vandet.

- Det er ikke en officiel diagnose. Syndromet er ofte blevet beskrevet fra skole- og uddannelsesinstitutioner, og studerende refererer til situationer, hvor det på overfladen ser helt roligt ud, mens de i virkeligheden prøver at holde trit med kravene i livet, siger Tove Gundersen, der er generalsekretær i Rådet for Psykisk Sundhed i Norge, til kk.no.

Måske døjer du selv med søvnbesvær og prøver desperat at holde energien oppe på jobbet? Eller måske er du angst, deprimeret eller voldsomt stresset, men lader som om, alt er fint?

Risikofaktorer for ”Duck Syndrome” og andre psykiske problemer er stress, personlige og familiemæssige problemer, overdreven fokus på præstation samt overbeskyttende adfærd fra familien.

- Det er fortsat svært at mange at være åbne om, at de kæmper. Årsagerne er både individuelle og sammensatte. Et eksempel kan være frygt for, hvad omgivelserne siger, skam, skyld og utilstrækkelighedsfølelse, forklarer Tove Gundersen.

LÆS OGSÅ: Kend forskel - er du deprimeret eller bare trist?

Vi tror, andre er lykkeligere

Forskning viser, at de fleste af os har en tendens til at tro, at andre er meget mere lykkelige end os selv. Det gælder også personer, der står os nær, for eksempel gode veninder.

- Det handler om, at vi møder andre personer i sociale sammenhænge eller via Facebook eller Instagram, hvor de selv har mulighed for at vise et glansbillede af deres liv. På de sociale medier kan man selv vælge at vise sit liv som lykkeligt og perfekt, selv om det egentlig ikke er perfekt, siger Ingrid Blessom, der er psykolog og sexolog ved Institut for Klinisk Sexologi i Norge.

Hvordan andre i virkeligheden har det, bliver dermed ikke synligt for os, og vi skaber en forestilling om et perfekt, lykkeligt og indholdsrigt liv.

- Det, at vi skaber forestillinger om, hvor lykkelige og vellykkede alle andre er, gør, at vi glemmer vores egne dårlige følelser, fordi vi så kan fremstå lige så vellykkede. For mange giver dette en følelse af ensomhed, og gør, at vi føler os ulykkelige og mindre tilfredse med livet generelt, fortæller hun.

Vigtigt med åbenhed

Det kan være meget usundt og ødelæggende, hvis du skjuler, at du har det svært, og mange af os skjuler endda, hvordan vi har det over for vores nærmeste familie og venner.

- Resultatet er, at mange isolerer sig, når de har det svært, i stedet for at være åbne om det. Det er dumt, da man risikerer at føle sig mere ensom og ulykkelig. Faren kan være, at de dårlige følelser varer længere, og de kan forværres, siger Ingrid Blessom.

Du kan også gå glip af værdifuld social støtte fra familie og venner, som de fleste får, hvis de tør åbne sig.

- Hvis man ikke får den sociale støtte, man har brug for, kan det gå ud over job- og familielivet. Måske begynder man at præstere dårligere på jobbet, og man føler, at man gradvist trækker sig væk fra familie og venner, siger hun.

Selv om det kan føles skræmmende, er rådet, at man skal være åben, hvis man har svært, i stedet for at fremstille livet som rosenrødt, når det ikke harmonerer med virkeligheden.

- En fin bieffekt af at være åben om, hvordan man egentlig har det, er, at mange oplever, at de får dybere og tryggere relationer til både partner, den nære familie og venner. Man kan også opleve, at andre åbner op om, hvordan de egentlig har det, noget som åbner op for, at man kan udvikle gode, langvarige og dybe relationer.

LÆS OGSÅ: Bliver du ensom af de sociale medier?

Søg hjælp

Det er vigtigt at vide, at der er hjælp at få, og at man ikke skal give op.

- Det er normalt at møde udfordringer i livet, og ingen problemer er for små. Folk ønsker at hjælpe, og åbenhed hjælper ofte i sig selv. Det hjælper også omgivelserne til at forstå, siger Tove Gundersen.

Vi mennesker behøver ind imellem hjælp til sortere og støtte til at finde mulighederne, og nogle af os har brug for behandling, siger hun.

- Uden åbenhed og behandling, så vil symptomer på angst, depression og de fleste andre psykiske lidelser have en tendens til at vare meget længere og forværres. Det er klogt at bede om hjælp tidligt, og så bliver resultaterne ofte bedre.

Oplever du selv at have det skidt psykisk, eller er du bekymret for nogen, du kender, kan du kontakte din praktiserende læge eller en psykolog og få hjælp.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også